En kendt fremmed

Scene 19

Jeg har i nedenstående udeladt enkelte detaljer af hensyn til anonymiteten hos de personer, jeg skriver om. Venligst, som I plejer, lad det forblive anonymt.

Det er lørdag. Udenfor ville pingvinerne trives. Indenfor er der lunt, musik i højtalerne, smalltalk, latter, blikke, der mødes, hænder, der flettes og bartendere, der har travlt. Min veninde og jeg er i byen. For mit vedkommende for første gang i den by, jeg har boet i i to år nu.

Vi sidder ved et firemandsbord. Hen kommer en mørkhåret kvinde. Langt mørkt hår. Slank. Næsten tynd. Yndig. Hun spørger, om hende og veninden må sidde på de to tomme pladser og vi siger ja. Jeg går i baren. Da jeg kommer tilbage, efter at have snakket med en eskimo, går snakken livligt ved bordet. 

Overfor den yndige mørkhårede sidder en smuk smuk ung lyshåret pige. Hun er så fin, så skrøbelig, så perfekt. De er fremmede, men åbne mennesker og der går ikke mange minutter, før vi konkluderer, at den lyshårede og min veninde har mange lighedspunkter i deres kærlighedsliv. Vi skåler. Vi er alvorlige. Vi griner. Jeg glæder mig over, at dét også kan ske. En slags festlig fortrolighed mellem fremmede. Glædes. Særligt nu de to piger virkelig er klædt på til fest. For det er veninden og jeg ikke.. Bare lidt pænt klædt på. Intet fancy. Jeg tænker, at ham den første fyr, jeg datede efter skilsmissen og var sammen med, som kaldte mig en grå mus, ville ha sagt: ’Se, du ER en grå mus i sammenligning.’ 'Men so what!? Vi har det ligesom sjovt, mængden af make-up er ikke afgørende.' svarede jeg ham i mine tanker.

’Hvad er så grunden til I er i byen?’ - eller noget i den dur - spørger jeg, da de fortæller, de heller ikke har været i byen i evigheder. ”Vi fejrer en skilsmisse.” Den mørkhårede er netop blevet skilt. Papiret, hvor det står sort på hvidt, er netop landet i postkassen. Hun formulerer sig præcis som mig og jeg skræmmes en smule: ’Det er ikke så meget det at være i starten af trediverne og have et barn – og nu være fraskilt. Det er det, at jeg er en fiasko. Det er det, at jeg ikke lykkedes i mit ægteskab.’

Bum! Så er det sagt! Igen. Jeg har selv sagt det selvsamme. Vi snakker lidt frem og tilbage om det - og om at have et delebarn - og om en fyr, hun dater, som hun er himmelhenrykt forelsket i. Hun roder med telefonen for at finde et billede af ham.

Ind kommer en gruppe mænd. Jeg spotter den kronragede. Det gør den mørkhårede også – vi griner igen! Hvor mange sammentræf kan der muligt være mellem to kvinder først i trediverne? (Vi var berusede, så måske føltes det på dette tidspunkt som flere sammentræf end det reelt var!?) Men vi synes det var evigt morsomt. Sådan meget teenageagtigt måske. Ikke desto mindre har hun nu fundet ham, hun er helt forelsket i, på sin telefon.

Det gibber i mig. Genkendelse. Her er en kronraget, skaldet mand med et smil så stort, så du kan høre hans latter, hvis du koncentrerer dig. ’Ham har jeg skrevet med på nettet!” siger jeg. Begge griner og vi er meget tøsefjantede. Jeg får detaljer om den mørkhårede og denne fantastiske mands forhold. Jeg kan godt forstå, hun er forelsket! Han er præcis, som jeg forestillede mig ham ud fra profilen. Han er med garanti en af de meget få helt reelle fyre på net-dating. Han skrev tilbage til mig, at han ikke spillede på flere heste. (Det er ellers den klassiske undskyldning for ikke at skrive sandheden: Du er grim, du virker kedelig, du har et barn i forvejen osv.) Men denne mand har altså begyndt sin skriven med den mørkhårede få dage forinden jeg modtager svaret om, at han ikke er sådan en, der spiller på flere heste.

Vi snakker og griner, hviner, nyder, skåler og snakken falder på ham den dejlige, du ved. Ham har hun heldigvis ikke været i kontakt med. Men hun er på dating nu. Via mobilen. Og nederst i hendes indbakke er et billede af den mand, der kaldte mig en grå mus. Jeg udbryder: ’Ham der! Ham skal du ikke mødes med!’ Den mørkhårede smiler og ser insisterende på mig og så er det, jeg som sædvanligt bare snakker uden at tænke mig om: ’Ham har jeg knaldet med!’ Hun nærmest hviner til den lyshårede: ’Hun har også knaldet med X!’

Reaktionen hos den lyshårede var ikke til at tage fejl af.

Og se, så var det at samtalen ændrede sig og det blev en tand for skræmmende at sidde der med et menneske ved siden af sig, hvis liv til forveksling var ens eget.

Parallelliv?

Kaster du lige en redningskrans?

Jeg er nemlig på ukendt farvand.

Efter næsten to mdrs rutsjetur er der ikke umiddelbar mulighed for, at rutsjeturen nogensinde bliver a safe ride igen. Så jeg er ufrivilligt sat på ukendt farvand. Jeg har slet ikke lyst til at være her. Jeg kan svømme, ja. Men kræfterne er sluppet op, så hvis jeg falder i vandet, har jeg altså brug for, du kaster en redningskrans. Jeg er allerede søsyg og våd og har hevet mig ombord igen. Tror ikke jeg kan gøre det igen sådan lige med det samme. I al fald ikke på dette farvand.

Jeg skal ikke være kæreste med ham. Det har vi slået fast et par gange nu. Og vaklet og er vendt tilbage. Håbet - og konkluderet at det ikke går. Men denne gang er det sikkert. For jeg er nødt til at være tro mod mig selv. Vi hverken skal være kærester, ikke-kærester, måske-kærester eller venner med fordele. Vi skal være venner. For det vil vi!

Dengang, jeg skrev min datingprofil, skrev jeg, at jeg søgte en kæreste, som samtidig kunne være min bedste ven og fortrolige. Det fandt jeg og jeg ønsker ikke at miste den ven.

Men det er her farvandet bliver ukendt. Jeg har aldrig før skullet tilvælge dét at være ven. Jeg har førhen været tvunget til at se eks-kæresten, fordi vores liv var sådan, at vi færdedes de samme steder. Og så er et eller andet form for venskab kommet af sig selv. Sådan er det ikke nu. Men ven vil jeg være.

Så hvordan gør man?

Måske skulle jeg bede om et kompas i stedet for en redningskrans?

(Jeg ønsker ingen kommentarer på det specifikke forhold, der omtales her, hverken på bloggen eller på facebook. Generelle syn på sagen er meget velkomne :) )

80m2 sandkasse og Eva-kostume.

Scene 18

Udenfor er min have ved at blive forvandlet fra vildmark til forstadshave.

Der er 80m2 sandkasse, fordi tre entreprenører (eller hva’ de nu er - det står på bilerne - og de er mænd) er ved at lave terrasse. Jeg synes, det er helt igennem fantastisk. Jeg, der har siddet i min have to aftener og fem eftermiddage siden jeg for snart 11 mdr. siden flyttede ind, er overbevist om, at det er et virkelig godt træk. (Er det okay at indrømme, at det er fordi, jeg nu kommer i bund med ukrudtet, at jeg klapper højst i mine hænder? )

Fair nok. Det er jo da den dyreste måde at komme i bund med ukrudtet på. At bede nogle professionelle mænd rydde lortet og få ny belægning. Godt så. Det var heller ikke helt derfor. Jeg ønsker mig faktisk i virkeligheden også nogle krukker med farverige blomster i. Så skal det nemlig nok blive hyggeligt i min have. Og ikke kun funktionelt. Men sådan rigtig hyggeligt med grill og drinks til sommer. Hvis altså jeg også ønsker (og får) mig en grill.

Imens jeg drømmer om sommer, krukker, blomster og grill i en hyggelig have, må jeg huske på ikke at optræde i mit Eva-kostume igen, mens min have udgør nogens arbejdsplads. Ved ikke om ham, der arbejder med nivelleringsinstrumentet, så mig. I så fald er det heldigt, busken blev ryddet i går.

Og sådan gik det #2 (Blogtræf)

Sidste weekend funderede jeg over, hvordan jeg nu skulle få præsenteret mig selv ved hhv. gensynsfesten med folkeskolen og ved mødet med de mange kreative bloggere… Spild af krudt at bekymre sig om det! Det gik jo, som sagt, helt af sig selv…

Scene 17

Med begyndende tømmermænd kørte jeg tidligt søndag morgen fra mine forældres hjem i Ribe og mod mit eget i Kolding. Jeg forlod et hus, der gjorde klar til brunch for at tage til blogtræf. Men der var også en brunch – og det var så sandelig ikke en hvilken som helst brunch. Det var alt det bedste kreative blogkvinder kunne diske op med. Brunchen vender jeg lige tilbage til.

For jeg fik da præsenteret mig selv, helt uden at tænke over, hvordan…

Jeg var nemlig slet ikke i god tid. Og jeg var ikke heeelt mig selv. Træt og lidt overvældet over mødet med fortiden aftenen forinden. Det var et kreativt træf, så jeg havde symaskinen med. Men undervejs til Sct. Jørgens Gaard, hvor træffet blev afholdt, opdagede jeg, at jeg havde glemt strømforsyningen til dyret. Der var så selvfølgelig svømmestævne i Slotsøbadet lige ved siden af Jørgens Gaard, så måtte læsse af og finde en p-plads vel en km derfra. Løb. Vel at mærke efter at have været hjemme efter strøm.

Kl. 10.24, kun 24 min senere end forventet ankomst, gjorde jeg min entré. Der sad en hel masse kvinder og ventede på mig. Det var ret tydeligt! Og jeg lod dem da bare vente! For midt på gaden stod mit bidrag til brunchen sammen med min symaskine. Frem og tilbage. Utålmodighed. Forpustet. Omkring 58 øjne hvilede på mig. Og min plads var for enden af lokalet. Ikke et stort lokale. Nej, et lokale, hvor man rører væggen bag sig, når man skubber stolen ud. Min plads var for enden af lokalet, fik jeg lige sagt det tydeligt nok? Virkede lidt uoverskueligt med alle de øjne på mig. Og begyndende tømmermænd. Valgte så simpelthen lige at kravle under bordene. Ned på alle fire med mig. No further presentation needed. Jeg var ligesom præsenteret.

Nårh, Britt! Jamen, det var hende, der kom for sent, kravlede under bordene, snakkede højt og medbragte pølsesnack.

Men det var også mig, der gav op 1½ time før blogtræffet sluttede. Jeg kunne ikke mere. Min symaskine havde kreeret to stk hemmeligheder. Jeg havde set glimt af, hvem søde Lena var, fået ros for min skrivestil, fået opklaret spørgsmål, som kun blogland kan svare på, spist af brunchen, så jeg kunne trille og kvalme var begyndt - og jeg havde nydt at være sammen med fantastisk dygtige og inspirerende kreative kvinder!

TAK for skønne timer!

--- o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---o---

Blogtræffet var arrangeret af Libbie, Lene og Maria. 

Lene havde sørget for ufattelig lækkert pynt. Det hele var enormt gennemført!

Lena havde lavet denne flotte gave til gavelegen. Hvor heldig var jeg? 

Jeg medbragte til legen en blok med scrappet forside. Have no pics :-(

Pølsesnacken, som jeg medbragte til brunchen, er oprindeligt fra et træf mellem mødre, som alle fødte i starten af 2008, udtænkt af den dejligste Stine.

Som lovet en 'DIY' på pølsesnacken ;-)
Du skal bruge:

Godt og lækkert brød

Mascarpone

Evt. et fed hvidløg

En god salami (Jeg er vild med dem fra Princip!)

Rødløg

Diverse kerner (Solsikke, græskar, mandler osv.)

Ahornsirup

Gør sådan:

Rist kernerne i ahornsirup på en pande. Hvis du har lyst, presser du et fed hvidløg og blander det i mascarponen. Skær et rødløg i tynde ringe eller hak det. Når kernerne er kolde knuses de i en morter, så de går i stykker/ikke klister sammen mere.

Kom mascarpone på en skive brød. Læg skiver af salami på. Kerner og rødløg ovenpå.

Velbekomme ;-)

Og sådan gik det #1 (Gensyn)

Sidste weekend funderede jeg over og bloggede om, hvordan jeg nu skulle få præsenteret mig selv ved hhv. gensynsfesten med folkeskolen og ved mødet med de mange kreative bloggere… Spild af krudt at bekymre sig om det! Det gik jo helt af sig selv…

Scene 16

Efter arbejdsdag på skolen (på en lørdag) omhandlende differentiering og lektier og andre alment kendte gloser for lærere, satte jeg kurs mod Ribe. Hos mine forældre blev jeg forvandlet fra støvet skolelærer til knap så støvet skolelærer - en 2012 udgave af hende, de i folkeskolen kendte eller måske kun genkendte. Og som nogle måske nok havde forudset ville blive lærer.

Jeg kom kun fem min. for sent til gensynsfesten i Esbjerg. Men kom ikke som den sidste. Tog en dyb indånding og gik ind. Jeg genkendte nogle få. De stod i baren – eller krydsede os af ved indgangen. Smil, knus og strålende øjne.

Der var utrolig mange mænd! Ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig!? Måske er det bare alt alt for længe siden, jeg har været i min barndomsby. For jeg havde ærlig talt ikke forventet at se dem sådan rigtig voksne og nogle i ført jakkesæt!? Selv min lillebrors kammerater var jo voksne (lækre charmerende) mænd. Nogle af dem var fædre!? (Sorry guys, men jeg havde bare ikke fattet det!) De smilede og sagde ’Hej Britt’ og jeg sagde hej, og hvis jeg ikke kunne huske, hvem de var, sagde jeg også det. Det gjorde ikke noget. Det var ligesom okay. Positivt. Jeg var overrasket på den virkelig gode måde. No further presentation needed.

Der var også en helt enorm stor gruppe piger, jeg ikke kunne navnene på og slet ikke kunne genkende. Men det var morsomt. For dem, jeg kender kendte dem, jeg ikke kendte. Vi grinte. Vi jokede. Snakkede om dem, der ikke var der. Om gamle dage. Vi fortalte lynversioner af vores liv. No further presentation needed.

Vi drak. Eller jeg gjorde i al fald. Og jeg nød det! Jeg fandt nuancerne hos nogle. Jeg husker komplimenter om bloggen (tak for dem!), spørgsmål til et og andet, langsomme bartendere, livemusik, jeg husker øjne, smil og latter! Og meget meget mere! 

Det var på en måde præcis som dengang (specielt da min far hentede mig og da jeg vågnede søndag morgen) og på en måde slet og overhovedet ikke som dengang. 

Sorry you missed it!

Det er lørdag morgen. Tidligt.

Jeg forlader matriklen og krydser fingre for, jeg ikke dør på motorvejen. Ikke, fordi min datter så ikke ville have en mor, min mor ingen datter - eller noget sådan følelsesladet noget i den dur. Næ, nej, jeg er mere på den der med, at sådan som mit hus så ud, så ville jeg til evig tid blive husket som hende, der døde fra et uoverskueligt rod.

Og hva’ sker der egentligt lige for det? Jeg rydder op HVER dag. Og alligevel er det første man ser i mit hjem, denne:

Det er heldigt nok jeg har den. Det er ligesom at sige undskyld inden folk overhovedet er trådt ind i køkkenet. Sådan lidt på forhånd.

At være tro mod sig selv

Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad det seneste år har gjort ved mig. Hvad det seneste år har lært mig. Hvad har jeg vægtet og hvorfor? Jeg vender tilbage til citater og kloge ord hver gang. Råd, som er blevet mig givet. Livsfilosofier. Dét, dem jeg holder af, lever efter.

Det, der går igen og igen, hvad enten det er grin eller gråd, handler på en eller anden måde om at være tro mod sig selv.

Jeg er i perioder pissedårlig til det. Altså at være tro mod mig selv. For ofte, når jeg er det, synes jeg samtidig, at jeg sårer nogle af de mennesker, jeg holder allermest af. Se, dét kan man kalde udfordrende. Især, hvis man er typen, der ikke dur til at være uvenner med nogen. Eller typen, der ikke dur til at være i konflikt med nogen. Da slet ikke i konflikt med sig selv. Typen, som gerne vil have, at alle skal have det godt. Og som ind imellem føler sig magtesløs og frustreret, når det ikke er tilfældet.

Det hænder, at jeg er tro mod mig selv. Nogle kalder det modig. Jeg synes ikke, jeg er særlig modig. At være modig er noget andet. Men ind imellem mærker jeg efter. Og mærker, at jeg lige der er nødt til at være tro mod mig selv og mine værdier, selvom det kan koste dyrt.

Nogle gange ved jeg bare ikke, hvad det er at være tro mod mig selv. Jeg kan ganske enkelt ikke mærke det, selvom jeg prøver. 

Hej! Det er mig, der er...

Mor.

Lærer.

Veninde.
Datter.
Søster.

Fraskilt.

Søgende single.

Vild med ord, papir og stof.

Mig, der havde mellemrum mellem tænderne og lugtede af bål med jævne mellemrum.

Nå, nå, okay, I er med!

I morgen skal jeg til gensynsfest med folkeskolen. Så skal man sikkert præsentere sig selv. Eller nogen skal præsentere én. Min hjerne har brudt sig med, hvordan jeg nu skal få fortalt, hvem jeg er. Ikke hvem jeg var. For jeg er en anden end dengang. Selvom der dog er lighedstegn mellem mange elementer… Jeg har ærlig talt opgivet lidt på forhånd. Er det ikke sådan med den slags fester, at man falder tilbage i sine gamle roller? Og er det ikke lige meget, hvad de tror, jeg er nu? Ingen af dem har jo været med i processen omkring, hvordan jeg er blevet den, jeg er. Dem, der har det, kommer ikke til festen. De har deres grunde. Og jeg er jo den, jeg er. Men jeg ved, jeg vægter ordene. Der er nogle ting, de gerne må vide. Som på en måde er vigtige ting - og som de derfor hellere må huske på, frem for andet, når festen slutter.

På søndag er der med garanti helt andre ting, der er vigtige. For der skal jeg præsentere mig for 32 bloggere, som kun kender mig fra blogland. Hvis de da har læst min blog. Jeg aner intet om, hvem de er. Men de har kreative blogs. Og de er søde. Og de har humor. Og jeg glæder mig.

Jeg har præsenteret mig ret ofte de seneste år, nu jeg tænker over det. Jobansøgninger i forbindelse med flytningen, ansættelsessamtaler, mødet med elever og forældre, mødet med det offentlige i forbindelse med skilsmissen, mødet med forældre til barnets nye legekammerater. Og så var der det der med at få skrevet en personlig profil på et datingsite, da det var vinter. Arhmen, HALLO! Hvad skal man lægge vægt på? Og hvad skal man så vægte, når man endelig har fået en date i hus? Det er som om, nogle ting er vigtigere end andre, alt efter modtagerne og formålet med at jeg præsenteres.

Har stadig ikke luret, hvad der er det vigtige til gensynsfesten i morgen, dog. Men mon ikke det giver sig selv, når først vi er der?

Hov, vent! Vi er forhåbentligt næppe alle blot det billede, der skabes i en præsentation. Så mon ikke det vigtigste er at spørge ind og forsøge at finde nuancerne i billedet?

Det tror jeg.

Vil du tabe 2,5kg?

Sådan lige på en uges tid, uden egentlig indsats? Det er ganske nemt. Opskriften hedder influenza og kærestesorg i kombination. Blandingsforhold uvist.

Det gør skide ondt.

Men virker.

Bum.

Værs’ go!

Når du så ikke gider tabe dig mere, tager du dig sammen (for det er nemlig lige til!), priser dig lykkelig for den omsorg, dine forældre og dine venner og veninder viser dig, ved at komme forbi, ved at sende sms'er, ved at ringe. Ved at sige deres ærlige mening. Du melder dig rask, tager på arbejde og du begynder at spise igen. Du griner igen. Fungerer nogenlunde igen. Du indser, at det nok skal gå alt sammen. Og konstaterer at vægten nu siger minus 4kg.