søndag den 26. februar 2012

Oooops, I did it again!

Jeg gjorde det sgu igen!

Jeg overså Detaljen én gang til.

How???

Scene 2



Søndag aften, kl.20.32. Hr. og fru. Danmark ser Lykke. 

Hvis jeg var gift endnu, ville jeg med 99.9% sikkerhed også have siddet i sofaen – med en stor slikskål - og set Lykke. Men jeg er separeret. En søgende single, som i formiddags sorterede sokker, hvilket ret beset var strømper. Single, som efter sokkesortering kørte til sine forældre og gik en tur med dem i den skønne forårssol, talte om alting og ingenting, inden placering af mås i blød rød biografstol med veninde placeret i stolen til højre.

Så nu rydder jeg op. Mens popmusikken spiller. Flytter ting hen, hvor jeg mener at huske, de havde en plads. Synger med.

Ligger natkjolen, som stumper på ærmerne, på plads i prinsesseskabet. Opdager, at jeg savner barnet, der først lander på adressen i morgen, når jeg har lært bh.klassen bogstavet B, leget med ostevoks og med garanti tørret en næse. Der skal også støvsuges. Selvom det er søndag aften. For i morgen kommer barnets bedste ven.

Min mor.

Og tirsdag kommer den virkelig kære veninde, som har det perfekte hjem. (Jøsses! Der skal også vaskes gulv så!)

Førhen ville jeg have ryddet op i løbet af dagen. Førhen, når der var andre end mig i mit hjem. Nu! Nu er det fuldstændig ligegyldigt, hvornår, hvad sker - bare det sker. Jeg vænner mig til det. At der ikke er samme struktur. At søndag aften ofte betyder en eller anden form for arbejde, fordi jeg har slappet af og lavet alt det sjove først. Måske gør det ikke noget? Måske skal jeg bare acceptere, at det er sådan det er? At det er sådan jeg er?

Tænder computeren, påbegynder 'Scene to'. Tjekker indgående post på dating-siden. Fedt! Afklaring.

Pakker skoletasken. Konstaterer, at køleskabet afslører single-parent uden barn i huset. Kunne også have været en studerendes køleskab. Ketchup. Smør. Øl. Æg. Mælk og en tom pakke Toms pålægschokolade.

Scenen afsluttes uden tvivl med, at total tåbelig tøjkrise indfinder sig.

lørdag den 18. februar 2012

Vidner



Net-dating er det nye sort. Det siges i singlekredse - og jeg er med på moden.

Det er dog ligeså svært, som det altid har været. Både dating og moden. I starten af mit liv som søgende single manglede jeg veninden fra seminarietiden, der fortalte mig, hvad og hvem, der klædte mig bedst. Fortalte hvad der var in og hvad der absolut ikke var! Både på dating- og modesiden. Jeg manglede en at sparre med. En, der stillede spørgsmål og gav svar på mine.

Hvordan gør man? Hvad er i orden? Hvordan er spillereglerne? Hvad er in og hvad er så absolut ikke!?

Jeg prøvede mig frem. Lærte lynhurtigt, hvad, der klæder og glæder mig - og hvad der ikke gør. Lærte at sige ja og nej. Til og fra. Det har jeg ellers ikke altid været god til. Det mærkes. Og nu mærkes efter.

Men jeg fandt hende. En at sparre med, én, der stiller spørgsmål. En veninde. Et vidne.

Det er nemlig dét, det hele handler om. At have vidner til sit liv. Særligt alle de små ting i hverdagen. De store ting, dem har jeg vidner nok til. Min familie, mine venner og veninder, mine kolleger, bekendte, facebook-friends osv. De er alle fabelagtige til det, de gør, værende mine vidner. Jeg er taknemmelig.

Udfordringen ligger i at have et vidne til de små ting i hverdagen, hvor en for-nyligt-fyldt-4-årig bare ikke rækker.

Nogle gange har jeg brug for et vidne, der er i samme båd som jeg. Af samme køn som jeg. Dem findes der også en klub for. Der er bare ingen reklame for det nogle steder. Ligesom stress-klubben. Den har jeg også været medlem af. Der var heller ingen reklame. Men jeg fandt den. Klubben. Ligesom jeg nu fandt singleveninden, som også er singlemom.

Samme båd. Samme branche. Taler samme sprog.

Hvilket godt vidne i jagten på kronvidnet!

mandag den 13. februar 2012

Singler

Jeg er ikke den eneste single i mit hjem. Det gik op for mig i sidste uge. Og nej, det er ikke barnet, der er den anden. Hun kan vel næppe betegnes som single!?

Hver dag er jeg i kontakt med flere singler. Jeg leder efter dem. Jeg holder dem op mod hinanden og vurderer, hvordan der laves det bedste match. Det er ikke fundet endnu. Det bedste match altså. Enten for tynd, for tyk, for stor eller for lille. Det være sig i forhold til den singlen skal passe sammen med. Så altså endnu ikke fundet. Til trods for mange anstrengelser.

De mange singler er alle forskellige, selvom de i første omgang så helt ens ud. Det er som om, de hele tiden ændrer form og farve - viser sig at være noget andet end det jeg tog med hjem. Bedst som jeg tror, at nu er det slut med at jagte, hvad der et godt par, så forsvinder den ene single.

Det er single-sokkerne jeg taler om.

Der er en hel kasse i mit skab. Og de passer bare ikke sammen!

Heldigvis er der ingen, der endnu har kommenteret det, når jeg tager støvlerne af.

tirsdag den 7. februar 2012

Scene 1

Net-dating er det nye sort. Det siges i singlekredse. Og jeg er med på moden.

En chat på et dating-site betød derfor, at jeg ikke passede min sengetid. (Det har jeg i øvrigt ikke gjort, siden jeg blev single. Passet min sengetid, altså…) Jeg lagde mig 01.15. Enhver som kender mig, vil vide, at 01.15 ikke er godt nok, når barnet vågner ca. 5.30 og det er hverdag. Jeg skal være noget for nogle andres børn. Chat, minimalt med søvn og andres børn. Dårlig kombination.

Således kaldte barnet kl.05.21: Lille spejl på væggen dér, er det morgen nu? Hvortil spejlet – det er mig - svarede: Nej, ikke helt endnu. Prinsesse: Jamen, jeg skal tisse!
Hun trak tisse-kortet. ØV!
Mens hun hjælpes med, hvad man nu skal hjælpes med, siger hun: I dag er jeg Tornerose, hvortil spejlet svarer: Men Tornerose sov i hundrede år!

Og nej, så sjov er jeg ikke, så jeg selv fandt på det. Det var der en anden der gjorde. Da jeg første gang fortalte, hvordan jeg er det lille spejl på væggen og barnet skiftevis Ariel, Snehvide eller Tornerose, som vågner lidt for tidligt. Men jeg stjal replikken, og griner hver gang. Denne gang skubbede grinet til noget ukendt positiv morgenenergi.

Vi stod op. Spiste morgenmad. Jeg gik i bad, glattede hår, lagde make-up mv..
Kl. 06.23 ser jeg ved en tilfældighed ud af vinduet.
Positiv energi forsvinder.
FÅRK!
Der er sne. Meget sne! Jeg har 55m hjørnegrund. Bredt fortov. Og ingen mand.
Placerer Tornerose foran skærmen. Hun underholdes af en anden Disney prinsesse, mens spejlet skovler sne.
Kl.06.44. Tornerose er alt andet end prinsesse, da hun skal vaskes og have tøj på.
Afgang kl.7.00 synes som en umulighed.
Er presset på tid.
Tornerose får med bestikkelse børstet tænder.

FÅRK!
Chatten aftenen før betyder, at der ikke er smurt madpakke til barnet. Dropper servietten, den søde seddel og den sjovt udskårne frugt. To runden-om med leverpostej, gnavegrønt - og en yogurt som plaster på såret.

Kl. 07.11: Ud i bilen. Tornerose fryser. Hvad fanden tror hun, spejlet gør!?

Bakker ud. Bor på en vej, der hedder noget med bjerg. Ikke uden grund. Kører nu på et spejl. Baglæns. Nedad. Vi skal opad. Fremad. Problem. Panik!

YES!

Hjulene får fat. Det går meget langsomt, trods speeder i bund. Klapper på rattet og siger: Kom så lille bil, kom så.
Tornerose blander sig: Bilen kan altså ikke høre dig! (Som om!!!)
Pulsen steget. Stresset. Behersker mig. Griner.

Ankommer til børnehaven. Forsøger at tale pænt og have tålmodighed med barnet, der tydeligvis også er træt. Pædagogen siger smilende: Tak for sidst, det var sørme hyggeligt, og omtaler fødselsdagen dagen før i mit hjem. Hun lægger op til smalltalk. Ligner jeg en, der har sovet? En, der har skovlet sne kl. lidt for tidligt? Ligner jeg en, der har tid til smalltalk? Ligner jeg en, der ved, hun kommer for sent på arbejde?

Tornerose er blevet til barnet. Uden tvivl. For nu vil barnet gerne have, at vi sidder og læser en bog inden mor kører. SLAM! Hørte du det? Den dårlige samvittighed ramte mig. Får forklaret, at det kan vi ikke nå. Pædagogen overtager.

Forlader stuen, træt og trist. Passerer barnets rum i garderoben.

FÅRK!

Flyverdragten!

Flyverdragten hænger der ikke.

Dét går jo ikke!

Ned af vejen, der hedder noget med bjerg. Ind i indkørslen. Åbner hoveddøren. Glemmer tyverialarmen. FÅRK! Og av mine ører.

På vej op af vejen, der hedder noget med bjerg, klappes igen på rattet. Det går langsommere end før. Jeg sender en tanke til min prinsesse og til faderen, jeg forlod. Hvordan evnede han at huske det hele – altid!?

Kl.07.28 hænger flyverdragten på rummet, jeg forlader børnehaven og rammer den virkelig tunge morgentrafik.

At være singlemom er en ting. Det kræver øvelse. Planlægning. Overblik. Overskud. At være søgende single og singlemom på samme tid, kræver en hel del mere.

Punktum.

lørdag den 4. februar 2012

Velkommen til 'Scener fra et singleliv'

Bloggen kunne have heddet alt muligt andet. Men det klinger godt!

Og pt. går næsten alle mine tanker på, at jeg er alene. Alene i min dobbeltseng. Alene om barnet. Alene om alle de små pusseløjerlige ting, hun gør og siger. Alene om opvasken og alle beslutningerne. Alene om de 55m fortov med 25cm sne omkring mit ellers fantastiske hjem.

Alene om at være alene.

Jeg er ikke ensom. Tværtimod! Jeg er bare alene.

Single og singlemom.


Velkommen til!