Scene 2

Søndag aften, kl.20.32. Hr. og fru. Danmark ser Lykke. 

Hvis jeg var gift endnu, ville jeg med 99.9% sikkerhed også have siddet i sofaen – med en stor slikskål - og set Lykke. Men jeg er separeret. En søgende single, som i formiddags sorterede sokker, hvilket ret beset var strømper. Single, som efter sokkesortering kørte til sine forældre og gik en tur med dem i den skønne forårssol, talte om alting og ingenting, inden placering af mås i blød rød biografstol med veninde placeret i stolen til højre.

Så nu rydder jeg op. Mens popmusikken spiller. Flytter ting hen, hvor jeg mener at huske, de havde en plads. Synger med.

Ligger natkjolen, som stumper på ærmerne, på plads i prinsesseskabet. Opdager, at jeg savner barnet, der først lander på adressen i morgen, når jeg har lært bh.klassen bogstavet B, leget med ostevoks og med garanti tørret en næse. Der skal også støvsuges. Selvom det er søndag aften. For i morgen kommer barnets bedste ven.

Min mor.

Og tirsdag kommer den virkelig kære veninde, som har det perfekte hjem. (Jøsses! Der skal også vaskes gulv så!)

Førhen ville jeg have ryddet op i løbet af dagen. Førhen, når der var andre end mig i mit hjem. Nu! Nu er det fuldstændig ligegyldigt, hvornår, hvad sker - bare det sker. Jeg vænner mig til det. At der ikke er samme struktur. At søndag aften ofte betyder en eller anden form for arbejde, fordi jeg har slappet af og lavet alt det sjove først. Måske gør det ikke noget? Måske skal jeg bare acceptere, at det er sådan det er? At det er sådan jeg er?

Tænder computeren, påbegynder 'Scene to'. Tjekker indgående post på dating-siden. Fedt! Afklaring.

Pakker skoletasken. Konstaterer, at køleskabet afslører single-parent uden barn i huset. Kunne også have været en studerendes køleskab. Ketchup. Smør. Øl. Æg. Mælk og en tom pakke Toms pålægschokolade.

Scenen afsluttes uden tvivl med, at total tåbelig tøjkrise indfinder sig.