Min mor dater ikke ...

Jeg har siden midt november haft en bondegård. Sådan en med dyr, I ved. Jeg har høstet, sået, udvidet, åbnet en mine, lastet både - og fået en masse nye cybervenner. Jeg har anbefalet og advaret! 

Det er en app. Det er et spil på min iPad og iPhone. Og det er verdens største fuldstændigt formålsløse tidsrøver. Det tager mere tid end facebook og mit babyforum til sammen. (Ikke, at det betyder så meget, nu babyforum har været nede…) Men jeg spiller det endnu - både med og uden den nu fem-årige.

Jeg kobler af. Jeg slapper af. Jeg tænker på noget ligegyldigt, når jeg høster, laver dyrefoder og sælger sager i min salgsbod. Konkluderede en sen aften med veninden, at det måske endda er lige netop den form for tidsfordriv, der er medvirkende til, at jeg i højere grad mestrer at være alene.

Foruroligende eller ligegyldigt?

Jeg ved det ikke og er ligeglad. For det virker beroligende at høste den ene mark efter den anden. Og den fem-årige plejer at ramme hovedet på sømmet og formulere det så tydeligt og skarpt, når det gælder voksnes mine usagte følelser, sindstilstande og betingelser for et og andet. Nogle gange også uden, at jeg på forhånd var bevidst om, at det var sådan, det forholdt sig.

Hun gjorde det igen i dag. Hun kommenterede fra stuen den snak, jeg havde med min mor, mens vi i køkkenet ryddede fødselsdagsbrunchen væk. Vi snakkede om det faktum, at jeg ikke dater. Den fem-årige råbte da: ’Det er rigtigt, at min mor ikke dater! Hun Hay Day’ter!’

(Hay Day er navnet på bondegårdsspillet)

Øvelse gør mester

Hvis man har læst med på min blog om alverdens fra single og ikke-singlelivet - og så singlelivet igen, vil man (måske) vide, at jeg har haft umådelig svært ved at være alene. Jeg har heller aldrig, sådan rigtigt, været alene før. Der har altid stået et navn ved siden af mit på hoveddøren.

Lige efter skilsmissen synes jeg, det var skrækkeligt at være alene. Jeg var ikke ensom. Jeg var bare alene. Også selvom den nu snart fem-årige var i huset. Jeg følte virkelig, at den nyvundne etiket ’alenemor’ var dækkende.

Så kom den periode, hvor jeg ikke følte mig alene, så længe barnet var i huset. Men hvor jeg stadig synes, det var svært, fordi jeg bare savnede, at der var én. Et vidne, som var en voksen.

Så kom der en anden periode, som jeg ikke har styr på, efterfulgt af endnu en periode – og endnu én.

Lige nu er jeg, for første gang siden skilsmissen, i en periode, hvor jeg ikke græder, når jeg er alene. Jeg kan endda finde på at slukke radioen og lade det være helt stille. Det er en periode, hvor jeg rent faktisk formår at nyde den ro, der er (på trods af travlhed) og hvor jeg samtidig tror, jeg er kommet det noget nærmere, hvad det vil sige at være tro mod sig selv.

Det var bare det, jeg ville sige.

Mig og Ilse

Mig og Ilse har lige skovlet sne.

Utroligt - så meget sjovere det var med hendes selskab!

Jaja, billedet er ikke spor godt, men meget autentisk - og dette indlæg er ene og alene for, at I kan misunde mine støvler! For misunde mig mine mindst 55m snefortov - det er der sgu ingen, der gør ;-D

'Skal vi være venner?'

På en helt almindelig hverdag kan vi (læs: Den knap 5-årige og jeg) være i den lokale Rema og på vej til mælkekøleren, da den knap 5-årige så nærmest kører ræs med børneindkøbsvognen, fordi hun får øje på en, hun kender. Jeg formoder fra børnehaven. Når vi så kommer ned foran mælkekøleren og det andet barn, kan jeg tydeligt se på det andet barn, at mit barn er fremmed for det. ’Hej, hvad hedder du?’ spørger min og fortæller sit navn. Det andet barn svarer ca. hver anden gang. De andre hver anden gange smiler det genert til sin mor, som smiler forstående til mig. Og mit barn kvitterer med et: ’Skal vi være venner?’

Hun elsker at være i Rema. Man får så mange nye venner ud af det. Ikke, at vi nogensinde ser dem igen. Jeg har talt med hende om, at man ikke bare på den måde kan tale til fremmede og pædagogerne er dybt bekymrede over hendes manglende hold-lige-lidt-igen. Så dybt bekymret er jeg nu ikke. For jeg er vel egentlig på mange måder ligedan?! Vil jeg i kontakt med folk, skal jeg sørme nok komme det.

Jeg skriver bare en seddel og går op til folk med den, ligesom dengang i Netto. Eller jeg skriver en besked, når jeg efter ugers detektivarbejde har fundet personen på facebook. Eller spørger direkte: ’Hey, må jeg ikke få dit telefonnummer?’ Jeg gik en meget kort overgang rundt med en lap i min pung, hvor der stod: ’Du ser sød ud, skal vi drikke en kop kaffe?’ Det kunne jo være jeg fik brug for den en dag over køledisken i Bilka?

Det er bare ikke rigtig normalen, vel?

Det er skideirriterende, faktisk! Hvorfor er det, at man ikke bare siger til et menneske, man finder, kunne være potentiel god kæreste veninde:  ”Hey, skal vi være venner?”

Ja, ja, jeg ved godt, hvorfor! Det var ligesom bare nemmere og uden helt så mange overvejelser, da man var barn.

Fem minutter, timer, dage, år...

Godt nytår!

Jeg er her endnu. Det var ligesom bare jul – og en hel masse andet …

Det er fem minutter siden jeg sagde ’Tak for i aften’ til to kollegaer, som samtidig er to rigtig gode veninder.

Det er fem timer siden barnet spillede fornærmet over, at jeg havde glemt bacon - og hendes aftensmad derfor bestod af en burgerbolle med en skive agurk i.

I morgen er det fem dage siden jeg blev single. Man må gerne sige: Igen. Og tænke: Hvilken start på 2013!

Det er fem uger siden, jeg skrev sidste blogindlæg. Det er ikke af ond vilje, men fordi jeg har skovlet sne, været kreativ, syg, lærer, mor, kæreste, kollega, datter, veninde og nydt at det var jul.

I morgen er det fem år siden, jeg stod højgravid på Københavns Rådhus og sagde ja.

Minutter, timer, dage, uger og år føles ikke altid som det, de er. Nogle gange føles minutter som timer og dage som år. Og omvendt. Uanset, konkluderer jeg, at tiden går - og at der hurtigt kan ske noget.