Advisering.

Eftermiddag. Har netop lavet en overspringshandling. Tjekket mail, mens jeg burde forberede mig til i morgen inden aftenens møde på skolen. ”Advisering fra Gl. Seest Skoles børnehave” står der i emnefeltet. Den kommer jævnligt. Så er der nyt på børneintra.

Jeg klikker. Og så rammes jeg i maven, hårdt! Dér på skærmen toner et kun fem timer gammelt billede frem af mit allerdyrebareste: Min datter. Hun har verdens største smil på læben og øjnene stråler. Hun er på biblioteket med børnehaven. Og hun er nyklippet!?

Jeg har ikke set hende i 2½ døgn. Knuden i maven aftager ikke. Den strammes. Savn.

Jeg mindes, da hun startede i vuggestuen i Vanløse. Da det gik op for mig, at min smukling havde et liv, der ikke var identisk og parallelt med mit. Det var en underlig ting efter et års symbiose. Det er lidt den samme følelse jeg rammes af nu, i forbindelse med, at hun er ved sin far. Hun har sit helt eget liv. Hun oplever ting, jeg ikke oplever. Hun oplever ting, jeg ikke er adviseret om på forhånd. Som jeg ikke kan dele med hende. For i morgen, når jeg henter hende i børnehaven har hun oplevet noget nyt og kan ikke huske, hvad hun lavede i går.

Der er åbenbart gentagelser i repertoiret for forældres følelser. Jeg genkender i al fald jeg-ved-ikke-hvordan-hendes-dag-har-været-følelsen. Men det bliver vel egentligt ved at gentage sig!? Hver gang hun er tid ved sin far i lidt længere tid af gangen. Når hun kommer i skole, når hun får kærester, når hun …

Hvorfor er jeg ikke blevet adviseret om dét?