Højtid på deltid

Jeg har i næsten en måned set frem til klokken nu. Set frem til, at alle novembers (omend hyggelige, så også stressende) gøremål og aktiviteter var hakket af på to-do-listerne. Set frem til, at forberedelsen af december var lavet. At nissen havde skaffet og pakket gaver ind, både til mine skolebørn og min egen smukling. Argh, godt så, der er ikke pakket ind til smuklingen. Men det gør ikke så meget, for hun starter julen og december hos sin far.

Kan I huske indlægget Tabu? Jeg udviklede mig i dén grad som mor og blogger efter det indlæg. Og når jeg læser det nu, tænker jeg: Hvordan kunne du på nogen som helst mulig måde have følt sådan?!? Hvordan kunne det være SÅ svært at rumme at være mor for netop den skønneste skabning? Hvordan kunne du ikke forstå, at mødre kan græde, når deres børn er hos faderen? (Jeg er jo selv nu én af dem! )

Jeg elsker december, jeg elsker jul. Jeg elsker forventningen, glæden, hyggen, overraskelserne, maden og ikke mindst kærligheden, som jeg oplever i julen. Men jeg får blanke øjne, når jeg kommer i tanke om, at barnet går ind i denne min yndlingsmåned hos sin far. Jeg får hende først hjem igen d. 5. dec. (Der står FEMTE!) Så HAR hun jo åbnet MANGE låger i julekalenderen! Så HAR hun jo fået pakker af nissen. Så HAR hun jo været til julefest i børnehaven osv. Og så SKAL hun til ham IGEN fem dage inden den sidste låge åbnes… Det er ikke fordi, jeg ikke synes, faderen skal have hende – eller hun ikke skal holde december med sin far, slet ikke. Men jeg savner hende på forhånd! Og jeg glæder mig usigeligt til alle de mange dejlige december- og juletraditioner, vi skal opleve sammen, selvom hun holder december i to hjem. 

Jeg har hende juleaften i år. Det havde jeg ikke sidste år. Vi var lige flyttet ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Og det betød ikke noget, at hun skulle være ved sin far juleaften. Det var okay. Jeg var afklaret. I år har han hende ikke kun nytårsaften, hvilket jeg af en eller anden grund har det meget underligt med. Næh, nej. Jeg holder jo af hverdagen og der er rigtig meget decemberhverdag, jeg ikke deler med min datter i år!! ... (indsæt tænkepause.) ... Der skal jeg så noget andet ...Og jeg glæder mig til at være sammen med alle de mennesker, jeg skal være sammen med.

December, du er, trods mor på deltid, velkommen! 

Jeg er klar!