Yndlingstid

I den blændede entré i mit hus har vi et læsehjørne. Der står en lænestol og stor bogkasse. I bogkassen er alverdens børnebøger. Store tykke klassikere blandet med elendige farvestrålende oversættelser. Og en pop-up bog. Om lille kylling. Den er dårligt skrevet. Men den er fuld af gentagelser – og derfor holder barnet utrolig meget af den. Det gør jeg for så vidt også. På en eller anden måde. For den handler om yndlingstiden på dagen.

Hvornår er det egentligt?

Er det min yndlingstid, når barnet i det tidlige morgengry kommer kravlende og putter sig ind til mig? Når børnene i børnehaveklassen smiler stort eller jubler i min undervisning? Det øjeblik, hvor det lykkedes for alle på én gang? Er det, når jeg i formiddagspausen græder af grin med kollegaerne? Når jeg får fri og i solskin går mod p-pladsen? Når jeg kører for stærkt og skråler med på popmusikken? Når jeg henter barnet og hun råber: MOAR! i gensynsglæde? Når hun viser mig noget nyt, hun mestrer? Når jeg med en kop te tjekker facebook? Når vi leger, bader, læser godnathistorie, der i læsehjørnet? Når hun sover tungt og hendes læber er hævede, som de er, når hun sover med smil på læben? Eller er det når jeg får den uventede skønne sms eller et ’like’ fra uventet kant?

Det har taget lidt tid at beslutte mig. Jeg holder af hverdagen og alle dets små gentagelser. Men min absolutte yndlingstid på dagen er ikke med min datter, eller i mit hjem, som egentligt først antaget. Den er en del af mit arbejde: Morgensangen. Fortællingen. Når hundrede børn og få voksne synger og enten jeg eller en kollega bagefter fortæller. Det er øjeblikket, når de smås øjne under sangen stråler til mig eller syvendeklasseeleven smiler oprigtigt til mig. Det er når de mange stemmer får hårene til at rejse sig på mig. Når teksterne rammer. Fællesskabet. Lige dér. 

Dét er min yndlingstid!  

Hvis altså jeg skal vælge…

Hvornår er din yndlingstid på dagen?

Advisering.

Eftermiddag. Har netop lavet en overspringshandling. Tjekket mail, mens jeg burde forberede mig til i morgen inden aftenens møde på skolen. ”Advisering fra Gl. Seest Skoles børnehave” står der i emnefeltet. Den kommer jævnligt. Så er der nyt på børneintra.

Jeg klikker. Og så rammes jeg i maven, hårdt! Dér på skærmen toner et kun fem timer gammelt billede frem af mit allerdyrebareste: Min datter. Hun har verdens største smil på læben og øjnene stråler. Hun er på biblioteket med børnehaven. Og hun er nyklippet!?

Jeg har ikke set hende i 2½ døgn. Knuden i maven aftager ikke. Den strammes. Savn.

Jeg mindes, da hun startede i vuggestuen i Vanløse. Da det gik op for mig, at min smukling havde et liv, der ikke var identisk og parallelt med mit. Det var en underlig ting efter et års symbiose. Det er lidt den samme følelse jeg rammes af nu, i forbindelse med, at hun er ved sin far. Hun har sit helt eget liv. Hun oplever ting, jeg ikke oplever. Hun oplever ting, jeg ikke er adviseret om på forhånd. Som jeg ikke kan dele med hende. For i morgen, når jeg henter hende i børnehaven har hun oplevet noget nyt og kan ikke huske, hvad hun lavede i går.

Der er åbenbart gentagelser i repertoiret for forældres følelser. Jeg genkender i al fald jeg-ved-ikke-hvordan-hendes-dag-har-været-følelsen. Men det bliver vel egentligt ved at gentage sig!? Hver gang hun er tid ved sin far i lidt længere tid af gangen. Når hun kommer i skole, når hun får kærester, når hun …

Hvorfor er jeg ikke blevet adviseret om dét? 

Indsatsen.

Dating-junkie. Det er mig. Men jeg har været på afvænning. Bare et lille ophold.

Det har været rigtig godt for kvinden i mig, for mit overskud i dagtimerne, for mit forhold til mit barn, for telefonregningen, for bunken af vasketøj, for mine venner og veninder - for mig. For evnen til at mærke efter og ikke mindst handle derefter!

Ser I, udfordringen består i, at det er hele mig, der udgør indsatsen, når spillet starter. Det var der en, der gjorde mig opmærksom på. Jeg havde ikke selv tænkt det. Opdaget det. Kun handlet. Og i dén grad nydt spillet - og spillet med. Med både kendte og ukendte regler. Med chance for at vinde, med chance for at tabe.

Sådan er jeg. Hele vejen rundt. Jeg investerer det hele! Jeg kan åbenbart ikke gøre det halvt. Det koster nogle gange på den lange bane. Nogle gange vinder jeg ved det. Det kommer vitterligt an på sammenhængen, hvori jeg har investeret hele mig selv - og hvad jeg forventede. Professionelt, personligt, privat. Den erfaring er gjort for længe siden.

Når jeg taber dating-spillet, rammer jeg bunden med et brag. Omsorgsfulde veninder forsøger at advare mig. Beskytte mig. Hjælpe med forventningsjusteringen. De nære tager imod og samler mig op, når jeg har slået mig. Også hvis jeg ikke lyttede! Eller gentog. (Tak, piger!) 

Sådan har det været indtil jeg kom på tiltrængt afvænning.

Jeg er, hvis nogen skulle betvivle det, back in the dating game again.

Klogere? Ja, meget! For jeg er med på, præcis hvor stor indsatsen er i denne spillerunde.

Og jeg handler derefter!

Basta!