mandag den 23. juli 2012

Hvorfor står du der ...?


Scene 11.

Der er orange fliser på væggene. Vi er i slut 80’erne. På toilettet i en vinkelvilla i en forstadsby. På selve toilettet sidder moderen og det ca. ni-årige barn står i døren og spørger insisterende om noget, der absolut ikke kan vente. Moderen ser opgivende på hende og siger så: 'Kan man da for helvede ikke få lov at skide i fred?'

Nok er mange ting i min morrolle en synlig gentagelse af, hvordan jeg er opvokset i vinkelvillaen. Men nogle ting gentager sig heldigvis ikke. For nu ca. 22 år senere er det intet problem at få lov at skide i fred. Min fire-årige kan nemlig være nok så insisterende, utålmodig, diva-krævende. Men hun åbner ikke døren, mens hun insisterer. Det er ikke noget, jeg har bedt hende om. Altså sådan er hun bare. Jeg tisser jo gladeligt med åben dør og fandt en smule trøst i som knap 30-årig at erfare, at jeg faktisk ikke er ene om at have det sådan. Så hun må have det fra faderen ...

Men man skal aldrig sige aldrig. I går stod jeg og nød at døren for en gangs skyld var lukket og jeg ind mellem make up-lægning og føntørring ikke skulle indtaste password på apple-id, være den onde dronning eller lige smøre en bolle, da så døren gik op og divaen udbryder: 'Hvorfor står du der i bar røv og børster tænder?'

Arhmen, kan man da for helvede ikke få lov at have sit Eva-kostume i fred?

tirsdag den 17. juli 2012

Note to self


Det går altså nogle gange for stærkt, det her ’jeg-er-nyforelsket-og-klarer-det-vist-godt-nok-enlig-mor-med-stram-økonomi-want-be-overskudslærer-og-god-veninde-samtidig-med-jeg-kan-klare-alt-med-lidt-hjælp-fra-mine-kære.’

Jeg ved det, når jeg vågner sammen med fuglene.
Jeg ved det, når noget lugter brændt fra ovnen.
Når noget siger en underlig klik-lyd i den anden ende af huset, hvilket viser sig at være strygejernet som står tændt. To timer efter det skulle have været brugt på den tunika, jeg har glemt, jeg gerne ville have på.
Jeg ved det, når jeg ankommer hos ham den dejlige og har lovet at tage aftensmad med – og det står på mit køkkenbord.
Jeg ved det, når jeg går forbi apoteket og tænker: ’Godt, det ikke er mig, der skal have noget derfra med den kø,’ for så tilbage på betalingsparkeringspladsen at komme i tanke om, at jeg havde parkeret netop dér, fordi jeg skulle hente noget på recept.
Jeg ved det, når jeg fire timer efter ankomst til skolen, tjekker min tlf. og ser mange ubesvarede opkald og får koldsved, fordi jeg havde lovet at tage ny kollega med. Ny kollega står så stadig og venter…
Jeg ved det, når jeg en lørdag formiddag står på en rasteplads med Nik og Jay for fuldt skrald i iPhonen og rapper en hjemmebrygget tekst dertil i anledning af en venindes bryllup og ’vi-ser-på-ugle-fugle-klubben’ ser på og griner lidt i kikkerten, de har om halsen. Ganske enkelt fordi det var de eneste minutter, der var til overs til at øve det.
Jeg ved det, når jeg er for træt til at fuldføre en sætning efter kl. 21.
Jeg ved det, når jeg otte dage efter påbegyndt ferie stadig kan tænke: ’Kæft, jeg glæder mig til ferien!’

Så note to self: Næste år skal du ikke noget de første mange dage af din ferie, frk.B! 

BASTA!

En smule forstadsidyl


-eller scene 10.

Solen skinner og den 4-årige konkluderer en smule spørgende, at himlen da faktisk er blå, da hun iført nattøj går med sin mor tre matrikler op af vejen, der hedder noget med bjerg. Med sig har de fire friskbagte tak-for-lån-af-kardemomme-kasserolleboller. Kardemommen lånt af hende i det gule hus, tre matrikler væk, det forstås.

I det gule hus bor hun med sin mand og deres vel 4 mdr. gamle datter. Datteren har den 4-åriges tøj på. Ja, altså det, der engang passede. Og den 4-årige ynder at kalde barnet for sin lillesøster. Hva’ pokker? Nu hun ikke har udsigt til selv at få én, er det vel mere end okay?

På vej tilbage tager den 4-årige sin mor i hånden igen og smiler: ’Mor, i dag har været en god dag.’ Og deri har hun ret. 

Børneværelset er gennemgået fra ende til anden. Feriepengene tikket ind nogenlunde samtidig med skøn sms fra ham den dejlige. Trampolinen og gyngerne i haven er testet nok engang. Der er spist pølsehorn og is. Leget med bedstevennen. Bagt boller og følt taknemmelighed over at have dem i det gule hus endnu engang – og læst Emil fra Lønneberg inden God Nat.

Forinden, dér på vejen hjem igen fra det gule hus, langs ligusterhækken, nåede moderen at tænke, at det her emmede en smule af forstadsidyl. Og den tanke var bare mere end okay!

torsdag den 12. juli 2012

Mig og 'To do'

På mit køkkenbord ligger en liste. Det gør der tit. Jeg er nemlig liste-menneske. To do-liste, huskeliste, indkøbsliste, fodliste, ønskeliste, pakkeliste. Find selv på flere. 

Jeg har i dagligdagen den længste liste, hvis jeg på en eller anden facon er presset. For så husker jeg virkelig dårligt. Som i virkelig dårligt! 

En god veninde skrev for nyligt, at hun havde slået op med 'To do'. Det gør jeg også jævnligt. Nogle gange bliver de ting, 'To-do' indeholder, nemlig værdiløse. Ganske enkelt fordi tiden er gået. Men jeg indleder sjovt nok et forhold med 'To do' hvert år, på samme tid. Om sommeren. Min sommerferie hænger uløseligt sammen med 'To do' og i år ser han sådan ud:





Deadline 13.august. Jeg når det, jeg når. Jeg har ikke engang haft ferie en uge endnu, og jeg kan allerede strege èn ting. Skulderklap. For ved siden af 'To do'-listen ligger også kalenderen. Og pakkelisten. Og huskelisten. Som pt. har en fodliste som top-priority.