Årets juleglæder

I efterårsferien gik jeg i gang med at planlægge dette års decemberoverraskelser. Jeg begyndte på de små hjemmegjorte ting og jeg sad på Pinterest i maaaaange timer.

Jeg har lavet en pakkekalender til næsten ingen penge til min fantastiske kæreste. Der er 24 pakker, men ingen dato på. Der står 'åbnes når...' 

- det er en kold dag 

- du savner mig 

- du vil overraskes 

- du har glemt, hvor fantastisk du er 

- du ikke kan sove
-du har fortjent det
- osv. 

Indholdet kan jeg af gode grunde endnu ikke afsløre ;-)

Jeg har lavet en med tilsvarende koncept, dog kun med pakke til hveranden dag, til min kære veninde, der i allerhøjeste grad fortjener den.

Jeg har været julemanden - med god assistance fra julemandens nisser. Det blev til stigen med 24 gaver igen i år. Datteren betragter den i timevis og mærker og mærker på pakkerne.

Jeg har lavet adventsgaver til dem i det gule hus.

Jeg har hjulpet datteren med hjemmelavede adventsgaver til min bror og hans kæreste.

Og jeg har arrangeret og 'lavet' en slags kalender til kollagaerne.

Det er da et pralestykke uden lige, jeg her lirer af? Ja - og nej! Det skal med, fordi det er en fest! Jeg elsker det! Hver dag får jeg et billede af den pakke min kæreste åbner. Det er vildt fedt at være langdistancekærester, men glædes over sådanne ting sammen. Jeg er spændt hver dag - og spændt på, hvad veninden åbner. Der kunne jeg have sparet de indkøbte gaver. For hun var blevet glad, om så jeg havde pakket et gummibånd ind. Og sådan forsætter det. Det er glæden ved at give, der giver mig energi. 

 Og så er der mig selv, jeg er den heldigste af alle i år. Jeg får nemlig adventsgaver af min kæreste, og af en barndomsveninde 

- og så kom denne i dag:

Hvor heldig er jeg? 

 Jeg håber for jer alle, at I får en dejlig december med masse af glæde. Den behøver jo langt fra komme i form af en pakke!

I dag er det ...

I dag er det præcist fire år siden, jeg offentliggjorde på facebook, at jeg havde fået nyt job - i Jylland. Det er også præcist tre år siden, jeg skrev, at jeg skulle sove i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg, for første gang. 

Man skal jo måske nok kende min historie for at vide, hvad det betyder.

Det betyder, at det er fire år siden jeg stod for at skulle sige farvel til et job og kollegaer, som jeg havde lyst til at blive hos. Det betyder, at det er fire år siden, jeg forlod storbyen. Jeg savner stadig metroen. Pulsen. 

Det betyder, at det er fire år siden, min datter startede i børnehave. Nu er hun startet i skole.

Det betyder, at det er tre år siden jeg flyttede ind. Blev alenemor. Dette hjem er det første hjem, jeg har haft tre år i streg, siden jeg flyttede hjemmefra. Og jeg elsker dette hus - jeg føler mig hjemme. Det har været en lang proces.

Min datter bliver syv i januar. Det betyder, at det inden længe er halvdelen af sit liv, hun har været delebarn.

Det betyder, at tiden går hurtigt. Og at jeg på nogle områder er blevet en anden. 

Jeg har en god hukommelse. På nogle ting. Ovenstående ved jeg kun pga. den app, der hedder 'timehop'. De fleste dage får den mig til at smile. I dag fik den mig til at tænke lver de skdste fire år, før jeg så igen smilede.

Kender du det?

En anden slags ferie - og om at sige 'nej'

Efterårsferien slutter, når jeg om lidt ser indersiden af mine øjenlåg. En efterårsferie, der på mange måder har adskilt sig væsentligt fra alle andre ferier i mit voksenliv. Jeg har nemlig for første gang holdt ferie. Ferie, som i ordets oprindelige betydning. Jeg har ikke skrevet elevplaner eller forberedt værksteder op til en julebasar. Jeg har slappet af. Jeg har endda været så provokerende og egoistisk at give mit barn en dagsridelejr i de fem hverdage. Hvordan kunne jeg? Når nu jeg selv har fri? Hvordan kunne jeg, når nu vi i dagligdagen kæmper med næb og klør for, at vi har tid sammen? 

Jeg kunne, fordi jeg mente, hun ville få en oplevelse for livet. Jeg gjorde det, fordi jeg forventede, hun blev en del af et fællesskab, som jeg som barn elskede, når vi tog på spejderlejr. Jeg kunne, fordi jeg turde satse og håbede på succes. Og det blev det! Både for hende og for mig. 

Jeg har, meget vigtigt, slappet af med min vidunderlige kæreste. Jeg har nydt at være alene i huset. Jeg har ryddet op og ryddet mere op, og jeg har planlagt hemmeligheder. Og næstbedst: Jeg har været 100% mor og nærværende i de timer, min datter og jeg så har haft sammen. Jeg har set én veninde og lidt familie. Det er det. Normalt kører vi fra Herodes til Pilatus for at besøge alle dem, vi holder af. Men ikke denne gang.

Min datter har lært mig at prioritere anderledes. Og jeg har lært at sige nej. Det har taget 33 år. Og jeg ville sådan ønske, at den psykolog, jeg så for 10 år siden, mens jeg var under uddannelse og aldrig sagde fra, nu vidste, at jeg hver gang, jeg er ved at sige ja, ser hende for mig og overvejer: Ja eller nej? Ikke bare nej. Men nej - og ja til noget andet.

Den skarpe læser, vil have bemærket, at jeg skrev 'næstbedste' ovenfor. Det bedste ved denne ferie og de mange 'nej, det kan vi ikke' er nemlig, at jeg har set min datter. Ikke en pige med det navn og det udseende -  og en næsten uigenkendelig adfærd. Jeg har set hende, som hun rigtigt er. Skønt hun ikke synes, hun har været meget hjemme, så har hun langt om længe været sig selv igen. 

Så jeg er ikke kun forelsket i min kæreste - jeg er også forelsket i den her måde at holde ferie på. Og i særdeleshed i det lille menneske, der efter en hård start på skolelivet, trængte til ferie, og fik det. Og blev sig selv.

Kunsten er, at huske at sige nej, når hverdagen i morgen igen banker på.

Den nye hverdag #1

For to måneder siden lavede jeg dette indlæg. Den nye hverdag ventede forude. Den nye scene stod klar og jeg var forventningsfuld, spændt - følelserne ambivalente.

Jeg skrev dengang, at der nok skulle komme anmeldelser på den nye hverdag. Det er der kommet i medierne i så rigelig grad. Og vi anmelder og evaluerer den også både på lærerværelset og rundt om aftensmaden dagligt. Der er ting, der er svære at vænne sig til. Der er ting, der er virkelig gode ved alt det nye i den danske folkeskole. 

Der er ingen, der kender mig, der i sin vildeste fantasi ville have troet, at jeg med et fingerknips kunne undlade at arbejde hjemme. Der er ingen, der ville have gættet på, at jeg accepterer, at jeg når det, jeg når - og møder til time forberedt, men kun sjældent velforberedt. 

Der er umiddelbart heller ingen, der ville have troet at den meget omstillingsparate seks-årige ville reagere, som hun har gjort. En ting var intetheden mellem farheden og morheden. Men pludselig tårnede eksemplerne på mistrivsel sig op og de kom fra både barnets mund og de voksnes. Undtagen de voksne, eksemplerne skulle komme fra. Jeg indså, at mit barn føler sig ene og forladt i en stor del af den tid, hun er i SFO. Hverdagen fungerer for mig. Men den del af hverdagen, der ikke er skole, fungerer ikke for det dyrebareste, jeg har. 

Så alle de gode råd, der er givet, er blevet taget til efterretning og vi har handlet på det. Det handlingslammede menneske brød ud af sit fængsel og blev mødt - og for at blive i billedsproget, kan man vel sige, at vi er gået fra et lukket til et åbent fængsel. Det føles i al fald sådan.

Status fra et sådan kommer slut oktober.

Indtil da, til alle jer, der er ved at drukne i fuldtidsjobs og dårlig samvittighed: Hæng i. Der er en løsning. I skal bare opdage, den er der. Så meget har jeg erfaret.

Morheden, farheden og intetheden (og alt det andet...)

Det har altid været vigtigt for mig at holde af hverdagen. Og det er altid faldet naturligt. Heldigt. For der er flest hverdage. 

Hverdagen for min datter og mig har ændret sig markant siden midten af august i år. Den hverdag, vi har nu, fortjener ikke sammenligning med den, vi havde før sommerferien. For det fundament de to former for hverdage bygger på, er vidt forskellige. Alligevel gør min hjerne det konstant. Finder det positive i den nye hverdag og kæmper med dæmonerne, der repræsenterer evig dårlig samvittighed over ikke at have mulighed for at være den forældre, jeg ønsker at være.

Mens lærerkollegaer, sådan rundt i hele landet, går ned med stress på stribe grundet de nye arbejdsforhold, er jeg så heldig, at jeg (endnu) fungerer i mit job indenfor den ramme, der er sat. Dæmonerne finder vej til mine tanker, fordi den 6-årige taler om morheden og farheden og intetheden. Og græder. Og opgiver. Og det har ædt mig op indefra den seneste uge. At hun ikke trives. At hun fortæller om konflikter i hende selv. At hun fortæller, hvordan læberne dirrer i undervisningen, fordi hun er ved at græde over det uoverskuelige i resten af dagen. Intetheden. Ingenmandsland. Følelsen, der opstår, når hun kl. 08.00 siger farvel til farheden, men først kl. 17.00 siger goddag til morheden. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg fik lige netop hende, der selv sætter ord på. 

Men jeg er låst. Det handlekraftige menneske er fængslet. Lammet. Jeg kan ikke gøre det godt. Jeg kan ikke være lærer, enlig mor OG give mit barn det, der fungerer bedst for hende. En kortere dag. 

Vi, som i faderen og jeg, samarbejder godt og arbejder på at gøre det tåleligt for os alle. Vi har netværk til at hjælpe. Men vi er låst, dog taknemmelige. 

Og der er stadig længe til at dæmonerne dør. Jeg skal ændre levevis. Jeg skal acceptere, at jeg ikke kan være den kæreste, jeg gerne ville. At jeg i særdeleshed svigter mine veninder, fordi tiden er anderledes. Jeg skal skære fra. Sige nej. Passe på mig og min datter. Den lille familie i det røde hus på vejen, der hedder noget med Bjerg. For vi kan ikke, hvad vi kunne. Fordi jeg er lærer og barnet går i skole. Og jeg skal have det forklaret til dem, jeg savner. Skåret ud i pap, at jeg gerne vil se dem, men at tiden er fordelt anderledes. Den dårlige samvittighed skal på hylden. Det er okay, at jeg ikke har set den nyfødte. For jeg har prioriteret at få hovedpinen væk og passe mit barn. Jeg skal acceptere at egenomsorg er vigtigst. Hvilket ikke falder mig let.

I dag og i morgen har jeg truffet et egoistisk valg. Og det er så det sidste af den slags i min nye hverdag. Jeg skal lære at holde af den her hverdag. Og jeg skal sørge for, vi trives i den. Begge to. Min datter og mig i det, hun kalder morheden. Vi får ikke en ny. Jeg skaber den selv.

Vi er på vej.

Og gode råd modtages.

Den fes ind i dag

Maren skrev engang på sin blog, at man ikke skal råbe højt om, at det går godt, for så får universet øje på én. 

I aftes overvejede jeg at poste denne på facebook:

'Har talt i telefon med barnet, som er ved sin far. Vi snakkede om mange praktiske ting, der var sket i løbet af barnets skoledag nr.3. Men det lød altsammen godt. Jeg fik faderen i røret og detaljer på plads. Da jeg siger farvel, siger han: 'Vent lige. Barnet skal lige sige noget vigtigt.'

Barnet: 'Mor! Det var virkelig en god dag i dag!'

Mit hjerte smeltede, for måden hun sagde set på indeholdt både overraskelse, forsikring, kærlighed og meget meget mere - og da hun havde lagt på, sagde jeg højt, trods det jeg var alene: 'Ved du hvad Ida? Min dag var også bare virkelig god!' Og det var overraskende, oprigtigt og glædesfyldt!

Hvor er vi heldige!'

Ja, jeg følte mig faktisk ret tilfreds og lykkelig lige dér. Men hvor var det heldigt, at jeg ikke postede det ud til hele verden, for så havde universet da først set mig og sat mig på prøve. 

Så var det måske endt med en ulykke på vej på arbejde og ikke kun de få cm fra sammenstød?!

Så havde kopimaskinen nok været umulig at lave og ikke blot en tidsrøver?!

Så havde det nok regnet og ikke kun dryppet, nu jeg havde glemt min jakke?!

Så havde cyklen nok været punkteret og ikke kun virket flad?!

Så havde eleverne nok udfordret mig mere end de gjorde?!

Så havde jeg nok ikke fået holdt pause, men haft hovedpine?!

Så havde mælken nok været sur og ikke bare lidt gammel?!

Så havde vi nok talt grimmere og grædt noget mere?!

Så havde jeg nok glemt at lægge nøglen ud til barnepigen - og ikke kun barnepigen været udfordret pga. manglende kode til tyverialarmen?!

Så havde jeg nok haft sværere ved at sige tak og tilgive?!

Der er mange prøvelser og udfordringer i løbet af en dag. Nogle dage er de større end andre. Nogle dage rammer de alle, jeg snakker med. Nogle dage er jeg bare glad for, jeg havde dage som i går. Så smiler jeg nemlig, når vi siger godnat!

Så... Universe! Den fes ind i dag. Du behøver ikke lege med i morgen.

Kære dig

Kære dig, som jeg møder for første gang i morgen.

Jeg er spændt. 

Hvad er du for én? Hvad er du gjort af? Kan vi sammen? Og hvor længe går der, inden vi har lært hinanden rigtigt at kende? Inden dine kvaliteter er tydelige for mig? Er du som de gamle? Nu du ikke har andet navn. Er du velkendt og bare det samme én gang til? Eller er du helt anderledes? Med nye udfordringer? Vil du give mig stress eller vil du give mig frihed og ro? Får jeg tid til at tænke og mærke efter - eller bliver det det samme som sidst? 

Jeg har forventninger til dig. Jeg stiller krav til dig. Og jeg bestemmer i en hvis grad over dig. Jeg kan få det bedste ud af dig.

Jeg har lyst til at holde af dig. Så lad det blive et godt møde.

Velkommen, du nye hverdag!

01.08.2014

1.august 2014. Ingen nulevende lærere vil nogensinde glemme denne dato. I dag træder lov 409 i kraft. Det er ikke loven om folkeskolereformen. Den er sammensat af tre andre love. Lov 409 omhandler lærernes arbejdstid. Min arbejdstid. Min hverdag. Mit liv. Og min datters. 

Der er siden lock out'en skrevet et utal af artikler, læserbreve mv. i medierne om, hvad der venter og hvad vi TROR, der venter os. Både eleverne og lærernes nye hverdag er forsøgt belyst. Og jeg skal undlade hele forberedelsestidsdiskussionen - for dén er et kapitel, der kræver et kapitel for sig og ikke blot et blogindlæg.

Så dette indlæg skal handle om, hvad det kommer til at betyde for en lærer, der også er enlig mor med en datter på seks, som nu om 14 dage starter sit skoleliv.

Rammen er som følger:

Læreren skal være til stede 39t om ugen. Med transport og afleverering/afhentning af barn i SFO betyder det et fravær fra hjemmet på mindst 47,5time om ugen. Det betyder at min datter på seks, såfremt hun kun boede hos mig, er væk samme antal timer. Velkommen til skolelivet!

Dét er jeg spændt på, hvordan vi klarer - begge to.

Jeg er spændt, fordi jeg ikke er vant til at arbejde så mange timer uden en pause midt på dagen. Jeg har i otte år haft en pause i min arbejdsdag sen eftermiddag/ tidlig aften, for så, når aftensmaden var spist og barnet var puttet, at arbejde nogle timer igen.

Jeg er spændt, fordi min datter nu ikke længere kan have legeaftaler. Hun kan faktisk kun gå til gymnastik, fordi vi er så heldige at have de dejligste venner og god familie til at hjælpe.

Jeg er spændt, fordi min datter og jeg kommer til at have færre vågne timer sammen.

Men jeg glæder mig også! For jeg skal til at holde fri i weekenden for første gang i mit liv som arbejdende voksen. Og dét tror jeg min datter vil kunne li' og mærke.

Jeg skal til at have et liv om aftenen igen. Jeg forestiller mig, at jeg skal

- læse bøger

- være kreativ

- bage kager

- se serier og film

- lære at slappe af

- skrive blog

- besøge venner og familie

- lave overraskelserne, som summer rundt i mit hoved

- se ALLE afsnit af julekalenderen i december

- holde orden på den orden, jeg har fået skabt i mit hjem

- lære at være hjemme uden at arbejde

Scenen er sat. Lad showet begynde! Så kommer anmeldelserne senere - dét er sikkert!

Jubiiiiii!

Jeg har glædet mig i over to år. Jeg har forsøgt siden december 2011, hvor jeg flyttede ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Det er aldrig rigtig lykkedes - før i dag! Det er lige nu. Det lige netop dette indlæg, jeg har forsøgt på at lave. Det indlæg, hvor jeg viser jer mit rodeværelse, som egentligt skulle være mit krea-kontor. Ikke rodet. Men opryddet og med mulighed for og plads til kreativitet. Før og efter billeder. Jeg elsker dem. Og nu har jeg ENDELIG nogle selv!

Målet var at rydde kreakontoret op, så det kunne vises frem. Primært på de inspirerende kreative sites, jeg surfer rundt på. Målet var at rydde det op, så det blev brugbart. Men hver gang jeg fik tømt en flyttekasse, kom der noget nyt. Og på et tidspunkt blev jeg komplet ligeglad med kaos, og alt blevkastet  derind. Selv tom emballage!? Døren blev lukket og jeg sagde: 'Det er forbudt at gå derind', når folk gik rundt i mit hus. Hvis de alligevel kom til at åbne, lukkede de hurtigt døren igen. Forbavsede, forbløffede. Kunne Britt have ét rum, der var SÅ rodet?

Jeg har i det sidste halve år lært meget om rod og hvad rod betyder for mit velbefindende. Jeg har læst bøger og teorier om rod og genkendt, hvad der stod, for derefter at vende tomlen ned, fordi det, der stod, var for langt ude. Altså, jeg mener bare! Skal man fx tro på, at deler man boligen op i ni rum og kombinerer det med, hvor ryddeligt, der er i de rum, så siger det noget om, hvordan det går indenfor de ni områder? Hvis det roder i økonomiområdet har man dårlig økonomi? Hvis det roder i kærlighedsområdet i huset, er der udfordringer i ens kærlighedsliv? ... Karierreområdet ligger i mit kreakontor.... Argh!

Uanset kan jeg sige, at så må det gå ret godt på alle fronter i mit liv lige nu. For alle rum er ryddet op. Jeg har været alle rum, skuffer, skabe igennem de sidste måneder, selv loftet og skuret. Jeg har lært om aktivt rod og passivt rod. Om datorod og hvad rod betyder for hjernens kapacitet.

Jeg været inde på det med oprydningen før her på bloggen. Men i dag er særlig. For i dag er kreakontoret 100%færdigt. Det sidste stykke papir sat i mappe. Det sidste stykke stof foldet. 1/4 af mit indbo er fjernet fra matriklen over de seneste fire mdr. Og det er godt! Og lige netop i dag træder lov 409 i kraft og jeg skal til at have et liv om aftenen igen. Et kreativt liv, forestiller jeg mig. 

Gennem tiden har jeg taget mange billeder af kreakontoret. Over 150! I skal spares for de mange, men få de værste før billeder - og de skønne efterbilleder. Det føles SÅ godt !!

Før :-(

Nu :-)

Facebooks forbandelse #1

Mit liv ville være anderledes uden facebook. Mine sociale relationer. Min viden. Min hverdag. Alt ville være anderledes uden. 

Min støtte gennem skilsmissen kom fra familie og venner, men i hverdagen primært via facebooks beskedsystem, hvor nære veninder, gamle veninder, nye veninder, singler af både han og hunkøn udgjorde samtalen og støtten i tiden, hvor jeg lærte at bo alene - alene som singlemom. 

Det er også via delvist tilfældige likes, at afgørende begivenheder i mit liv har fundet sted. At kontakter blev skabt. Det er via links til spændende blogs, at min egen blev til - og at jeg blev  bluver klogere på andres og eget liv. På den måde er facebook fantastisk. Jeg kan følge med (i overfladen!) hos alle dem på min venneliste. Jeg kan vælge til og fra på den lille 'følg'-knap, uden de nødvendigvis opdager det. Jeg kan kommentere, når jeg har lyst. Skabe relationer, når jeg har lyst. 

Men det bliver også i skyndingen nogle gange overfladisk. Et hurtigt like der, et hurtigt like her. Et billede registreret i hjernen, en undren over en detalje i udseendet, men intet like og ingen kommentar. Jeg scroller videre i nyhedsstrømmen, for jeg er midt i et frikvarter og skal videre. Eller barnet kalder og jeg øver mig i at være nærværende. Så nok brænder billedet sig fast, men jeg får ikke reageret på det... Indtil livsafgørende begivenheder i betydningsfulde menneskers liv dukker op. Så stopper jeg op og skriver. Det sker bare så utrolig sjældent, at begivenhederne af udfordrende og negativ karakter slåes op. Og det kombineret med den hurtige 'jeg ser lige femten nyheder på tre sekunder' er facebooks forbandelse. 

Jeg bliver jo indimellem chokeret og rystet og ked af det. Mest ked af smerte, der er gennemlevet hos dem, der betød noget. 

Hvor mange af de mennesker, der er på min venneliste er jeg egentligt venner med? Hvor mange af dem er der, fordi vi engang havde en hverdag sammen? Fordi vore veje engang krydsede hinanden? Jeg ville ikke undvære nogen af dem. Men kontakten og relationen er med mange en anden end for blot 5-10 år siden. Nogle er jeg 'bare' ven med på facebook. Selvom de egentligt engang var hele min verden. 

Facebooks forbandelse ramte mig så igen her til morgen, da jeg klikkede på et link til en blog. Så kom billedet, jeg i foråret ikke havde reageret på, stærkt tilbage for mit indre. Tænk, at et menneske, som i fire studieår holdt mig gående, når udfordringerne var størst, har været (er) et kræftforløb igennem! 

Jeg kan hverken gøre fra eller til. Vore veje har ikke krydset hinanden i noget, der ligner otte år. Hun har været i mine tanker med ugentlige mellemrum - fordi fortid popper op dagligt på job. Og fordi hun er enebarn og det stadig rammer mig, at det ER min datter også. (Jeg ved for lidt om enebørn.) Jeg kan kontakte hende og fortælle, at jeg trods mange års stilhed stadig berøres af hende, fortælle hende, hvilken betydning hun har haft. Og så kan jeg krydse fingre for fremtiden. 


...Og fundere videre over, hvordan jeg i det mindste selv undgår denne af facebooks flere forbandelser...

'Jeg må godt' ELLER 'Det forsømte forår'

Ved siden af mig står en stor skål bland-selv-slik og i hånden har jeg en cola. (Og den var klart en Mokai, hvis i morgen ikke var i morgen.) Og ved I hvad? Jeg må godt! Jeg må godt spise slikket og drikke colaen, for jeg er tæt på mål. Det forsømte forår er snart slut.

I morgen og tirsdag fører jeg 9.klasse til deres afgangsprøve i dansk. I de kommende to døgn skal jeg gøre det, jeg i januar drømte om og derfor søgte. Jeg skal føre til prøve. Og jeg glæder mig! Jeg kan mærke blodet suse endnu stærkere gennem mine årer, blot jeg tænker det. Det bliver SÅ fedt!

Jeg er velforberedt. Og det har kostet dyrt. Men det vidste jeg. Jeg sagde det, dengang tilbage i janaur, da jeg svedende og smilende sad for bordenden og besvarede spørgsmål og ikke vidste, hvem jeg skulle have øjenkontakt med, alt imens mit mavetarmsystem slog knuder og nærmede sig afslutningen på et sygdomsforløb, der reducerede min vægt med otte kilo. Lige dér sagde jeg det: Jeg er fuldt ud klar over, at tilbydes jeg dette job, så er det det forsømte forår, jeg går i møde.

Men én ting er at vide det og formulere det. Én ting er at tro noget om, hvordan det bliver. Noget andet er alle de ubekendte, som ingen kendte til og derfor ikke havde advaret mig om. Ganske enkelt, fordi det ikke var muligt at forudse lige netop dette forsømte forår.

Men hvad forsømte jeg så? Mig selv, mit parforhold, min datter, mit hus, min økonomi? Ja! Mit arbejde og mine veninder? Nej! 

Har jeg bebrejdet mig selv, at de sidste måneder har betydet en lind strøm af tårer, søvnløse nætter og iboende frustration hos både mig og min datter? Ja! Kan jeg bruge det til noget? Nej!

Jeg kan se ned over kalenderen og konstatere konkrete udfordringer og aftaler konstant:

Jeg har siden 1/3 kørt fra Herodes til Pilatus (8500km!) med en kuffert bag i bilen, haft base alle mulige steder end i mit hjem. Jeg har haft et helt bibliotek med mig hver dag - også i påskeferien - for at kunne forberede mig til den efterfølgende dag. Forberede undervisning i fag og emner, som var forbløffende fremmede for mig i forberedelsen, men fantastiske i undervisningssituationen. Forberede niende klassens eksamen. Fordybelsesområder, tekster, vejledning...Forberede bryllup. Bordpynt, tøj og tale...Forberede barnets skolestart, dvs. tackle afslutning i børnehave, tackle opstart i SFO...Tackle gæster, rod, ord, opringninger. Tackle knude i brystet. Tackle kritik, tackle følelse af tvivl, sorg og sejr. Tackle at være til. 

I de kommende to dage afsluttes det forsømte forår. Og aldrig mere skal jeg have et, hvor der var mere tryk på forsømt end på forår. Basta!

Og derfor må jeg godt spise slik og drikke cola ... og se netflix.

Ps. Læs andet afsnit igen: Jeg GLÆDER mig :-) Yay!

10'eren

Vandet i lungerne forhindrer vejrtrækningen. Hun hiver hårdt efter vejret og presser iltmasken mod huden, over næseryggen, om munden. Tårerne triller ned af kinderne og desperationen lyser ud af øjnene på hende. Sygeplejersken spørger hende, på en skala fra et til ti, hvor stor en smerte der er tale om. 

Døende rækker hun ni fingre frem.

Hun overlevede og sygeplejersken kaldte hende tapper, fordi hun i den værst tænkelige smerte kun viste ni fingre. Men hun gemte ti'eren. For hvad nu hvis der fandtes en større smerte? 

Det gjorde der.

...

Det gør der. 

Den hedder sorg.

'Nå, går det godt?'

Hvor mange gange har vi ikke stillet det spørgsmål? Hvor mange gange har vi fået det forventede svar: 'Ja, det gør det.'

Folk kigger forundret og overrasket på mig, når jeg svarer: 'Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg kæmper og barnet er ikke kun glad for tiden. Men det går rigtig godt på arbejde. Og det er ved at være et par dage siden, jeg har grædt.'

Ansigtsudtrykket er stadig forvirret. Spørgeren havde grangiveligt ikke forventet andet end smalltalk og slet ikke et indblik i mit følelsesliv. Pludselig er h*n nærmest tvunget til at forholde sig til det svar, der blev givet. Det var uventet. Og uventet er indimellem ubehageligt.

Man skal ikke spørge mig, hvis ikke man vil høre det ærlige svar. (Men skal jeg nødvendigvis altid svare ærligt?)

I dag havde spørgsmålet en anden, mere omsorgsfuld, ordlyd: 'Hvordan går det med dig?' Og jeg kunne svare: 'Det går bedre. Meget bedre.'

Indrømmelser

Jeg er et rodehoved. Det har jeg ikke altid været. Helt præcist, hvornår jeg blev det, kan jeg ikke huske, men jeg var det med garanti allerede tilbage i 2002, da jeg begyndte at studere.

Dengang kendte jeg ingen, der gemte halvfyldte MacD sodavandsbeholdere i skuffen, fordi de havde leget tornado inden de næsten uventede gæster kom på besøg. Det gør jeg nu. Der er mennesker i mit liv med hvem, jeg snakker om rod. Og så er der alle dem, hvor jeg forsøger undskylde det. Gemme det. Bliver flov. Får dårlig samvittighed...

'Rod er som ukrudt. Det skal holdes nede, ellers tager det overhånd.' Det stod på min facebookvæg for noget tid siden. Det var der ikke noget nyt i det. Heller ikke noget nyt i at huske på, at jeg hverken holder ukrudt eller rod nede i mit hjem. Det ændrer sig så fra i dag. Har jeg bestemt. 

Det er 2,5 år siden jeg blev skilt. Før det skød jeg ofte skylden for rodet på min eks-mand. Men da vi pakkede for at flytte hver til sit, måtte jeg sande, at rodehovedet var mig. Og at der til sidst var lige så rodet i vores fælles hjem, som der de sidste 2,5 år har været i dette hjem. Jeg har af flere omgange erfaret, at jeg har en dejlig moderniseret bolig. En bolig andre drømmer om. Men jeg har samtidig erkendt, at jeg faktisk ikke slapper af her. 

De af jer, der har læst med fra start, ved, at jeg i lang tid ikke kunne være alene. Det var en udfordring. En udfordring af de større. Jeg kan se i min mappe med ikke-udgivne blogindlæg, at jeg i december 2013 fandt ro i mit hjem. Kunne være alene uden at græde. Jeg kan se tilløb til at få orden i rodet mange steder. Særligt i mit fotoalbum på telefonen. Jeg ville så gerne have en stak før- og efterbilleder. Der er mange billeder. Førbilleder. Få efterbilleder.

Jeg har altså af flere omgange de sidste 2,5 år været på vej mod et opryddet hjem. Taget tilløb. Der har været perioder, hvor jeg var tæt på at være i mål. Nu tænker du måske: Hvor svært kan det være? Men det er svært, når man har så mange ting som mig, og når 60% af tingene aldrig sådan rigtigt har fået en plads.

I januar i år fik jeg nyt job. Jeg mødte min nu eks-kæreste. Jeg lå syg i fjorten dage. Jeg havde veninder omkring mig, hvor vi opgraderede den tid, vi brugte på hinanden. Jeg havde en datter, der havde fødselsdag og det kan jo trods travlhed, sygdom og forelskelse ikke gå stille for sig.

I februar havde datteren brug for sin mor i sit farvel til børnehaven. Det var et langstrakt farvel. Jeg begyndte også mit farvel til friskolen. Det var svært. Og tog meget tid. Samtidig var jeg forelsket. Min kalender efterlod den sidste halvdel af februar uden huller. Det var lige før det var timet, hvornår jeg måtte slå en prut. Der stod ikke 'ryd op' i min kalender. Og jeg begyndte at bruge penge på min bolig. Der kom den ene webordre efter den anden med posten. Og jeg smed intet ud. Skabte kun bunker.

I marts begyndte jeg på mit nye job. Og mine nætter blev kortere. Mine arbejdsopgaver tog længere tid. Forelskelsen blev mit åndehul. Der fandt jeg ro. Men ikke i mit hjem. Jeg ville faktisk helst ikke være her. Jeg lavede fire ting i mit hjem fra marts måned og frem til jeg i starten af maj blev forladt. 1) Ordnede de mest nødvendige praktiske ting, hvilket beløb sig til tøjvask og madlavning. 2) Arbejdede. 3) Sov. Lidt. 4) Havde gæster.

Jeg må med skam indrømme at plejen af min datter beløb sig til lige præcis det mest nødvendige. Det betyder ikke, vi ikke var sammen. Det var vi. Bare ikke i vores hjem.

Jeg vidste godt, det ikke blev ved at gå. Og jeg brugte faktisk en lørdag på at få ryddet lidt op. Sådan lidt til bunds. Men mit hjem var mere rodet bagefter end før jeg begyndte. Hvor det tunge rod i 2,5 år havde holdt sig til krea-kontoret, stod det nu i gangen og i stuen, og man måtte sno sig, for at komme forbi. Jeg begyndte at undskylde og forklare, uanset, hvem, der kom.

I starten af april begyndte kom den. Visheden om, at jeg arbejdede for meget. Urimeligt meget. Hvilket slet ikke var i orden overfor mig selv, min datter, min kæreste, mine veninder. Bare for meget. Arbejdslivet fungerede ikke for mig, hvis ikke jeg kastede de timer i, jeg gjorde. Og jeg fik god energi af at være på. Arbejdsglæden var (er stadig) til stede. Men jeg stoppede ikke op. Jeg mærkede ikke efter. Ikke før kroppen viste stress-tegn og øjnene blev blanke. Det var mandag i påskeugen. Og min mor så mig - heldigvis.

Så vi ryddede op i mit køkken. Fixede lidt af mig. Fixede lidt af rodet. Når jeg ser tilbage vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, at vi fixede lidt af mig. Men det gjorde vi - ved at rydde op.

I påsken rejste jeg fra det hele - sammen med kæresten. Men jeg så ikke det psykiske rod, selvom det blev italesat. Jeg lyttede ikke. 

Det gjorde jeg i slutningen af april. Der mærkede jeg efter, forstod, men turde ikke handle af frygt for, hvad der så ventede af opgaver. Begyndte dog at italesætte det for flere. Alt rodet. Både det synlige og det indeni.

Nogle dage inde i maj blev jeg så tvunget til at handle. For jeg blev forladt. Bedst som arbejdsbyrden lettede og jeg kunne omsætte gode idéer til overraskelser og overskud, bedst som jeg skulle til at have styr på rodet, var der ikke nogen eller noget at bruge friheden sammen med. Og jeg så mit hjem gennem de våde øjne. Opdagede rodet. Igen. 

Og så meldte jeg mig til en oprydningskampagne og købte en bog om oprydning. Og der må gerne grines. For det er sq da lidt langt ude. Men jeg blev simpelthen nødt til at handle. Være aktiv i at komme ud af sorgen. Være aktiv i at kunne holde ud at være i mit hjem. Jeg skal kunne slappe af her. Og det kan jeg ikke, når det roder. 

Og jeg har for længst erkendt, at enlige mødre jeg kan bede om hjælp. Så det har jeg gjort. Og fået den. Af en veninde og min mor. Min mor har set mit rod før. Veninden er først for nyligt blevet indviet. Sådan rigtigt. Og jeg holdt op med at undskylde og være flov.

Der er otte rum i mit hus, hvoraf de to er i åben forbindelse. Min mor og jeg har det sidste halvandet døgn ryddet grundigt op og gjort rent i syv af dem. Det sidste er det værste rum. Men Rom blev ikke bygget på en dag. 

Ting tager tid.

Og det er okay. For jeg er på vej. Og der er meget mindre rod i det hele end for et par dage siden.

PS. Jeg er mærkede efter, meldte afbud til bytur, så er alene hjemme, græder ikke og har et glas Verdi i hånden.

At stoppe op

Jeg kom til at se på kalenderen i dag. Ikke bare kaste et blik på den. Men se på den. Og det gik op for mig, at vi er i midten af maj. MAJ! Jeg tror aldrig et forår før er gået så hurtigt for mig. Eller en vinter og et forår. Det er ikke bare den der:' Jaja, tiden går hurtigt.' Det er et seriøst: 'Hvad?!' Der må være sket en fejl!

Jeg har lige pakket julegaver ud.

*knips* 

Jeg har sandaler på.

Jeg kan godt se på kalenderen, jeg har oplevet meget. Jeg kan godt se på kalenderen, at rammerne om mit - og min datters liv - har ændret sig.

Jeg kan godt føle, der er sket en udvikling og at jeg oplever et ikke uvæsentligt tilbagefald. Jeg er helt med på, at tiden er gået, gået godt - og at den er gået hurtigt. Jeg var bare ikke med på, den var gået SÅ hurtigt. Og jeg tror aldrig bliver helt tilfreds med, at jeg ikke i de seneste måneder er stoppet op - bare lidt oftere. 

Om kærlighed og fredagsgave

'Jeg er imponeret over, at du forsat kan tro på kærligheden.' Sådan sagde min veninde til mig i går. 

Men jeg tror på den. Kærligheden. Jeg mærker den. Mærker den i form af sorg. Og mellem citater om, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, omsorgsfulde opkald og sms'er, kollegakram og et forsøg på at finde appetit, opfinder jeg konceptet fredagsgaven, skriver til 'Festen og gæsten' og retter en FSA prøve mere.

Det meget pudsige er, at denne uges fredagsgave helt tilfældigt har samme udgangspunkt, som idéen bag dette blogindlæg: At turde elske (igen), turde være i sorg, turde tro på kærligheden, selvom man har mistet den. At turde stå selv og stå ved sig selv.

Og så behøver jeg vist egentligt ikke skrive mere...

Og har nogen alligevel lyst til at læse videre, kan de stille sig i kø til at låne denne uges fredagsgave, en bog, som bærer titlen 'Den forkerte giraf.' Jeg er sikker på, jeg forsat tror på kærligheden, når jeg har læst den.

Voksen-point

Ham, jeg kysser, og han kysser godt har lært mig et nyt begreb: Voksen-point.  

Det gik hurtigt op for mig, at sådan nogle får jeg med jævne mellemrum. Fx har jeg i løbet af den seneste måned været på genbrugspladsen TRE(!) gange. Det burde faktisk give bonuspoint. (TRE gange!) Og jeg har slået græs, jeg har været til bryllup og holdt tale. Jeg har også sendt mit barn i førskole. Altsammen inden for de sidste 14 dage. Det kan næppe give mange flere voksen-point. 

I dag tjente jeg dog endnu et voksen-point. Det var et lille et, for der er ikke mange voksen-point at hente, når ens mor hjælper til med at rydde op i ens køkkenskabe. 

Min mor fik vildt mange voksen-point i løbet af dagen, men mistede dem alle igen, da jeg opdagede, at hun havde smidt mit iPhone-cover ud. Hun troede, det var et låg til en forsvunden bøtte. Og mit voksen-point fik jeg i dag for at køre plastic på genbrugspladsen.

Hver morgen

Hver hverdagsmorgen når jeg vågner, er der lige netop ticket en mail ind fra Bloglovin. Det er blevet en del af min morgenrutine at vågne til den mail. Og jeg ved, at er mailen der ikke, er jeg alt for tidligt oppe. Den ticker ind ca. 05.32, plus minus. 
I et lille års tid har det været sådan, at jeg så lå i min seng og klikkede rundt på yndlingsblogs og smilede af genkendeligheden i pointerne eller sukkede opgivende, fordi jeg længdes efter at være kreativ. I et lille års tid, hvor min symaskine ikke har kørt så meget som en kilometer, har jeg hver morgen læst et indlæg på Laralil. Var der ikke andre indlæg, var jeg sikker på, at Anna havde lavet et. Jeg elsker den blog. Anna er så inspirerende. Og hun er lærer, ligesom mig. Allerede der opstår det første spørgsmål: Hvordan finder hun tiden? Så jeg havde faktisk tænkt mig at skrive og spørge hende, hvordan hun evner at sy SÅ meget? Evner at blogge HVER dag? I forgårs kom svaret, som jeg kendte, men havde glemt. Hun har været på barsel. Så nu gruer jeg for min morgenrutine. 

Hvem skal nu give mig mit blog-morgen-fix? 

Nogle forslag?

(Og bedst som jeg poster dette indlæg er min læsliste på blogger væk ... How? Why? )

Undskyld, men jeg er en af de nye

Jeg er en af de nye. 

Og jeg er glad. 

Jeg har arbejdet umenneskeligt mange timer den forgangne uge. 

Og jeg er glad.
 
Jeg har fået nye fag. (Undskyld, sagde du geografi?) Jeg har fået en ny aldersgruppe og mødt over 200 nye ansigter. (Undskyld, men hva' er det nu, du hedder?) Jeg har fået nye initialer (Undskyld, men hedder du virkelig det?) Der er også et nyt uni login, en pinkode til arbejdstelefonen og en svær kode til kopimaskinen. (Undskyld ventetiden, men jeg kan ikke huske de seks tilfældige bogstaver og tre tals rækkefølge endnu.) Jeg har fået ny nøgle. (Undskyld, jeg har glemt min nøgle i dag, må jeg låne din?) Jeg har fået nye ringetider. (Undskyld, hvornår ringer det ind, jeg skal nå at tisse?/Undskyld, hvornår slutter timen?) Jeg har fået helt andre arbejdstider. (Undskyld, er det sandt jeg først møder kl. 10.35 i dag?) Der er nyt netværk (som ikke virker), en ny vej på arbejde (som jeg skal huske kl syv om morgenen, så jeg kommer rigtigt ud af byen...)
Der er SÅ meget nyt. 

Men jeg er glad.

Om at sige op

I oktober måned 2010 sagde jeg for første gang et rigtigt arbejde op. Det tæller nemlig ikke, at jeg sagde op på kagefabrikken. Eller at jeg ikke forlængede kontrakten i børnehaven. Opsigelsen i 2010 var en nødvendighed. Den var mit valg. Båret af det faktum, at vi ville redde vores familie. Denne blog er bla. affødt af det faktum, at det ikke lykkedes.

I januar i år sagde jeg op for anden gang. Det var ikke af nødvendighed. Derfor var det ikke en nem beslutning at træffe - som den i 2010 var det. Det var en meget lang proces.

'Hvorfor?' Spørges der. Og jeg svarer forskelligt, alt efter hvem, der spørger. Er det en elev på 6 år? En forældre? En kollega? En veninde eller mine forældre? Jeg lyver ikke, når jeg svarer. Men sandheden er, at det var af personlige grunde, jeg sagde op. Nødvendigt? Mit valg. Båret af troen på mig selv.

Jeg har været i arbejdskrise. 32 år og i krise. Hvad skulle jeg med mit arbejdsliv? Hvad var det i min hverdag, der gjorde mig glad? Hvad savnede jeg? Hvilke muligheder havde jeg? Et øjeblik troede jeg, jeg ville leve på en sten og studere igen. Men så snakkede jeg med min tvilling. (Hende kan jeg fortælle om en anden dag. Hun er ikke min rigtige tvilling.) Men hun havde sagt op og fået nyt job. Og jeg fandt efter samtale med hende ind til det, der virkelig betød noget, da jeg valgte at læse til lærer. Og så mærkede jeg det. Begejstringen. Suset i maven. Energien. Og jeg vidste, jeg måtte holde udkig efter en stilling i overbygningen. Ikke på en hvilken som helst skole. Et sted jeg tror på. Ligesom jeg tror på det sted, jeg nu forlader.

Pludselig var den der.

Og da jeg trådte ind på skolen for første gang, føltes det som at komme hjem. Hvis jeg havde en snert af tvivl op til besøget, forsvandt det som dug for solen den kolde januardag.

I denne uge (hvilket var i februar) har forældre og elever fået at vide, at jeg rejser. Det er hårdt. Det er en ambivalent følelse. Båret af det faktum, at jeg har virkelig gode kollegaer og holder af de børn, jeg underviser - og at jeg har et forhold til deres forældre. Der er måder at være sammen på på en friskole, som en folkeskole (måske) aldrig vil kunne rumme eller mestre. Det er båret af fællesskab.

Men det er der også på min nye arbejdsplads. Det er bare andre fællesskaber. Og jeg glæder mig til at blive en del af dem.

Den rigtige nummer 100: Brudstykker af en blog

Jeg har haft travlt. Alt for travlt. For jeg har fundet intet mindre end TRE indlæg, som er påbegyndt på min iPhone - og ét indlæg, som står som kladde, men som ej er færdig eller klar til udgivelse. Den ene er jeg virkelig ærgerlig over ikke blev færdig. Det var 2013 i tal. Og dén kunne måske været blevet sjov at læse dengang tilbage i januar:

Antal dates: Hvem tæller? 
Antal (nye) datingsites afprøvet i 2013: 3 
Antal spændende mænd mødt: En del 
Antal kærester: 0 
Antal indbrud: TO !
Antal udenlandsrejser: TO (Jeg lever højt på Rom endnu) 

Derudover er der et indlæg, som i dén grad bar præg af behovet for ferie og for at være sammen med min datter. Udgangspunktet var en omsorgsdag i december:

Jeg er ret til to omsorgsdage i et kalenderår. Jeg har lige i dag afholdt den sidste for i år. Og erfaret at to ikke er nok i næste kalenderår. Man burde have flere omsorgsdage. Eller flekstid, så man kunne spare sammen til en fridag. Eller et mere fleksibelt system i sit skoleskema. Eller bare noget, der gav den frihed, det er, at have fri en mandag. Vi har jo nærmest holdt en lille ferie. Og hvem kan ikke bruge det, når Whams Last Christmas har været spillet så mange gange, så den nu snart 6-årige kan synge med? Når nu juletræet har stået inde så mange dage, at det er begyndt at drysse? Hvem kan ikke bruge det til at få købt de sidste julegaver - eller de første, hvis man er den type? Hvem kan ikke bruge sådan en dag, når bevidstheden om, at hvert et åndedrag betyder, at man er en lillebitte smule tættere på ferie? 

Det tredje indlæg er ikke sammenhængende. Det er reelle brudstykker af et tankemylder af den anden verden. Jeg ville oprindeligt forsøge at få hoved og hale i det og give jer en forklaring på mit fravær. Men i det jeg fik skide-bræk-syge, der varede en måned og gjorde mig 8 kg lettere, kom jeg aldrig videre. Så jeg vil nøjes med at konstatere, at foråret er på vej - og henvise til indlægget om sommerfugle. Det opsummerer det hele rimeligt godt!

#100

Dette er indlæg nummer 100.

Jeg drømte engang (sådan cirka da bloggen startede) om hundrede faste læsere, når jeg nåede indlæg nummer 100. Jeg drømte engang om, at det var mig, der kunne lave en fed give away i blogland, når jeg kunne fejre indlæg nummer 100.

Men opfyldelse af sådanne drømme forpligter. Og jeg er elendig til at kommentere i blogland. Jeg er elendig til at skrive ofte nok. Jeg er forpligtet andre steder. Der er andre ting i mit liv, der fylder mere og prioriteres højere end scenerne fra mit single(?)liv og at få kommenteret på alle de blogs, jeg dog læser. Der er prioriteringer. Nødvendigheder. Hvorom alting er skriver min hjerne dagligt et indlæg eller to på vej i bilen, under bruseren, mens jeg står ved elkedlen og venter på, at vandet koger. Nogle gange står de på min iPhone. Jeg vil det gerne. Og denne lille krog i cyperspace er min - og mit frirum, så selvfølgelig er bloggen og jeg her endnu. Jeg elsker, at der er de faste læsere, der er. TAK, fordi I læser med - og TAK til alle jer, der 'bare' læser med, hvad enten I kommenterer eller ej.

Sommerfugle

Sommerfuglene flyver rundt i min mave som aldrig før. Årsagerne er:

- I dag har jeg sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads. 

- I dag henter jeg min NYE bil.

- På mandag starter jeg på min nye arbejdsplads.

- Og så er det jo ved at være forår, ik' sandt? 

Skilsmissejul#2

Skilsmissejul#2

Der har været mange brud og skilsmisser i 2013 i min omgangskreds. Alene i december har der været overload. Ikke kun i periferien. Men også tæt på. Tæt på i den forstand at jeg bliver ringet til, spurgt til råds og nogle dage overvejer at kvitte lærerjobbet og tage en uddannelse som skilsmissecoach eller rådgiver. Jeg kender de fleste regler, jeg har været igennem det følelsesmæssige.

Det er meget mærkeligt, at det, at man er den, der ringes til, giver en eller anden form for tilfredsstillelse. Altså sådan at forstå, at jeg jo da helst ikke skal få det godt indeni, nu dem, der sidder foran mig, har billet til helvede tur/retur.

For det har de - en returbillet. Det tror jeg på.

Måske er det fordi, jeg så er noget for nogen, som ikke er et barn. Det har jeg ikke været i et år. Eller det ved jeg jo godt er løgn. Men nogle gange glemmer jeg det. Det er et år siden, jeg har været tæt med et andet menneske. Dét, at et menneske i sorg eller krise beder om hjælp, betyder, at det åbner op for mig. Har brug for mig. Og det absurd fantastiske i det er jo, at jeg har lige så meget brug for det andet menneske. Det er et spejlbillede. Det lever nogenlunde det igennem jeg selv gjorde for to år siden - også i julen. Og jeg fyldes af taknemmelighed, fordi det er helende at være med...og tænker så: Bliver julen nogensinde bare jul og ikke et minde om skilsmisse?

Skilsmissejul #1

Skilsmissejul#1

Det skrækkeligste ved at være skilsmissefamilie er, at julen er delt. Jeg byder mit barn at flyve fra Herodes til Pilatus. For den ene dag er det min familie, der skal ses, den næste dag er det faderens familie, den næste igen gode venner og sådan starter det forfra og forsætter.

Jeg formåede i år, jaja, sidste år, at give hende en rolig jul. Vi havde base ét sted. Det var den samme seng, vi sov i. Med undtagelse af selve juleaften. Det græd jeg over i november. Det græd barnet over den 24. om morgenen. Hun ville være der, hvor jeg var. Og det ville hun jo kun, fordi hun ikke kunne overskue at sige 'på gensyn' og fordi hun ikke vidste, hvad der ventede hos far. Det ukendte gør hende usikker. Så selvom vi havde siddet sammen alle tre og forsikret hende om dagens program, blev hun fortvivlet og forvirret og spurgte mig med sine store klare øjne: Mor, hvornår bestemmer jeg selv, hvor jeg vil være?

Åh. Mit moderhjerte gør ondt, når hun stiller de spørgsmål. 

Men hun har haft en fantastisk juleferie. Hun er rolig. Hun er begyndt at sove længe. Hun spiser godt. Kroppen er afslappet og rolig. Smilet er stort. Hun er glad. 

Så håber jeg, at hun nu er så stor, så hun næste år kan huske, at skilsmissejul også er god jul. I al fald for os.

Glædelig jul og godt nytår

Jeg opgav i efteråret ændring i indkomst, da mine offentlige ydelser som enlig forsørger udregnes derefter. Jeg havde ikke oplevet ændringer i beløbene, som gik ind på kontoen og kontaktede derfor medio december undrende kommunen.

Dame i røret i den anden ende:'Du siger en lille stigning i indkomst ? Det er da en nedgang på knap 100.000kr?!'

Mig: 'Det kan ikke passe.'

Dame:'Så er der en fejl. Det var en skam. Du er gået glip af x antal kroner om mdr i de seneste to år' (x værende 50% af mine månedlige lommepenge, som dækker tøj, sko, cafe, biograf, gaver mv)

Mig: ?!

Dame: 'Men rigtig glædelig jul.' 

Arhmen, selv GLÆDELIG JUL!

24.dec kl. 09.02:

'Du har endnu ikke afleveret bogen 'skelletter i skabet og andre talemåder'. Du skylder nu kr. 60.

GLÆDELIG JUL

Kolding bibliotek.'

Arhmen, selv glædelig jul!

1.januar 2014, morgen.

'Du har ikke har ret til boligstøtte fra 1/1-2014.

GODT NYTÅR.'

Arhmen, okay, GODT NYTÅR'