mandag den 10. marts 2014

Om at sige op

I oktober måned 2010 sagde jeg for første gang et rigtigt arbejde op. Det tæller nemlig ikke, at jeg sagde op på kagefabrikken. Eller at jeg ikke forlængede kontrakten i børnehaven. Opsigelsen i 2010 var en nødvendighed. Den var mit valg. Båret af det faktum, at vi ville redde vores familie. Denne blog er bla. affødt af det faktum, at det ikke lykkedes.

I januar i år sagde jeg op for anden gang. Det var ikke af nødvendighed. Derfor var det ikke en nem beslutning at træffe - som den i 2010 var det. Det var en meget lang proces.

'Hvorfor?' Spørges der. Og jeg svarer forskelligt, alt efter hvem, der spørger. Er det en elev på 6 år? En forældre? En kollega? En veninde eller mine forældre? Jeg lyver ikke, når jeg svarer. Men sandheden er, at det var af personlige grunde, jeg sagde op. Nødvendigt? Mit valg. Båret af troen på mig selv.

Jeg har været i arbejdskrise. 32 år og i krise. Hvad skulle jeg med mit arbejdsliv? Hvad var det i min hverdag, der gjorde mig glad? Hvad savnede jeg? Hvilke muligheder havde jeg? Et øjeblik troede jeg, jeg ville leve på en sten og studere igen. Men så snakkede jeg med min tvilling. (Hende kan jeg fortælle om en anden dag. Hun er ikke min rigtige tvilling.) Men hun havde sagt op og fået nyt job. Og jeg fandt efter samtale med hende ind til det, der virkelig betød noget, da jeg valgte at læse til lærer. Og så mærkede jeg det. Begejstringen. Suset i maven. Energien. Og jeg vidste, jeg måtte holde udkig efter en stilling i overbygningen. Ikke på en hvilken som helst skole. Et sted jeg tror på. Ligesom jeg tror på det sted, jeg nu forlader.

Pludselig var den der.

Og da jeg trådte ind på skolen for første gang, føltes det som at komme hjem. Hvis jeg havde en snert af tvivl op til besøget, forsvandt det som dug for solen den kolde januardag.

I denne uge (hvilket var i februar) har forældre og elever fået at vide, at jeg rejser. Det er hårdt. Det er en ambivalent følelse. Båret af det faktum, at jeg har virkelig gode kollegaer og holder af de børn, jeg underviser - og at jeg har et forhold til deres forældre. Der er måder at være sammen på på en friskole, som en folkeskole (måske) aldrig vil kunne rumme eller mestre. Det er båret af fællesskab.

Men det er der også på min nye arbejdsplads. Det er bare andre fællesskaber. Og jeg glæder mig til at blive en del af dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar