Den dér Odyssé!

Årsagen til min manglende tilstedeværelse i blogland, om nogen havde bemærket det, bunder i, at jeg læser Bent Hallers genfortælling af Homers Odyssé. Og det er ikke for børn: ' Slangen fandt selv det lille hul den skulle ind i. Da den pressede hovedet højt op og lidt senere åbnede gabet for at tømme sig, mærkede han hvordan enhver vilje blev suget ud af ham.’

Nej, det er ikke den enhalvtredsenstyvende shade of grey, der er tale om. Det er et klassisk værk. Har jeg ladet mig fortælle. Jeg vidste indtil for nyligt ikke, hvad den handlede om. Havde hørt brudstykker hist og pist og vistnok flest brudstykker dengang tilbage i 2001, oppe under loftet med de mørkerøde spær på Danmarks ældste skole – mit gymnasium. Katedralskolen. Oldtidskundskab.

Nu læser jeg bogen, ja, det er endda den anden udgave, jeg er færd med, fordi jeg skal fortælle den for børnene på friskolen. I ved. Jeg har fortalt om min yndlingstid på dagen. De næste uger er det dog ikke min yndlingstid. Overhovedet. Det bliver det først i de få sekunder, hvor børnene roder med sangbogen, fordi dagens fortælling er færdig og hvor jeg heldigvis oftest føler mig tilfreds... Det er nemlig mig, der er fortælleren de næste uger. Og det kræver forberedelse. Big time. Og hjertebanken. Oftest. I al fald indtil jeg ser børnene opslugt i fortællingen ... Så kan jeg godt finde på at nyde øjeblikket.

Vores storyline omhandler pt. ’Grækenland i oltiden’. (Glem, hvad storyline er, hvis det er et fremmedord og læs videre, som om du ved det…) Det er nemlig en fantastisk storyline! Jeg elsker konceptet og dette er virkelig et oplagt emne. Jeg bliver noget så klog. Tænker, at jeg det forgangne år har fået en større almen og historisk viden end jeg kom ud af hhv. folkeskolen og gymnasiet med. Uden pis. Jeg lærte også en masse på seminariet. Uden tvivl. Men da bestyrelsen besluttede, at friskolen skulle være et udviklende sted for både børn og voksne, tror jeg næppe, at de havde forestillet sig udviklende på denne måde også. (?)

Jeg føler det dagligt som en gave og deler min begejstring med kollegaer, familie og venner. Og ham den dejlige. Som er en stor modsætning til den mand, jeg forlod. Han har en anden indgangsvinkel til oprigtigt at dele min begejstring. Viden er mange ting og har mange forskellige former og ansigter.

Men hvor heldig har jeg lige lov at være? Daglig dannelsesrejse.

Det er sgu en fed historie, den dér Odyssé!