I den blændede entré i mit hus har vi et læsehjørne. Der
står en lænestol og stor bogkasse. I bogkassen er alverdens børnebøger. Store
tykke klassikere blandet med elendige farvestrålende oversættelser.
Og en pop-up bog. Om lille kylling. Den er dårligt skrevet. Men den er fuld af
gentagelser – og derfor holder barnet utrolig meget af den. Det gør jeg for så
vidt også. På en eller anden måde. For den handler om yndlingstiden på dagen.
Hvornår er det egentligt?
Er det min yndlingstid, når barnet i det tidlige morgengry
kommer kravlende og putter sig ind til mig? Når børnene i børnehaveklassen
smiler stort eller jubler i min undervisning? Det øjeblik, hvor det lykkedes
for alle på én gang? Er det, når jeg i formiddagspausen græder af grin med
kollegaerne? Når jeg får fri og i solskin går mod p-pladsen? Når jeg kører for
stærkt og skråler med på popmusikken? Når jeg henter barnet og hun råber: MOAR!
i gensynsglæde? Når hun viser mig noget nyt, hun mestrer? Når jeg med en kop te
tjekker facebook? Når vi leger, bader, læser godnathistorie, der i læsehjørnet? Når hun sover
tungt og hendes læber er hævede, som de er, når hun sover med smil på læben? Eller
er det når jeg får den uventede skønne sms eller et ’like’ fra uventet kant?
Det har taget lidt tid at beslutte mig. Jeg holder af hverdagen og alle dets små gentagelser. Men min absolutte
yndlingstid på dagen er ikke med min datter, eller i mit hjem, som egentligt først
antaget. Den er en del af mit arbejde: Morgensangen. Fortællingen. Når hundrede
børn og få voksne synger og enten jeg eller en kollega bagefter fortæller. Det
er øjeblikket, når de smås øjne under sangen stråler til mig eller
syvendeklasseeleven smiler oprigtigt til mig. Det er når de mange stemmer får
hårene til at rejse sig på mig. Når teksterne rammer. Fællesskabet. Lige dér.
Dét er min yndlingstid!
Hvis altså jeg skal vælge…
Hvornår er din yndlingstid på dagen?
uh, det er også et godt tidspunkt på dagen! Jeg ved ikke. hvad min yndlingstid er. Hvis det skal være noget, der ligesom indtræder hver dag, så tror jeg, det må blive puttesancen om aftenen med ungerne. Lige det split sekund, hvor vi har læst og sunget og skal sige godnat. Det er fyldt med kærlighed, det lille øjeblik. Uanset hvad dagen ellers har bragt, er dette momentet for kram, kys og jeg elsker dig. Helt op til stjernerne og ned igen. Når små børnearme omfavner mig, små læber kysser mig og små stemmer fortæller, de elsker mig... Åh, så er jeg salig og glemmer alt om de irriterende skænderier tidligere på dagen.
SvarSletJa, det er det med at det skal indtræffe dagligt, der gør det svært. Det øjeblik, du beskriver savner jeg. Vi formår ikke at skabe det i det daglige. Men er blevet gode til at skabe det alle mulige andre steder i løbet af dagen - og dét øjeblik er guld værd :)
Slet