fredag den 30. november 2012

Højtid på deltid



Jeg har i næsten en måned set frem til klokken nu. Set frem til, at alle novembers (omend hyggelige, så også stressende) gøremål og aktiviteter var hakket af på to-do-listerne. Set frem til, at forberedelsen af december var lavet. At nissen havde skaffet og pakket gaver ind, både til mine skolebørn og min egen smukling. Argh, godt så, der er ikke pakket ind til smuklingen. Men det gør ikke så meget, for hun starter julen og december hos sin far.

Kan I huske indlægget Tabu? Jeg udviklede mig i dén grad som mor og blogger efter det indlæg. Og når jeg læser det nu, tænker jeg: Hvordan kunne du på nogen som helst mulig måde have følt sådan?!? Hvordan kunne det være SÅ svært at rumme at være mor for netop den skønneste skabning? Hvordan kunne du ikke forstå, at mødre kan græde, når deres børn er hos faderen? (Jeg er jo selv nu én af dem! )

Jeg elsker december, jeg elsker jul. Jeg elsker forventningen, glæden, hyggen, overraskelserne, maden og ikke mindst kærligheden, som jeg oplever i julen. Men jeg får blanke øjne, når jeg kommer i tanke om, at barnet går ind i denne min yndlingsmåned hos sin far. Jeg får hende først hjem igen d. 5. dec. (Der står FEMTE!) Så HAR hun jo åbnet MANGE låger i julekalenderen! Så HAR hun jo fået pakker af nissen. Så HAR hun jo været til julefest i børnehaven osv. Og så SKAL hun til ham IGEN fem dage inden den sidste låge åbnes… Det er ikke fordi, jeg ikke synes, faderen skal have hende – eller hun ikke skal holde december med sin far, slet ikke. Men jeg savner hende på forhånd! Og jeg glæder mig usigeligt til alle de mange dejlige december- og juletraditioner, vi skal opleve sammen, selvom hun holder december i to hjem. 

Jeg har hende juleaften i år. Det havde jeg ikke sidste år. Vi var lige flyttet ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Og det betød ikke noget, at hun skulle være ved sin far juleaften. Det var okay. Jeg var afklaret. I år har han hende ikke kun nytårsaften, hvilket jeg af en eller anden grund har det meget underligt med. Næh, nej. Jeg holder jo af hverdagen og der er rigtig meget decemberhverdag, jeg ikke deler med min datter i år!! ... (indsæt tænkepause.) ... Der skal jeg så noget andet ...Og jeg glæder mig til at være sammen med alle de mennesker, jeg skal være sammen med.

December, du er, trods mor på deltid, velkommen! 

Jeg er klar!

mandag den 26. november 2012

Rytmer



Mit første år som lærer, hvilket også var det første år, jeg boede rigtigt sammen med min eksmand, skulle jeg finde en rytme i en ny hverdag. Ikke kun en ”vi er flyttet sammen”-hverdag, men en skolehverdag, hvor den eneste, der dikterer, hvornår jeg har fri, når jeg ikke har noget på skemaet eller et møde, er mig selv. Det var en rimelig udfordring, trods det, jeg anser mig selv som værende et struktureret menneske.

Året efter så jeg frem til at kunne kende årsrytmen, fordi enhver skole har en årskalender, som laver en rytme i skolens dagligdag – og dermed min forberedelse. Men der var ingen rytme, for jeg var gravid med bækkensmerter og blev sygemeldt.

Der var absolut ingen rytme under barslen. Ingen, what so ever! Vi prøvede ihærdigt. Næh, det eneste man kunne være sikker på, var, at barnet var sultent, når de viste x-factor. Og det var altså den første af slagsen dengang.

Der var rytme og genkendelse, da barnet begyndte i vuggestue. Tak! Jeg har det nemlig bedst med gentagelser, struktur – en fast rytme. Der skal helst ikke fuckes for meget op i det. Og jeg skal også helst have alting skrevet ned i en kalender. For ellers glemmer jeg det. De sagde ammehjerne, da barnet blev født. Jeg tror, de tog fejl.

Back to topic!

Så flyttede vi til fastlandet, til Jylland. Så var der selvsagt igen en anden rytme. Selvsagt, fordi jeg fik arbejde på en lille skole ude på landet. Som skulle lukke.

Ser I et mønster? Ny rytme introduceres sommeren 2011. Kort tid før skilsmissen. Bam! Smask! Ny rytme igen igen.

Jeg er fuldstændig med på, at rytmen som alenemor har taget lang tid at finde. Det er som om tonerne har været ufattelig længe om at ramme melodien. Eller også er det fordi, man ikke er forberedt på den proces, man skal – og er – igennem. Og fordi vi først skulle finde ud af at 9+5=14.

November måned var på min første arbejdsplads en måned, hvor vi åndede lettede op, når elevplanerne var skrevet. For så var det piece of cake at afholde skole/hjem-samtaler efterfølgende. På min nuværende skole er november den travleste måned på året. Sådan oplever jeg det. (Og måske har I bemærket den medfølgende lave aktivitet i blogland fra min side?)

Selvom jeg troede, jeg var forberedt, fordi vi har samme årskalender i år som sidste skoleår, så har jeg alligevel hele november måned, arbejdsmæssigt, følt mig slået hjem i ludo. Hjertet har heller ikke kunne holde rytmen.

Det bliver dæleme dejligt, når kalenderen siger december. For den måneds struktur og rytme er velkendt – og det får intet eller ingen lov at lave om på - hvis jeg må bestemme!

lørdag den 17. november 2012

Status #2


Civilstand:
I et forhold. Vi er kærester - igen <3
Antal gange, jeg har følt mig lykkelig de seneste 14 dage:
Har ikke tal på det. Det er ofte!

Antal gange, jeg har befundet mig i McDonald's personalerum og erklæret min kærlighed indenfor de sidste 14 dage:
Én - og det var det hele værd <3 

Mig og blogland:
Kunne sagtens bruge mere tid på hinanden.

Mig og mit arbejde:
Bruger for meget tid på hinanden - det får I måske et seperat indlæg om en anden dag.

Mig og kreativiteten:
Bruger meget tid på hinanden.

Mig og økonomien:
Kreagejl koster. Endelig tilmelding på Realskolen koster. Need I say more??

Antal gange barnet har påpeget, at hun laver julehemmeligheder i børnehaven:
726 - mindst!

Antal gange barnets far har passet barnet, mens jeg har arbejdet aften de sidste 14 dage:
To. Det er win win win. Hun ser far. Han ser barn. Det koster gratis. Gid flere skilsmisser var sådan.

Antal gange far og datter har købt grise de sidste 14 dage:
Én og det var en gang for mange, for vi sparede op til udvidelse af laden.

Antal gange barnet er vågnet om natten de sidste 14 dage:
For mange. Har poser under øjnene. Mig altså. Barnet er upåvirket. (Hvordan gør hun det?)

Antal pandekager, jeg skal bage i morgen
:
Ved det ikke. Men brunch med veninder it is.

Antal film, jeg skal se i weekenden
:
Ved det ikke. Men kærestetid it is.

Fik jeg sagt, jeg er træt og noget nær det lykkeligste menneske???


fredag den 2. november 2012

Jeg elsker dig!



Nogle gange kan den fire-årige ikke tisse lige før hun skal sove. Så skal jeg huske at tage hende op, når jeg går i seng. Ellers vækkes jeg mellem to og tre, fordi der er koldt og vådt i hendes seng.

Så jeg husker at tage hende op.

Hun sover som en sten. Det er en 16kg tung slaskedukke, jeg hjælper på toilettet. Nogle gange er jeg ved at tabe hende. Eller hun er ved at vælte. Eller falde ned i kummen. Hun sover tungt. Men hun kender rutinen. Hendes krop må kunne huske antallet af skridt fra toilettet og tilbage til sengen, for hun vender sig på en måde i mine arme liiige i det splitsekund, hun skal det for at komme ned i sengen igen. Uden en lyd. Kun sove-lyd.

Jeg kysser hende altid på panden, når hun ligger i sengen igen og jeg hvisker: ”Jeg elsker dig!”

Den anden dag, da jeg nåede til døren i værelset, blev jeg forskrækket.

”Jeg elsker også dig!”
 

onsdag den 31. oktober 2012

En kendt fremmed



Scene 19

Jeg har i nedenstående udeladt enkelte detaljer af hensyn til anonymiteten hos de personer, jeg skriver om. Venligst, som I plejer, lad det forblive anonymt.


Det er lørdag. Udenfor ville pingvinerne trives. Indenfor er der lunt, musik i højtalerne, smalltalk, latter, blikke, der mødes, hænder, der flettes og bartendere, der har travlt. Min veninde og jeg er i byen. For mit vedkommende for første gang i den by, jeg har boet i i to år nu.

Vi sidder ved et firemandsbord. Hen kommer en mørkhåret kvinde. Langt mørkt hår. Slank. Næsten tynd. Yndig. Hun spørger, om hende og veninden må sidde på de to tomme pladser og vi siger ja. Jeg går i baren. Da jeg kommer tilbage, efter at have snakket med en eskimo, går snakken livligt ved bordet. 
Overfor den yndige mørkhårede sidder en smuk smuk ung lyshåret pige. Hun er så fin, så skrøbelig, så perfekt. De er fremmede, men åbne mennesker og der går ikke mange minutter, før vi konkluderer, at den lyshårede og min veninde har mange lighedspunkter i deres kærlighedsliv. Vi skåler. Vi er alvorlige. Vi griner. Jeg glæder mig over, at dét også kan ske. En slags festlig fortrolighed mellem fremmede. Glædes. Særligt nu de to piger virkelig er klædt på til fest. For det er veninden og jeg ikke.. Bare lidt pænt klædt på. Intet fancy. Jeg tænker, at ham den første fyr, jeg datede efter skilsmissen og var sammen med, som kaldte mig en grå mus, ville ha sagt: ’Se, du ER en grå mus i sammenligning.’ 'Men so what!? Vi har det ligesom sjovt, mængden af make-up er ikke afgørende.' svarede jeg ham i mine tanker.

’Hvad er så grunden til I er i byen?’ - eller noget i den dur - spørger jeg, da de fortæller, de heller ikke har været i byen i evigheder. ”Vi fejrer en skilsmisse.” Den mørkhårede er netop blevet skilt. Papiret, hvor det står sort på hvidt, er netop landet i postkassen. Hun formulerer sig præcis som mig og jeg skræmmes en smule: ’Det er ikke så meget det at være i starten af trediverne og have et barn – og nu være fraskilt. Det er det, at jeg er en fiasko. Det er det, at jeg ikke lykkedes i mit ægteskab.’

Bum! Så er det sagt! Igen. Jeg har selv sagt det selvsamme. Vi snakker lidt frem og tilbage om det - og om at have et delebarn - og om en fyr, hun dater, som hun er himmelhenrykt forelsket i. Hun roder med telefonen for at finde et billede af ham.

Ind kommer en gruppe mænd. Jeg spotter den kronragede. Det gør den mørkhårede også – vi griner igen! Hvor mange sammentræf kan der muligt være mellem to kvinder først i trediverne? (Vi var berusede, så måske føltes det på dette tidspunkt som flere sammentræf end det reelt var!?) Men vi synes det var evigt morsomt. Sådan meget teenageagtigt måske. Ikke desto mindre har hun nu fundet ham, hun er helt forelsket i, på sin telefon.

Det gibber i mig. Genkendelse. Her er en kronraget, skaldet mand med et smil så stort, så du kan høre hans latter, hvis du koncentrerer dig. ’Ham har jeg skrevet med på nettet!” siger jeg. Begge griner og vi er meget tøsefjantede. Jeg får detaljer om den mørkhårede og denne fantastiske mands forhold. Jeg kan godt forstå, hun er forelsket! Han er præcis, som jeg forestillede mig ham ud fra profilen. Han er med garanti en af de meget få helt reelle fyre på net-dating. Han skrev tilbage til mig, at han ikke spillede på flere heste. (Det er ellers den klassiske undskyldning for ikke at skrive sandheden: Du er grim, du virker kedelig, du har et barn i forvejen osv.) Men denne mand har altså begyndt sin skriven med den mørkhårede få dage forinden jeg modtager svaret om, at han ikke er sådan en, der spiller på flere heste.

Vi snakker og griner, hviner, nyder, skåler og snakken falder på ham den dejlige, du ved. Ham har hun heldigvis ikke været i kontakt med. Men hun er på dating nu. Via mobilen. Og nederst i hendes indbakke er et billede af den mand, der kaldte mig en grå mus. Jeg udbryder: ’Ham der! Ham skal du ikke mødes med!’ Den mørkhårede smiler og ser insisterende på mig og så er det, jeg som sædvanligt bare snakker uden at tænke mig om: ’Ham har jeg knaldet med!’ Hun nærmest hviner til den lyshårede: ’Hun har også knaldet med X!’

Reaktionen hos den lyshårede var ikke til at tage fejl af.

Og se, så var det at samtalen ændrede sig og det blev en tand for skræmmende at sidde der med et menneske ved siden af sig, hvis liv til forveksling var ens eget.

Parallelliv?

fredag den 19. oktober 2012

Kaster du lige en redningskrans?



Jeg er nemlig på ukendt farvand.

Efter næsten to mdrs rutsjetur er der ikke umiddelbar mulighed for, at rutsjeturen nogensinde bliver a safe ride igen. Så jeg er ufrivilligt sat på ukendt farvand. Jeg har slet ikke lyst til at være her. Jeg kan svømme, ja. Men kræfterne er sluppet op, så hvis jeg falder i vandet, har jeg altså brug for, du kaster en redningskrans. Jeg er allerede søsyg og våd og har hevet mig ombord igen. Tror ikke jeg kan gøre det igen sådan lige med det samme. I al fald ikke på dette farvand.

Jeg skal ikke være kæreste med ham. Det har vi slået fast et par gange nu. Og vaklet og er vendt tilbage. Håbet - og konkluderet at det ikke går. Men denne gang er det sikkert. For jeg er nødt til at være tro mod mig selv. Vi hverken skal være kærester, ikke-kærester, måske-kærester eller venner med fordele. Vi skal være venner. For det vil vi!

Dengang, jeg skrev min datingprofil, skrev jeg, at jeg søgte en kæreste, som samtidig kunne være min bedste ven og fortrolige. Det fandt jeg og jeg ønsker ikke at miste den ven.

Men det er her farvandet bliver ukendt. Jeg har aldrig før skullet tilvælge dét at være ven. Jeg har førhen været tvunget til at se eks-kæresten, fordi vores liv var sådan, at vi færdedes de samme steder. Og så er et eller andet form for venskab kommet af sig selv. Sådan er det ikke nu. Men ven vil jeg være.

Så hvordan gør man?

Måske skulle jeg bede om et kompas i stedet for en redningskrans?

(Jeg ønsker ingen kommentarer på det specifikke forhold, der omtales her, hverken på bloggen eller på facebook. Generelle syn på sagen er meget velkomne :) )

onsdag den 17. oktober 2012

80m2 sandkasse og Eva-kostume.

Scene 18


Udenfor er min have ved at blive forvandlet fra vildmark til forstadshave.

Der er 80m2 sandkasse, fordi tre entreprenører (eller hva’ de nu er - det står på bilerne - og de er mænd) er ved at lave terrasse. Jeg synes, det er helt igennem fantastisk. Jeg, der har siddet i min have to aftener og fem eftermiddage siden jeg for snart 11 mdr. siden flyttede ind, er overbevist om, at det er et virkelig godt træk. (Er det okay at indrømme, at det er fordi, jeg nu kommer i bund med ukrudtet, at jeg klapper højst i mine hænder? )

Fair nok. Det er jo da den dyreste måde at komme i bund med ukrudtet på. At bede nogle professionelle mænd rydde lortet og få ny belægning. Godt så. Det var heller ikke helt derfor. Jeg ønsker mig faktisk i virkeligheden også nogle krukker med farverige blomster i. Så skal det nemlig nok blive hyggeligt i min have. Og ikke kun funktionelt. Men sådan rigtig hyggeligt med grill og drinks til sommer. Hvis altså jeg også ønsker (og får) mig en grill.

Imens jeg drømmer om sommer, krukker, blomster og grill i en hyggelig have, må jeg huske på ikke at optræde i mit Eva-kostume igen, mens min have udgør nogens arbejdsplads. Ved ikke om ham, der arbejder med nivelleringsinstrumentet, så mig. I så fald er det heldigt, busken blev ryddet i går.

Og sådan gik det #2 (Blogtræf)



Sidste weekend funderede jeg over, hvordan jeg nu skulle få præsenteret mig selv ved hhv. gensynsfesten med folkeskolen og ved mødet med de mange kreative bloggere… Spild af krudt at bekymre sig om det! Det gik jo, som sagt, helt af sig selv…


Scene 17

Med begyndende tømmermænd kørte jeg tidligt søndag morgen fra mine forældres hjem i Ribe og mod mit eget i Kolding. Jeg forlod et hus, der gjorde klar til brunch for at tage til blogtræf. Men der var også en brunch – og det var så sandelig ikke en hvilken som helst brunch. Det var alt det bedste kreative blogkvinder kunne diske op med. Brunchen vender jeg lige tilbage til.

For jeg fik da præsenteret mig selv, helt uden at tænke over, hvordan…

Jeg var nemlig slet ikke i god tid. Og jeg var ikke heeelt mig selv. Træt og lidt overvældet over mødet med fortiden aftenen forinden. Det var et kreativt træf, så jeg havde symaskinen med. Men undervejs til Sct. Jørgens Gaard, hvor træffet blev afholdt, opdagede jeg, at jeg havde glemt strømforsyningen til dyret. Der var så selvfølgelig svømmestævne i Slotsøbadet lige ved siden af Jørgens Gaard, så måtte læsse af og finde en p-plads vel en km derfra. Løb. Vel at mærke efter at have været hjemme efter strøm.
Kl. 10.24, kun 24 min senere end forventet ankomst, gjorde jeg min entré. Der sad en hel masse kvinder og ventede på mig. Det var ret tydeligt! Og jeg lod dem da bare vente! For midt på gaden stod mit bidrag til brunchen sammen med min symaskine. Frem og tilbage. Utålmodighed. Forpustet. Omkring 58 øjne hvilede på mig. Og min plads var for enden af lokalet. Ikke et stort lokale. Nej, et lokale, hvor man rører væggen bag sig, når man skubber stolen ud. Min plads var for enden af lokalet, fik jeg lige sagt det tydeligt nok? Virkede lidt uoverskueligt med alle de øjne på mig. Og begyndende tømmermænd. Valgte så simpelthen lige at kravle under bordene. Ned på alle fire med mig. No further presentation needed. Jeg var ligesom præsenteret.

Nårh, Britt! Jamen, det var hende, der kom for sent, kravlede under bordene, snakkede højt og medbragte pølsesnack.

Men det var også mig, der gav op 1½ time før blogtræffet sluttede. Jeg kunne ikke mere. Min symaskine havde kreeret to stk hemmeligheder. Jeg havde set glimt af, hvem søde Lena var, fået ros for min skrivestil, fået opklaret spørgsmål, som kun blogland kan svare på, spist af brunchen, så jeg kunne trille og kvalme var begyndt - og jeg havde nydt at være sammen med fantastisk dygtige og inspirerende kreative kvinder!

TAK for skønne timer!

--- o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---

Blogtræffet var arrangeret af Libbie, Lene og Maria

Lene havde sørget for ufattelig lækkert pynt. Det hele var enormt gennemført!


Lena havde lavet denne flotte gave til gavelegen. Hvor heldig var jeg? 




Jeg medbragte til legen en blok med scrappet forside. Have no pics :-(

Pølsesnacken, som jeg medbragte til brunchen, er oprindeligt fra et træf mellem mødre, som alle fødte i starten af 2008, udtænkt af den dejligste Stine.



Som lovet en 'DIY' på pølsesnacken ;-)
Du skal bruge:

Godt og lækkert brød
Mascarpone
Evt. et fed hvidløg
En god salami (Jeg er vild med dem fra Princip!)
Rødløg
Diverse kerner (Solsikke, græskar, mandler osv.)
Ahornsirup

Gør sådan:

Rist kernerne i ahornsirup på en pande. Hvis du har lyst, presser du et fed hvidløg og blander det i mascarponen. Skær et rødløg i tynde ringe eller hak det. Når kernerne er kolde knuses de i en morter, så de går i stykker/ikke klister sammen mere.
Kom mascarpone på en skive brød. Læg skiver af salami på. Kerner og rødløg ovenpå.
Velbekomme ;-)

lørdag den 13. oktober 2012

Og sådan gik det #1 (Gensyn)





Sidste weekend funderede jeg over og bloggede om, hvordan jeg nu skulle få præsenteret mig selv ved hhv. gensynsfesten med folkeskolen og ved mødet med de mange kreative bloggere… Spild af krudt at bekymre sig om det! Det gik jo helt af sig selv…

Scene 16

Efter arbejdsdag på skolen (på en lørdag) omhandlende differentiering og lektier og andre alment kendte gloser for lærere, satte jeg kurs mod Ribe. Hos mine forældre blev jeg forvandlet fra støvet skolelærer til knap så støvet skolelærer - en 2012 udgave af hende, de i folkeskolen kendte eller måske kun genkendte. Og som nogle måske nok havde forudset ville blive lærer.

Jeg kom kun fem min. for sent til gensynsfesten i Esbjerg. Men kom ikke som den sidste. Tog en dyb indånding og gik ind. Jeg genkendte nogle få. De stod i baren – eller krydsede os af ved indgangen. Smil, knus og strålende øjne.
Der var utrolig mange mænd! Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig!? Måske er det bare alt alt for længe siden, jeg har været i min barndomsby. For jeg havde ærlig talt ikke forventet at se dem sådan rigtig voksne og nogle i ført jakkesæt!? Selv min lillebrors kammerater var jo voksne (lækre charmerende) mænd. Nogle af dem var fædre!? (Sorry guys, men jeg havde bare ikke fattet det!) De smilede og sagde ’Hej Britt’ og jeg sagde hej, og hvis jeg ikke kunne huske, hvem de var, sagde jeg også det. Det gjorde ikke noget. Det var ligesom okay. Positivt. Jeg var overrasket på den virkelig gode måde. No further presentation needed.

Der var også en helt enorm stor gruppe piger, jeg ikke kunne navnene på og slet ikke kunne genkende. Men det var morsomt. For dem, jeg kender kendte dem, jeg ikke kendte. Vi grinte. Vi jokede. Snakkede om dem, der ikke var der. Om gamle dage. Vi fortalte lynversioner af vores liv. No further presentation needed.

Vi drak. Eller jeg gjorde i al fald. Og jeg nød det! Jeg fandt nuancerne hos nogle. Jeg husker komplimenter om bloggen (tak for dem!), spørgsmål til et og andet, langsomme bartendere, livemusik, jeg husker øjne, smil og latter! Og meget meget mere! 

Det var på en måde præcis som dengang (specielt da min far hentede mig og da jeg vågnede søndag morgen) og på en måde slet og overhovedet ikke som dengang





fredag den 12. oktober 2012

Sorry you missed it!



Det er lørdag morgen. Tidligt.

Jeg forlader matriklen og krydser fingre for, jeg ikke dør på motorvejen. Ikke, fordi min datter så ikke ville have en mor, min mor ingen datter - eller noget sådan følelsesladet noget i den dur. Næ, nej, jeg er mere på den der med, at sådan som mit hus så ud, så ville jeg til evig tid blive husket som hende, der døde fra et uoverskueligt rod.

Og hva’ sker der egentligt lige for det? Jeg rydder op HVER dag. Og alligevel er det første man ser i mit hjem, denne:


Det er heldigt nok jeg har den. Det er ligesom at sige undskyld inden folk overhovedet er trådt ind i køkkenet. Sådan lidt på forhånd.

torsdag den 11. oktober 2012

At være tro mod sig selv



Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad det seneste år har gjort ved mig. Hvad det seneste år har lært mig. Hvad har jeg vægtet og hvorfor? Jeg vender tilbage til citater og kloge ord hver gang. Råd, som er blevet mig givet. Livsfilosofier. Dét, dem jeg holder af, lever efter.

Det, der går igen og igen, hvad enten det er grin eller gråd, handler på en eller anden måde om at være tro mod sig selv.

Jeg er i perioder pissedårlig til det. Altså at være tro mod mig selv. For ofte, når jeg er det, synes jeg samtidig, at jeg sårer nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Se, dét kan man kalde udfordrende. Især, hvis man er typen, der ikke dur til at være uvenner med nogen. Eller typen, der ikke dur til at være i konflikt med nogen. Da slet ikke i konflikt med sig selv. Typen, som gerne vil have, at alle skal have det godt. Og som ind imellem føler sig magtesløs og frustreret, når det ikke er tilfældet.

Det hænder, at jeg er tro mod mig selv. Nogle kalder det modig. Jeg synes ikke, jeg er særlig modig. At være modig er noget andet. Men ind imellem mærker jeg efter. Og mærker, at jeg lige der er nødt til at være tro mod mig selv og mine værdier, selvom det kan koste dyrt.

Nogle gange ved jeg bare ikke, hvad det er at være tro mod mig selv. Jeg kan ganske enkelt ikke mærke det, selvom jeg prøver. 


fredag den 5. oktober 2012

Hej! Det er mig, der er...



Mor.
Lærer.
Veninde.
Datter.
Søster.
Fraskilt.
Søgende single.
Vild med ord, papir og stof.
Mig, der havde mellemrum mellem tænderne og lugtede af bål med jævne mellemrum.

Nå, nå, okay, I er med!

I morgen skal jeg til gensynsfest med folkeskolen. Så skal man sikkert præsentere sig selv. Eller nogen skal præsentere én. Min hjerne har brudt sig med, hvordan jeg nu skal få fortalt, hvem jeg er. Ikke hvem jeg var. For jeg er en anden end dengang. Selvom der dog er lighedstegn mellem mange elementer… Jeg har ærlig talt opgivet lidt på forhånd. Er det ikke sådan med den slags fester, at man falder tilbage i sine gamle roller? Og er det ikke lige meget, hvad de tror, jeg er nu? Ingen af dem har jo været med i processen omkring, hvordan jeg er blevet den, jeg er. Dem, der har det, kommer ikke til festen. De har deres grunde. Og jeg er jo den, jeg er. Men jeg ved, jeg vægter ordene. Der er nogle ting, de gerne må vide. Som på en måde er vigtige ting - og som de derfor hellere må huske på, frem for andet, når festen slutter.

På søndag er der med garanti helt andre ting, der er vigtige. For der skal jeg præsentere mig for 32 bloggere, som kun kender mig fra blogland. Hvis de da har læst min blog. Jeg aner intet om, hvem de er. Men de har kreative blogs. Og de er søde. Og de har humor. Og jeg glæder mig.

Jeg har præsenteret mig ret ofte de seneste år, nu jeg tænker over det. Jobansøgninger i forbindelse med flytningen, ansættelsessamtaler, mødet med elever og forældre, mødet med det offentlige i forbindelse med skilsmissen, mødet med forældre til barnets nye legekammerater. Og så var der det der med at få skrevet en personlig profil på et datingsite, da det var vinter. Arhmen, HALLO! Hvad skal man lægge vægt på? Og hvad skal man så vægte, når man endelig har fået en date i hus? Det er som om, nogle ting er vigtigere end andre, alt efter modtagerne og formålet med at jeg præsenteres.

Har stadig ikke luret, hvad der er det vigtige til gensynsfesten i morgen, dog. Men mon ikke det giver sig selv, når først vi er der?

Hov, vent! Vi er forhåbentligt næppe alle blot det billede, der skabes i en præsentation. Så mon ikke det vigtigste er at spørge ind og forsøge at finde nuancerne i billedet?

Det tror jeg.

onsdag den 3. oktober 2012

Vil du tabe 2,5kg?

Sådan lige på en uges tid, uden egentlig indsats? Det er ganske nemt. Opskriften hedder influenza og kærestesorg i kombination. Blandingsforhold uvist.


Det gør skide ondt.

Men virker.

Bum.

Værs’ go!

Når du så ikke gider tabe dig mere, tager du dig sammen (for det er nemlig lige til!), priser dig lykkelig for den omsorg, dine forældre og dine venner og veninder viser dig, ved at komme forbi, ved at sende sms'er, ved at ringe. Ved at sige deres ærlige mening. Du melder dig rask, tager på arbejde og du begynder at spise igen. Du griner igen. Fungerer nogenlunde igen. Du indser, at det nok skal gå alt sammen. Og konstaterer at vægten nu siger minus 4kg.

lørdag den 15. september 2012

Skal du så på dating igen?



Den anden dag, blev jeg i forbindelse med, at jeg nu er single igen, spurgt: ’Skal du så på dating igen?’

Svaret er nej. I al fald ikke lige nu. Jeg har ikke tiden til det og jeg orker ærlig talt ikke den del af det, som min Faster så fint har skrevet om her. Jeg tænker også nogle gange, at hun har ret i, at en mand til forskellige formål kunne være fint. Det kan du læse mere om her

I mellemtiden forsøger jeg at finde ro i at være single og singlemom og minder mig selv om, at jeg jo i virkeligheden tror på, at sidste linje i De evige tre også nok skal lykkedes for mig.

Den egentlige scene 1




'Hvad gav dig idéen til at blogge?' blev jeg spurgt den anden dag. Jeg synes I skal have mulighed for at kende svaret!

Jeg skrev nemlig en scene til nogle veninder og postede den i beskedsystemet på facebook på den allersidste dag i januar 2012. Den så sådan ud:


Forord:
I starten af måneden skriver en fyr til mig på chatten på dating.dk. Han har humor, han virker sød, ser charmerende ud, men jeg har en date fredag aften og spiller (næsten) ikke på flere heste, så spørger om jeg må vende tilbage, såfremt fredagens date ikke rigtig er noget. Den er han med på og sætter pris på min ærlighed.
Han skriver fredag på sms, at han håber, at jeg får en dårlig date, for så vil han gerne se mig lørdag aften. Vi aftaler jeg må kontakte ham lørdag formiddag, hvis jeg har lyst. Jeg var ret hooked på fredagens date på daværende tidspunkt.

Fredagens date udvikler sig, så jeg ikke er i tvivl om, jeg skal se fyren fra chatten. Skriver til ham om morgenen. Får svar kl.11.00. Han er midt i noget, skriver senere. Jeg går ud fra, vi har en aftale. Hører INTET, selvom jeg rykker for en aftale. Havde ikke barnet og gad ikke sidde selv lørdag aften.
Skuffet!

Søndag får jeg en sms: Jeg har fået en chance med moderen til mit barn, som jeg bare må ta’. Jeg beklager meget.

Jeg synes, det var træls, han ikke lige havde skrevet om lørdagen, men ønskede held og lykke og slettede, hvad jeg havde på fyren. Gider jeg en fyr, der ikke er fri af tidligere forhold? NEJ!

Imidlertid kører jeg forbi hans arbejdsplads hver dag og har hver dag siden sendt ham en tanke og tænkt, hvad nu, hvis det ikke går med hende moderen til deres i øvrigt 4-årige barn? Der var bare noget ved ham, jeg rigtig godt kunne li’.

Scenen i et singleliv:
Har ikke barnet denne uge. Hendes far har ferie. Jeg arbejder ti-tolv timer over denne uge. Sidder derfor lidt for meget i mine egne tanker, da jeg kører hjem og ender derfor med at handle i Netto i en bydel, som jeg ellers aldrig handler i.
Står ved kassen, da en mand kommer ind med sit barn. Det giver et sæt i mig. Det er ham. Han er svær at genkende, men jeg er slet ikke i tvivl om, at barnet er det rigtige – og da mand og jeg får øjenkontakt er jeg hundrede procent sikker. Det ER ham. Vi smiler stille. Han mangler en mønt til børneindkøbsvognen. Den overvægtige dame foran mig spotter det og de veksler. Jeg gemmer mig bag hende. Aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Begynder at smile. Bliver lidt rød i kinderne. Han skuler hen mod mig. Taler højt og lidt kunstigt til sit barn. Går ind i grøntafdelingen. Jeg kan høre, hvad de siger. Hans stemme er virkelig rar. Og barnet rigtig sød.
Jeg har betalt og forlader Netto. Ser mig tilbage, da jeg går gennem skydedøren. Han stirrer direkte på mig fra grøntafdelingen.
Da jeg sidder i bilen tænker jeg: Det er nu eller aldrig. Ej, jeg skal ikke have klinket noget, hvis han er sammen med moderen igen. Og barnet er der jo, sammen med ham i Netto …
Drejer nøglen. Forlader p-pladsen. Vender om.

Skriver seddel:
”Aner ikke om du er sammen med X’s mor. Men jeg ved, at du ikke umiddelbart kan finde mig på dating.dk igen, hvis det er … Du har netop vakt min interesse endnu engang :) Britt, tlf. xxxxxx.”

Jeg folder den sammen. Går ind i Netto igen. De er ved kølediskene med en masse andre. Jeg går hen mod dem. Han ser op og smiler helt vildt. MEGET charmerende. Jeg siger: Du tabte vist noget! Og gav ham sedlen. ”Ja, det gjorde jeg vist” sagde han og tog den. Jeg smilede, gengældt.
Gik.

Spænding! Tænk, hvis han skriver. Tænk, hvis han tænker: Idiot. Tænk …

Jeg ringer til veninde. Skriger lidt. Hva’ er det jeg har gjort?

VILDT!

Nå, jeg får lavet lidt andet herhjemme og er næsten klar til at tage af sted. Skal spise aftensmad med min datter hos hendes far og aftale samkvem frem til 1.april. Min tlf. brummer. Jeg ignorerer, da jeg er midt i vasketøjet. Tjekker tlf. Ukendt nummer har ringet.
Ringer op.

Det er ham! ”Du er godt nok modig!” Og så snakkede vi om diverse. Sexet, lækker stemme. Charmerende. God humor. Ærlig og ligefrem.
Er ikke afklaret med moderen. Jeg kan ikke gøre noget i forhold til en mand, der spiller på flere heste. Aftaler han gemmer mit nummer og at han kan kontakte mig, når han er afklaret.

Er spændende et dækkende ord?


Nu tænker du måske: Hvad skete der så? Ja, vi så såmænd hinanden to gange. Men han var ikke noget for mig…

onsdag den 12. september 2012

Min gangart



Jeg har min helt egen gangart.
Da jeg var barn overvejede man en hofteoperation, men undlod, da jeg jo ikke faldt over mine noget korte ben.
Som teenager måtte jeg lægge øre til, at mine spejderkammerater sammenlignede mine ben med skorstenene på Vestkraft.
Som nyuddannet lærer så og hørte jeg, da en 3.klasses dreng passerede det åbne vindue på lærerværelset, og gjorde nar af mine ben og min måde at gå på.
Som 31-årig købte jeg for mine fødselsdagspenge et par Converse sko. Nu, hvor det er køligere og jeg dagligt nyder at have dem på, irriteres jeg samtidigt af det faktum, at der for enden af de korte ben sidder et par fødder, der går vanvittig meget indad. Sådan som om det er helt med vilje. Jeg vralter også. Det gør jeg altså, især når jeg går i flade sko. Det ser sgu ikke for kønt ud.

Og barnet har da også opdaget, at der er noget særligt ved mine ben, se selv!


mandag den 10. september 2012

9+5 giver 14



Ni dage ved mor og fem dage ved far. ENDELIG!

Endelig er det september og fem-fem ordningen, som den fireårige kalder det, er startet. Endelig er der rytme i, hvornår hun er hvor. Endelig kan både mor og datter hvile i at tingene gentager sig, bliver forudsigelige og kan planlægges. (Lidt autist er jeg vel?)

Jeg nyder og savner på én og samme tid. Jeg har glædet mig som til juleaften til nu. Jeg har glædet mig til at skrive dette indlæg, men kan ej huske, hvori pointen bestod. Men jeg læste her til aften om et skilsmissebarn, hvor forældrene ikke samarbejder og er endt i statsforvaltningen.
Så måske derfor skal pointen være, at selvom en skilsmisse aldrig er nem, så findes der skilsmisser, hvor det, trods stor sorg, engang imellem føles godt.

onsdag den 5. september 2012

Status


 
Bloggen:
Får skrevet for lidt af alle de mange mange indlæg, mit hovedet brygger på. Men navnet er passende igen. Brygger stadig på et indlæg, der skal forklare lige netop dét, uden at det bliver for herligt ærligt...

Civilstand:
Nu også fraskilt på papiret (og single igen, hvis du læste for hurtigt i ovenstående.)

Humør:
Svinger.

Antal gange jeg denne uge har tjekket, om der var sms fra ham den dejlige:
Er holdt op med at tælle. Men det er aftagende.

Antal gange jeg har grædt denne uge:
Mere end ti. Men det er også aftagende.

Antal gange jeg har grint denne uge:
Flere end forventet.

Antal gange jeg ikke skal lave aftensmad denne uge:
Seks. Takker.

Antal overnatninger med 0.klasse denne uge:
Én – bliver fedt!
 
Antal overnatninger på Sjælland denne uge:
To - og jeg glæder mig!

Telefonregningen:
For høj. Men er taknemmelig over alle de mennesker, der spørger til mig.

Barnet:
Løs fortand, men trives.

Mig og Odysseus:
Bruger for meget tid på hinanden.

To-do:
Nåede, med hjælp fra ham den dejlige, at få sat flueben ved 11 ud af 19 to-do-ting før kalenderen skiftede til september – yay!

Øverst på en af de sindsygt mange to-do-lister, der ligger i køkkenet, står: Øv dig i at være alene! Og det er sgu for én som mig lidt af en udfordring.

Over and out. 

Der er ligesom en 0.klasse, der skal på lejr i morgen.

mandag den 27. august 2012

Den dér Odyssé!

Årsagen til min manglende tilstedeværelse i blogland, om nogen havde bemærket det, bunder i, at jeg læser Bent Hallers genfortælling af Homers Odyssé. Og det er ikke for børn: ' Slangen fandt selv det lille hul den skulle ind i. Da den pressede hovedet højt op og lidt senere åbnede gabet for at tømme sig, mærkede han hvordan enhver vilje blev suget ud af ham.’
Nej, det er ikke den enhalvtredsenstyvende shade of grey, der er tale om. Det er et klassisk værk. Har jeg ladet mig fortælle. Jeg vidste indtil for nyligt ikke, hvad den handlede om. Havde hørt brudstykker hist og pist og vistnok flest brudstykker dengang tilbage i 2001, oppe under loftet med de mørkerøde spær på Danmarks ældste skole – mit gymnasium. Katedralskolen. Oldtidskundskab.

Nu læser jeg bogen, ja, det er endda den anden udgave, jeg er færd med, fordi jeg skal fortælle den for børnene på friskolen. I ved. Jeg har fortalt om min yndlingstid på dagen. De næste uger er det dog ikke min yndlingstid. Overhovedet. Det bliver det først i de få sekunder, hvor børnene roder med sangbogen, fordi dagens fortælling er færdig og hvor jeg heldigvis oftest føler mig tilfreds... Det er nemlig mig, der er fortælleren de næste uger. Og det kræver forberedelse. Big time. Og hjertebanken. Oftest. I al fald indtil jeg ser børnene opslugt i fortællingen ... Så kan jeg godt finde på at nyde øjeblikket.
Vores storyline omhandler pt. ’Grækenland i oltiden’. (Glem, hvad storyline er, hvis det er et fremmedord og læs videre, som om du ved det…) Det er nemlig en fantastisk storyline! Jeg elsker konceptet og dette er virkelig et oplagt emne. Jeg bliver noget så klog. Tænker, at jeg det forgangne år har fået en større almen og historisk viden end jeg kom ud af hhv. folkeskolen og gymnasiet med. Uden pis. Jeg lærte også en masse på seminariet. Uden tvivl. Men da bestyrelsen besluttede, at friskolen skulle være et udviklende sted for både børn og voksne, tror jeg næppe, at de havde forestillet sig udviklende på denne måde også. (?)
Jeg føler det dagligt som en gave og deler min begejstring med kollegaer, familie og venner. Og ham den dejlige. Som er en stor modsætning til den mand, jeg forlod. Han har en anden indgangsvinkel til oprigtigt at dele min begejstring. Viden er mange ting og har mange forskellige former og ansigter.
Men hvor heldig har jeg lige lov at være? Daglig dannelsesrejse.
Det er sgu en fed historie, den dér Odyssé!

lørdag den 18. august 2012

Hvornår er man kærester?


Hvornår er man kærester?

-          Når man ved, han vælger en anden fra?
-          Når man ved, at begge ikke ser andre?
-          Når man møder hinandens børn?
-          Når børnene møder hinanden?
-          Når andre siger, man er det?
-          Når man føler, man er det?
-          Når man kalder hinanden Skat?
-          Når man fortæller ham, han er kronvidnet?
-          Når han sender en sms og spørger om man giver en friskbagt bolle og et blowjob? Og tredive sek. senere uventet banker på hoveddøren med en McFlurry i hånden, som han ved man har sukket dybt efter i en måned?
-          Eller er det først, når man af ham omtales som kæreste?

Uanset, så har min kæreste nu en kæreste – nemlig mig!

Vi har faktisk været kærester et stykke tid. Og vi har set hinanden i over 4 mdr. Men vi gik fra bare at se hinanden og være ’ikke-kærester’, til at se hinanden uden at se andre, til at være ’næsten-kærester’ til ’vi-er-snart-kærester’ til ’vi-er-vist-nok-kærester’… Sideløbende med alle betegnelserne er alle de fantastiske følelser. Vi var begge enige om, at det var lige meget, hvad andre troede vi var, for vi vidste jo, hvad vi var.

Alligevel er det interessant at spørge: Hvornår er man kærester? For alle synes i de seneste 4 måneder at have haft en mening derom ;-)

fredag den 10. august 2012

Det var nok et tegn ...

Scene 15

Jeg kunne godt have en kreablog. Den ville være omtrent ligeså aktiv som denne – i perioder. På kreabloggen ville I her til aften så kunnet have fundet følgende indlæg:

Jeg har i nogle år syet mig en ’første-skoledags-nederdel’.

Første skoledag er en fest, uanset hvilket klassetrin man starter på. Uanset hvor mange år, man har været lærer. Det er en forventningsfuld fejring af fantastiske fællesskaber og skoleårets komme - i mine øjne. Et slags nytår. Og til nytår er man festligt klædt på. Så vel derfor sætter jeg mig for at sy en nederdel hvert år.

Jeg har haft en hel sommerferie til det. Men var først i yndlingsstofbutikken d. 3.august. Allerede dér en anelse presset. Købte mønster. Som jeg havde to eksemplarer af i forvejen. Burde have set det komme…

I dag har været en lang arbejdsdag. Har holdt møder og klargjort klassen, så den er næsten klar til de nye børnehaveklassebørn på mandag. Har hygget med min familie i sommerhuset. Barnet er puttet og sov ca. kl 21.

Jeg rydder spisebordet og lægger mønsterdelene op på stoffet, som er vasket den anden aften. Mønsteret krøller i hjørnerne. Stryger det. Eller forsøgte på det. For det der materiale, som mønsteret er lavet af, smelter sammen under og på mit strygejern. Suk-Yes! I samme sekund. Nu er det godt, jeg har flere eksemplarer af mønsteret. Intet skal stoppe mig da.

Klipper. Det går fint.

Stryger vlies på. Det går acceptabelt.
Tester overlocker. Det går ikke fint. Nålen knækker. Det skal stoppe mig. Åbenbart. Har ingen ny nål, der passer.

Det var nok et tegn på, jeg skal gå i seng nu...?

onsdag den 8. august 2012

Karriereskifte


Scene 14

Onsdag kl. 23.38: Jeg lukker mine øjne. Alt for sent. Hverdagen er jo begyndt.

Kl. midt om natten: Vågner ved barnet græder. Trøster.
Kl. endnu mere midt om natten: Vågner for anden gang ved at barnet klynker. Beroliger.
Kl. nu er min tålmodighed brugt: Barnet savner sin Onkel Mia, sin far og en af pædagogerne.
Kl. jeg har givet op: Barnet kommer med ind i min seng.

Torsdag kl. 05.44: ’Moar, jeg er sulten!!!’
’Du er nødt til at sove noget mere. Det er ikke morgen endnu.’
’Hvornår er det morgen?’
’Kl. seks. Det er om ca. et afsnit af Gurli Gris.’ (Gad vide, hvor langt et Gurli Gris afsnit egentligt er? Og om det er en sammenligning barnet kan forholde sig til. Immervæk længe siden hun har set Gurli Gris. Hm… Det plejer at virke med de længere film…)

Torsdag kl. 05.46: Barnet har været torpedo i min dobbeltseng i 1½ minut: ’Jeg ER altså sulten.'
Mor her giver op for anden gang inden dagen overhovedet er begyndt og forsøger at finde lidt af det gode humør. Det er meget langt væk.

Men det dukker op som et lyn fra en klar himmel, da årsagen til husstandens dårlige nat viser sig hverken at være onde drømme eller savn, men en væsentlig beslutning om voksenlivet.

’Mor, jeg har tænkt over det. Jeg vil ikke være frisørdame mere. Jeg vil være rockstjerne.’

Godt så. 

Godmorgen!

lørdag den 4. august 2012

Jeg skyldte vist også lidt på den konto...


Scene 13

Der er noget, jeg har glemt at dele med jer. 

Den anden dag, da jeg kørte ned af rampen til motorvejen og samtidig talte med ’Mit Alting’, lavede jeg et meget spontant træk. Jeg holdte ind i nødsporet og lod to fremmede ind i min bil.
De stod bare der og så så søde og studerende ud. De lignede mig og barnets far, da vi for en del år siden begge studerede og ingen penge havde – har jeg stadig ikke - men ville til KBH og være en del af det fællesskab, jeg skrev om den anden dag.

Så vi blaffede.

Og mens Studerende Et og To baksede sig ind i bilen, som i anledning af sommerferien, var støvsuget, fik jeg afsluttet samtalen med ’Mit Alting’ og påbegyndt en med dem. Utroligt, hvor meget man finder ud af, man har til fælles med fremmede mennesker på nul-komma-fem. Alene det faktum, at den ene læste til lærer på selvsamme seminarium, som jeg gjorde, og den anden havde gjort det, gjorde det jo til en sjov oplevelse. Da så det viste sig, den ene havde været i praktik, hvor min skoleleder stammer fra, var lige flødeskum på toppen.

De var søde, venlige og de lugtede ikke. Det var først, da de var inde i bilen, jeg forstod, hvad jeg egentligt var i færd med. Jeg har ikke samlet blaffere op før. Men jeg skyldte vist også lidt på den konto…

fredag den 3. august 2012

Det er ikke noget, man går til. Det er noget, man er.


Scene 12

Jeg har snakket med den 4-årige om, hvad hun gerne vil gå til, nu der snart er sæsonstart. Valget står sådan set mellem gymnastik, svømning eller dans. Dans har jeg kraftigt talt udenom. De tillader sig jo at tage samme pris som en charterrejse pr. gang! Men hun har gået til det før. Jeg ser stadig små moves derfra, når vi leger diskotek i stuen. Hun husker det tydeligt.
Egentligt ville jeg helst, at hun skulle gå til gymnastik. Hendes grovmotorik ville ha’ godt af det – og jeg kan forberede mig, mens hun løber rundt, fordi forældre er forment adgang forbudt. Win-win. Hvis hun skal gå til svømning, forudser jeg en råben, skrigen og hylen allerede i omklædningen og kan på forhånd godt pakke lim sammen med badedragten, fordi hun er gået helt op. Men det er også godt at kunne svømme. Man ved aldrig om man kæntrer i kanoen.

Den anden dag spurgte jeg hende så: ’Hvad vil du gerne gå til, hvis du må bestemme?’ Hun svarede spørgsmålet med et spørgsmål, hvilket jeg normalt ikke er fan af, men denne her var skarp. Der var en lille kunstpause og hun spørger så: ’Mor, kan jeg egentligt ikke gå til spejder?’

Jeg blev fyldt af lykke. Og savnede dét fællesskab, som jeg har været en del af siden 2.klasse. For selvom jeg ikke går til spejder nu, så er jeg spejder. Helt ind i hver en celle. Som vi sagde det, der i start halvfemserne: ’Det er ikke noget, man går til, det er noget man er.’ Og min datter må for alt i verden gerne få de værdier og opleve at være en del af lige netop sådan et fællesskab.

’Ved du hvad, min skat, dét undersøger jeg lige.’

onsdag den 1. august 2012

Det er bare et dække!


'Det er bare et dække – i virkeligheden er Britts hobby ikke at være kreativ, men at holde kontakten med sine mange veninder.' Sådan sagde hende i forstadens gule hus til ham den virkelig dejlige, da han sagde, han var stået af i en af mine mange fortællinger om én, jeg kender…

Og jeg kender åbenbart mange.

I morgen sender jeg barnet i børnehave. Ikke kun tre timer, som det var tilfældet i sidste uge, for lige at prøve, hvordan det var. Nej, vi taler en hel rigtig arbejdsdag. Næsten. Ingen grund til at aflevere kl. 07.10, når nu vi kan strække den… Det er jo på en måde ferie lidt endnu. Men hverdagen banker på. Forberedelsen kalder. Ingen grund til at lægge hårdt ud dog. Så allerede i overmorgen sender jeg barnet af sted for at dyrke min hobby en hel dag. For altså, let’s face it: Inden vi ser os om, skal jeg stå med en gruppe nye dejlige børn og så er der ikke megen hobby-tid. Men jeg glæder mig og er ligeså forventningsfuld, som jeg var sidste år ved denne tid. Jeg glæder mig til min nye hverdag med alt det, der dog er kendt. Jeg glæder mig til at bruge de erfaringer, jeg har fået med den gruppe børn, jeg med vemod afgiver. Jeg er spændt og tændt på opgaven. Det bliver fedt! Jeg er jo i virkeligheden fan af hverdagen.

Jeg ved, jeg kun kan føle mig spændt og tændt på min kommende hverdag, fordi jeg er tilfreds med den ferie, jeg netop har holdt. Og det er jeg virkelig. Tilfreds. Ovenud. For jeg har lavet intet andet end ting, jeg havde lyst til. Været sammen med yndlingsmennesker. Jeg har brugt oceaner af skøn tid på det, jeg må sande er min egentlige hobby: Mine mange veninder. Verdenssituationen er blevet ordnet et utal af gange. Der er grædt og grint. Der er spist og drukket. Med og uden børn. I festtøj og nattøj.

Og alligevel har jeg slet ikke set, bare i nærheden af alle dem, jeg gerne ville. Men pointen er vel bare, at jeg er oprigtig glad for, hvad og hvem jeg har brugt min ferietid på. At det er det, der er min hobby og at der har været tid til den.

Min skoletaske åbner jeg i morgen for første gang siden d. 6.juli. Gad vide, om jeg finder en runken rosin i bunden med lidt sand på? Eller en lap med et 'Find dato for kaffe med T'? 

Begge dele er ikke utænkeligt.

mandag den 23. juli 2012

Hvorfor står du der ...?


Scene 11.

Der er orange fliser på væggene. Vi er i slut 80’erne. På toilettet i en vinkelvilla i en forstadsby. På selve toilettet sidder moderen og det ca. ni-årige barn står i døren og spørger insisterende om noget, der absolut ikke kan vente. Moderen ser opgivende på hende og siger så: 'Kan man da for helvede ikke få lov at skide i fred?'

Nok er mange ting i min morrolle en synlig gentagelse af, hvordan jeg er opvokset i vinkelvillaen. Men nogle ting gentager sig heldigvis ikke. For nu ca. 22 år senere er det intet problem at få lov at skide i fred. Min fire-årige kan nemlig være nok så insisterende, utålmodig, diva-krævende. Men hun åbner ikke døren, mens hun insisterer. Det er ikke noget, jeg har bedt hende om. Altså sådan er hun bare. Jeg tisser jo gladeligt med åben dør og fandt en smule trøst i som knap 30-årig at erfare, at jeg faktisk ikke er ene om at have det sådan. Så hun må have det fra faderen ...

Men man skal aldrig sige aldrig. I går stod jeg og nød at døren for en gangs skyld var lukket og jeg ind mellem make up-lægning og føntørring ikke skulle indtaste password på apple-id, være den onde dronning eller lige smøre en bolle, da så døren gik op og divaen udbryder: 'Hvorfor står du der i bar røv og børster tænder?'

Arhmen, kan man da for helvede ikke få lov at have sit Eva-kostume i fred?