'Skal vi være venner?'

På en helt almindelig hverdag kan vi (læs: Den knap 5-årige og jeg) være i den lokale Rema og på vej til mælkekøleren, da den knap 5-årige så nærmest kører ræs med børneindkøbsvognen, fordi hun får øje på en, hun kender. Jeg formoder fra børnehaven. Når vi så kommer ned foran mælkekøleren og det andet barn, kan jeg tydeligt se på det andet barn, at mit barn er fremmed for det. ’Hej, hvad hedder du?’ spørger min og fortæller sit navn. Det andet barn svarer ca. hver anden gang. De andre hver anden gange smiler det genert til sin mor, som smiler forstående til mig. Og mit barn kvitterer med et: ’Skal vi være venner?’

Hun elsker at være i Rema. Man får så mange nye venner ud af det. Ikke, at vi nogensinde ser dem igen. Jeg har talt med hende om, at man ikke bare på den måde kan tale til fremmede og pædagogerne er dybt bekymrede over hendes manglende hold-lige-lidt-igen. Så dybt bekymret er jeg nu ikke. For jeg er vel egentlig på mange måder ligedan?! Vil jeg i kontakt med folk, skal jeg sørme nok komme det.

Jeg skriver bare en seddel og går op til folk med den, ligesom dengang i Netto. Eller jeg skriver en besked, når jeg efter ugers detektivarbejde har fundet personen på facebook. Eller spørger direkte: ’Hey, må jeg ikke få dit telefonnummer?’ Jeg gik en meget kort overgang rundt med en lap i min pung, hvor der stod: ’Du ser sød ud, skal vi drikke en kop kaffe?’ Det kunne jo være jeg fik brug for den en dag over køledisken i Bilka?

Det er bare ikke rigtig normalen, vel?

Det er skideirriterende, faktisk! Hvorfor er det, at man ikke bare siger til et menneske, man finder, kunne være potentiel god kæreste veninde:  ”Hey, skal vi være venner?”

Ja, ja, jeg ved godt, hvorfor! Det var ligesom bare nemmere og uden helt så mange overvejelser, da man var barn.