fredag den 30. november 2012

Højtid på deltid



Jeg har i næsten en måned set frem til klokken nu. Set frem til, at alle novembers (omend hyggelige, så også stressende) gøremål og aktiviteter var hakket af på to-do-listerne. Set frem til, at forberedelsen af december var lavet. At nissen havde skaffet og pakket gaver ind, både til mine skolebørn og min egen smukling. Argh, godt så, der er ikke pakket ind til smuklingen. Men det gør ikke så meget, for hun starter julen og december hos sin far.

Kan I huske indlægget Tabu? Jeg udviklede mig i dén grad som mor og blogger efter det indlæg. Og når jeg læser det nu, tænker jeg: Hvordan kunne du på nogen som helst mulig måde have følt sådan?!? Hvordan kunne det være SÅ svært at rumme at være mor for netop den skønneste skabning? Hvordan kunne du ikke forstå, at mødre kan græde, når deres børn er hos faderen? (Jeg er jo selv nu én af dem! )

Jeg elsker december, jeg elsker jul. Jeg elsker forventningen, glæden, hyggen, overraskelserne, maden og ikke mindst kærligheden, som jeg oplever i julen. Men jeg får blanke øjne, når jeg kommer i tanke om, at barnet går ind i denne min yndlingsmåned hos sin far. Jeg får hende først hjem igen d. 5. dec. (Der står FEMTE!) Så HAR hun jo åbnet MANGE låger i julekalenderen! Så HAR hun jo fået pakker af nissen. Så HAR hun jo været til julefest i børnehaven osv. Og så SKAL hun til ham IGEN fem dage inden den sidste låge åbnes… Det er ikke fordi, jeg ikke synes, faderen skal have hende – eller hun ikke skal holde december med sin far, slet ikke. Men jeg savner hende på forhånd! Og jeg glæder mig usigeligt til alle de mange dejlige december- og juletraditioner, vi skal opleve sammen, selvom hun holder december i to hjem. 

Jeg har hende juleaften i år. Det havde jeg ikke sidste år. Vi var lige flyttet ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Og det betød ikke noget, at hun skulle være ved sin far juleaften. Det var okay. Jeg var afklaret. I år har han hende ikke kun nytårsaften, hvilket jeg af en eller anden grund har det meget underligt med. Næh, nej. Jeg holder jo af hverdagen og der er rigtig meget decemberhverdag, jeg ikke deler med min datter i år!! ... (indsæt tænkepause.) ... Der skal jeg så noget andet ...Og jeg glæder mig til at være sammen med alle de mennesker, jeg skal være sammen med.

December, du er, trods mor på deltid, velkommen! 

Jeg er klar!

mandag den 26. november 2012

Rytmer



Mit første år som lærer, hvilket også var det første år, jeg boede rigtigt sammen med min eksmand, skulle jeg finde en rytme i en ny hverdag. Ikke kun en ”vi er flyttet sammen”-hverdag, men en skolehverdag, hvor den eneste, der dikterer, hvornår jeg har fri, når jeg ikke har noget på skemaet eller et møde, er mig selv. Det var en rimelig udfordring, trods det, jeg anser mig selv som værende et struktureret menneske.

Året efter så jeg frem til at kunne kende årsrytmen, fordi enhver skole har en årskalender, som laver en rytme i skolens dagligdag – og dermed min forberedelse. Men der var ingen rytme, for jeg var gravid med bækkensmerter og blev sygemeldt.

Der var absolut ingen rytme under barslen. Ingen, what so ever! Vi prøvede ihærdigt. Næh, det eneste man kunne være sikker på, var, at barnet var sultent, når de viste x-factor. Og det var altså den første af slagsen dengang.

Der var rytme og genkendelse, da barnet begyndte i vuggestue. Tak! Jeg har det nemlig bedst med gentagelser, struktur – en fast rytme. Der skal helst ikke fuckes for meget op i det. Og jeg skal også helst have alting skrevet ned i en kalender. For ellers glemmer jeg det. De sagde ammehjerne, da barnet blev født. Jeg tror, de tog fejl.

Back to topic!

Så flyttede vi til fastlandet, til Jylland. Så var der selvsagt igen en anden rytme. Selvsagt, fordi jeg fik arbejde på en lille skole ude på landet. Som skulle lukke.

Ser I et mønster? Ny rytme introduceres sommeren 2011. Kort tid før skilsmissen. Bam! Smask! Ny rytme igen igen.

Jeg er fuldstændig med på, at rytmen som alenemor har taget lang tid at finde. Det er som om tonerne har været ufattelig længe om at ramme melodien. Eller også er det fordi, man ikke er forberedt på den proces, man skal – og er – igennem. Og fordi vi først skulle finde ud af at 9+5=14.

November måned var på min første arbejdsplads en måned, hvor vi åndede lettede op, når elevplanerne var skrevet. For så var det piece of cake at afholde skole/hjem-samtaler efterfølgende. På min nuværende skole er november den travleste måned på året. Sådan oplever jeg det. (Og måske har I bemærket den medfølgende lave aktivitet i blogland fra min side?)

Selvom jeg troede, jeg var forberedt, fordi vi har samme årskalender i år som sidste skoleår, så har jeg alligevel hele november måned, arbejdsmæssigt, følt mig slået hjem i ludo. Hjertet har heller ikke kunne holde rytmen.

Det bliver dæleme dejligt, når kalenderen siger december. For den måneds struktur og rytme er velkendt – og det får intet eller ingen lov at lave om på - hvis jeg må bestemme!

lørdag den 17. november 2012

Status #2


Civilstand:
I et forhold. Vi er kærester - igen <3
Antal gange, jeg har følt mig lykkelig de seneste 14 dage:
Har ikke tal på det. Det er ofte!

Antal gange, jeg har befundet mig i McDonald's personalerum og erklæret min kærlighed indenfor de sidste 14 dage:
Én - og det var det hele værd <3 

Mig og blogland:
Kunne sagtens bruge mere tid på hinanden.

Mig og mit arbejde:
Bruger for meget tid på hinanden - det får I måske et seperat indlæg om en anden dag.

Mig og kreativiteten:
Bruger meget tid på hinanden.

Mig og økonomien:
Kreagejl koster. Endelig tilmelding på Realskolen koster. Need I say more??

Antal gange barnet har påpeget, at hun laver julehemmeligheder i børnehaven:
726 - mindst!

Antal gange barnets far har passet barnet, mens jeg har arbejdet aften de sidste 14 dage:
To. Det er win win win. Hun ser far. Han ser barn. Det koster gratis. Gid flere skilsmisser var sådan.

Antal gange far og datter har købt grise de sidste 14 dage:
Én og det var en gang for mange, for vi sparede op til udvidelse af laden.

Antal gange barnet er vågnet om natten de sidste 14 dage:
For mange. Har poser under øjnene. Mig altså. Barnet er upåvirket. (Hvordan gør hun det?)

Antal pandekager, jeg skal bage i morgen
:
Ved det ikke. Men brunch med veninder it is.

Antal film, jeg skal se i weekenden
:
Ved det ikke. Men kærestetid it is.

Fik jeg sagt, jeg er træt og noget nær det lykkeligste menneske???


fredag den 2. november 2012

Jeg elsker dig!



Nogle gange kan den fire-årige ikke tisse lige før hun skal sove. Så skal jeg huske at tage hende op, når jeg går i seng. Ellers vækkes jeg mellem to og tre, fordi der er koldt og vådt i hendes seng.

Så jeg husker at tage hende op.

Hun sover som en sten. Det er en 16kg tung slaskedukke, jeg hjælper på toilettet. Nogle gange er jeg ved at tabe hende. Eller hun er ved at vælte. Eller falde ned i kummen. Hun sover tungt. Men hun kender rutinen. Hendes krop må kunne huske antallet af skridt fra toilettet og tilbage til sengen, for hun vender sig på en måde i mine arme liiige i det splitsekund, hun skal det for at komme ned i sengen igen. Uden en lyd. Kun sove-lyd.

Jeg kysser hende altid på panden, når hun ligger i sengen igen og jeg hvisker: ”Jeg elsker dig!”

Den anden dag, da jeg nåede til døren i værelset, blev jeg forskrækket.

”Jeg elsker også dig!”