Note to self

Det går altså nogle gange for stærkt, det her ’jeg-er-nyforelsket-og-klarer-det-vist-godt-nok-enlig-mor-med-stram-økonomi-want-be-overskudslærer-og-god-veninde-samtidig-med-jeg-kan-klare-alt-med-lidt-hjælp-fra-mine-kære.’

Jeg ved det, når jeg vågner sammen med fuglene.

Jeg ved det, når noget lugter brændt fra ovnen.

Når noget siger en underlig klik-lyd i den anden ende af huset, hvilket viser sig at være strygejernet som står tændt. To timer efter det skulle have været brugt på den tunika, jeg har glemt, jeg gerne ville have på.

Jeg ved det, når jeg ankommer hos ham den dejlige og har lovet at tage aftensmad med – og det står på mit køkkenbord.

Jeg ved det, når jeg går forbi apoteket og tænker: ’Godt, det ikke er mig, der skal have noget derfra med den kø,’ for så tilbage på betalingsparkeringspladsen at komme i tanke om, at jeg havde parkeret netop dér, fordi jeg skulle hente noget på recept.

Jeg ved det, når jeg fire timer efter ankomst til skolen, tjekker min tlf. og ser mange ubesvarede opkald og får koldsved, fordi jeg havde lovet at tage ny kollega med. Ny kollega står så stadig og venter…

Jeg ved det, når jeg en lørdag formiddag står på en rasteplads med Nik og Jay for fuldt skrald i iPhonen og rapper en hjemmebrygget tekst dertil i anledning af en venindes bryllup og ’vi-ser-på-ugle-fugle-klubben’ ser på og griner lidt i kikkerten, de har om halsen. Ganske enkelt fordi det var de eneste minutter, der var til overs til at øve det.

Jeg ved det, når jeg er for træt til at fuldføre en sætning efter kl. 21.

Jeg ved det, når jeg otte dage efter påbegyndt ferie stadig kan tænke: ’Kæft, jeg glæder mig til ferien!’

Så note to self: Næste år skal du ikke noget de første mange dage af din ferie, frk.B! 

BASTA!