tirsdag den 25. marts 2014

Hver morgen

Hver hverdagsmorgen når jeg vågner, er der lige netop ticket en mail ind fra Bloglovin. Det er blevet en del af min morgenrutine at vågne til den mail. Og jeg ved, at er mailen der ikke, er jeg alt for tidligt oppe. Den ticker ind ca. 05.32, plus minus. 
I et lille års tid har det været sådan, at jeg så lå i min seng og klikkede rundt på yndlingsblogs og smilede af genkendeligheden i pointerne eller sukkede opgivende, fordi jeg længdes efter at være kreativ. I et lille års tid, hvor min symaskine ikke har kørt så meget som en kilometer, har jeg hver morgen læst et indlæg på Laralil. Var der ikke andre indlæg, var jeg sikker på, at Anna havde lavet et. Jeg elsker den blog. Anna er så inspirerende. Og hun er lærer, ligesom mig. Allerede der opstår det første spørgsmål: Hvordan finder hun tiden? Så jeg havde faktisk tænkt mig at skrive og spørge hende, hvordan hun evner at sy SÅ meget? Evner at blogge HVER dag? I forgårs kom svaret, som jeg kendte, men havde glemt. Hun har været på barsel. Så nu gruer jeg for min morgenrutine. 

Hvem skal nu give mig mit blog-morgen-fix? 

Nogle forslag?

(Og bedst som jeg poster dette indlæg er min læsliste på blogger væk ... How? Why? )

mandag den 10. marts 2014

Undskyld, men jeg er en af de nye

Jeg er en af de nye. 

Og jeg er glad. 

Jeg har arbejdet umenneskeligt mange timer den forgangne uge. 

Og jeg er glad.
 

Jeg har fået nye fag. (Undskyld, sagde du geografi?) Jeg har fået en ny aldersgruppe og mødt over 200 nye ansigter. (Undskyld, men hva' er det nu, du hedder?) Jeg har fået nye initialer (Undskyld, men hedder du virkelig det?) Der er også et nyt uni login, en pinkode til arbejdstelefonen og en svær kode til kopimaskinen. (Undskyld ventetiden, men jeg kan ikke huske de seks tilfældige bogstaver og tre tals rækkefølge endnu.) Jeg har fået ny nøgle. (Undskyld, jeg har glemt min nøgle i dag, må jeg låne din?) Jeg har fået nye ringetider. (Undskyld, hvornår ringer det ind, jeg skal nå at tisse?/Undskyld, hvornår slutter timen?) Jeg har fået helt andre arbejdstider. (Undskyld, er det sandt jeg først møder kl. 10.35 i dag?) Der er nyt netværk (som ikke virker), en ny vej på arbejde (som jeg skal huske kl syv om morgenen, så jeg kommer rigtigt ud af byen...)
Der er SÅ meget nyt. 


Men jeg er glad.

Om at sige op

I oktober måned 2010 sagde jeg for første gang et rigtigt arbejde op. Det tæller nemlig ikke, at jeg sagde op på kagefabrikken. Eller at jeg ikke forlængede kontrakten i børnehaven. Opsigelsen i 2010 var en nødvendighed. Den var mit valg. Båret af det faktum, at vi ville redde vores familie. Denne blog er bla. affødt af det faktum, at det ikke lykkedes.

I januar i år sagde jeg op for anden gang. Det var ikke af nødvendighed. Derfor var det ikke en nem beslutning at træffe - som den i 2010 var det. Det var en meget lang proces.

'Hvorfor?' Spørges der. Og jeg svarer forskelligt, alt efter hvem, der spørger. Er det en elev på 6 år? En forældre? En kollega? En veninde eller mine forældre? Jeg lyver ikke, når jeg svarer. Men sandheden er, at det var af personlige grunde, jeg sagde op. Nødvendigt? Mit valg. Båret af troen på mig selv.

Jeg har været i arbejdskrise. 32 år og i krise. Hvad skulle jeg med mit arbejdsliv? Hvad var det i min hverdag, der gjorde mig glad? Hvad savnede jeg? Hvilke muligheder havde jeg? Et øjeblik troede jeg, jeg ville leve på en sten og studere igen. Men så snakkede jeg med min tvilling. (Hende kan jeg fortælle om en anden dag. Hun er ikke min rigtige tvilling.) Men hun havde sagt op og fået nyt job. Og jeg fandt efter samtale med hende ind til det, der virkelig betød noget, da jeg valgte at læse til lærer. Og så mærkede jeg det. Begejstringen. Suset i maven. Energien. Og jeg vidste, jeg måtte holde udkig efter en stilling i overbygningen. Ikke på en hvilken som helst skole. Et sted jeg tror på. Ligesom jeg tror på det sted, jeg nu forlader.

Pludselig var den der.

Og da jeg trådte ind på skolen for første gang, føltes det som at komme hjem. Hvis jeg havde en snert af tvivl op til besøget, forsvandt det som dug for solen den kolde januardag.

I denne uge (hvilket var i februar) har forældre og elever fået at vide, at jeg rejser. Det er hårdt. Det er en ambivalent følelse. Båret af det faktum, at jeg har virkelig gode kollegaer og holder af de børn, jeg underviser - og at jeg har et forhold til deres forældre. Der er måder at være sammen på på en friskole, som en folkeskole (måske) aldrig vil kunne rumme eller mestre. Det er båret af fællesskab.

Men det er der også på min nye arbejdsplads. Det er bare andre fællesskaber. Og jeg glæder mig til at blive en del af dem.

Den rigtige nummer 100: Brudstykker af en blog

Jeg har haft travlt. Alt for travlt. For jeg har fundet intet mindre end TRE indlæg, som er påbegyndt på min iPhone - og ét indlæg, som står som kladde, men som ej er færdig eller klar til udgivelse. Den ene er jeg virkelig ærgerlig over ikke blev færdig. Det var 2013 i tal. Og dén kunne måske været blevet sjov at læse dengang tilbage i januar:

Antal dates: Hvem tæller? 
Antal (nye) datingsites afprøvet i 2013: 3 
Antal spændende mænd mødt: En del 
Antal kærester: 0 
Antal indbrud: TO !
Antal udenlandsrejser: TO (Jeg lever højt på Rom endnu) 

Derudover er der et indlæg, som i dén grad bar præg af behovet for ferie og for at være sammen med min datter. Udgangspunktet var en omsorgsdag i december:

Jeg er ret til to omsorgsdage i et kalenderår. Jeg har lige i dag afholdt den sidste for i år. Og erfaret at to ikke er nok i næste kalenderår. Man burde have flere omsorgsdage. Eller flekstid, så man kunne spare sammen til en fridag. Eller et mere fleksibelt system i sit skoleskema. Eller bare noget, der gav den frihed, det er, at have fri en mandag. Vi har jo nærmest holdt en lille ferie. Og hvem kan ikke bruge det, når Whams Last Christmas har været spillet så mange gange, så den nu snart 6-årige kan synge med? Når nu juletræet har stået inde så mange dage, at det er begyndt at drysse? Hvem kan ikke bruge det til at få købt de sidste julegaver - eller de første, hvis man er den type? Hvem kan ikke bruge sådan en dag, når bevidstheden om, at hvert et åndedrag betyder, at man er en lillebitte smule tættere på ferie? 

Det tredje indlæg er ikke sammenhængende. Det er reelle brudstykker af et tankemylder af den anden verden. Jeg ville oprindeligt forsøge at få hoved og hale i det og give jer en forklaring på mit fravær. Men i det jeg fik skide-bræk-syge, der varede en måned og gjorde mig 8 kg lettere, kom jeg aldrig videre. Så jeg vil nøjes med at konstatere, at foråret er på vej - og henvise til indlægget om sommerfugle. Det opsummerer det hele rimeligt godt!

#100

Dette er indlæg nummer 100.

Jeg drømte engang (sådan cirka da bloggen startede) om hundrede faste læsere, når jeg nåede indlæg nummer 100. Jeg drømte engang om, at det var mig, der kunne lave en fed give away i blogland, når jeg kunne fejre indlæg nummer 100.

Men opfyldelse af sådanne drømme forpligter. Og jeg er elendig til at kommentere i blogland. Jeg er elendig til at skrive ofte nok. Jeg er forpligtet andre steder. Der er andre ting i mit liv, der fylder mere og prioriteres højere end scenerne fra mit single(?)liv og at få kommenteret på alle de blogs, jeg dog læser. Der er prioriteringer. Nødvendigheder. Hvorom alting er skriver min hjerne dagligt et indlæg eller to på vej i bilen, under bruseren, mens jeg står ved elkedlen og venter på, at vandet koger. Nogle gange står de på min iPhone. Jeg vil det gerne. Og denne lille krog i cyperspace er min - og mit frirum, så selvfølgelig er bloggen og jeg her endnu. Jeg elsker, at der er de faste læsere, der er. TAK, fordi I læser med - og TAK til alle jer, der 'bare' læser med, hvad enten I kommenterer eller ej.