At være tro mod sig selv

Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad det seneste år har gjort ved mig. Hvad det seneste år har lært mig. Hvad har jeg vægtet og hvorfor? Jeg vender tilbage til citater og kloge ord hver gang. Råd, som er blevet mig givet. Livsfilosofier. Dét, dem jeg holder af, lever efter.

Det, der går igen og igen, hvad enten det er grin eller gråd, handler på en eller anden måde om at være tro mod sig selv.

Jeg er i perioder pissedårlig til det. Altså at være tro mod mig selv. For ofte, når jeg er det, synes jeg samtidig, at jeg sårer nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Se, dét kan man kalde udfordrende. Især, hvis man er typen, der ikke dur til at være uvenner med nogen. Eller typen, der ikke dur til at være i konflikt med nogen. Da slet ikke i konflikt med sig selv. Typen, som gerne vil have, at alle skal have det godt. Og som ind imellem føler sig magtesløs og frustreret, når det ikke er tilfældet.

Det hænder, at jeg er tro mod mig selv. Nogle kalder det modig. Jeg synes ikke, jeg er særlig modig. At være modig er noget andet. Men ind imellem mærker jeg efter. Og mærker, at jeg lige der er nødt til at være tro mod mig selv og mine værdier, selvom det kan koste dyrt.

Nogle gange ved jeg bare ikke, hvad det er at være tro mod mig selv. Jeg kan ganske enkelt ikke mærke det, selvom jeg prøver.