Min støtte gennem skilsmissen kom fra familie og venner, men i hverdagen primært via facebooks beskedsystem, hvor nære veninder, gamle veninder, nye veninder, singler af både han og hunkøn udgjorde samtalen og støtten i tiden, hvor jeg lærte at bo alene - alene som singlemom.
Det er også via delvist tilfældige likes, at afgørende begivenheder i mit liv har fundet sted. At kontakter blev skabt. Det er via links til spændende blogs, at min egen blev til - og at jeg
Men det bliver også i skyndingen nogle gange overfladisk. Et hurtigt like der, et hurtigt like her. Et billede registreret i hjernen, en undren over en detalje i udseendet, men intet like og ingen kommentar. Jeg scroller videre i nyhedsstrømmen, for jeg er midt i et frikvarter og skal videre. Eller barnet kalder og jeg øver mig i at være nærværende. Så nok brænder billedet sig fast, men jeg får ikke reageret på det... Indtil livsafgørende begivenheder i betydningsfulde menneskers liv dukker op. Så stopper jeg op og skriver. Det sker bare så utrolig sjældent, at begivenhederne af udfordrende og negativ karakter slåes op. Og det kombineret med den hurtige 'jeg ser lige femten nyheder på tre sekunder' er facebooks forbandelse.
Jeg bliver jo indimellem chokeret og rystet og ked af det. Mest ked af smerte, der er gennemlevet hos dem, der betød noget.
Hvor mange af de mennesker, der er på min venneliste er jeg egentligt venner med? Hvor mange af dem er der, fordi vi engang havde en hverdag sammen? Fordi vore veje engang krydsede hinanden? Jeg ville ikke undvære nogen af dem. Men kontakten og relationen er med mange en anden end for blot 5-10 år siden. Nogle er jeg 'bare' ven med på facebook. Selvom de egentligt engang var hele min verden.
Facebooks forbandelse ramte mig så igen her til morgen, da jeg klikkede på et link til en blog. Så kom billedet, jeg i foråret ikke havde reageret på, stærkt tilbage for mit indre. Tænk, at et menneske, som i fire studieår holdt mig gående, når udfordringerne var størst, har været (er) et kræftforløb igennem!
Jeg kan hverken gøre fra eller til. Vore veje har ikke krydset hinanden i noget, der ligner otte år. Hun har været i mine tanker med ugentlige mellemrum - fordi fortid popper op dagligt på job. Og fordi hun er enebarn og det stadig rammer mig, at det ER min datter også. (Jeg ved for lidt om enebørn.) Jeg kan kontakte hende og fortælle, at jeg trods mange års stilhed stadig berøres af hende, fortælle hende, hvilken betydning hun har haft. Og så kan jeg krydse fingre for fremtiden.
...Og fundere videre over, hvordan jeg i det mindste selv undgår denne af facebooks flere forbandelser...
