Efterårsferien slutter, når jeg om lidt ser indersiden af mine øjenlåg. En efterårsferie, der på mange måder har adskilt sig væsentligt fra alle andre ferier i mit voksenliv. Jeg har nemlig for første gang holdt ferie. Ferie, som i ordets oprindelige betydning. Jeg har ikke skrevet elevplaner eller forberedt værksteder op til en julebasar. Jeg har slappet af. Jeg har endda været så provokerende og egoistisk at give mit barn en dagsridelejr i de fem hverdage. Hvordan kunne jeg? Når nu jeg selv har fri? Hvordan kunne jeg, når nu vi i dagligdagen kæmper med næb og klør for, at vi har tid sammen?
Jeg kunne, fordi jeg mente, hun ville få en oplevelse for livet. Jeg gjorde det, fordi jeg forventede, hun blev en del af et fællesskab, som jeg som barn elskede, når vi tog på spejderlejr. Jeg kunne, fordi jeg turde satse og håbede på succes. Og det blev det! Både for hende og for mig.
Jeg har, meget vigtigt, slappet af med min vidunderlige kæreste. Jeg har nydt at være alene i huset. Jeg har ryddet op og ryddet mere op, og jeg har planlagt hemmeligheder. Og næstbedst: Jeg har været 100% mor og nærværende i de timer, min datter og jeg så har haft sammen. Jeg har set én veninde og lidt familie. Det er det. Normalt kører vi fra Herodes til Pilatus for at besøge alle dem, vi holder af. Men ikke denne gang.
Min datter har lært mig at prioritere anderledes. Og jeg har lært at sige nej. Det har taget 33 år. Og jeg ville sådan ønske, at den psykolog, jeg så for 10 år siden, mens jeg var under uddannelse og aldrig sagde fra, nu vidste, at jeg hver gang, jeg er ved at sige ja, ser hende for mig og overvejer: Ja eller nej? Ikke bare nej. Men nej - og ja til noget andet.
Den skarpe læser, vil have bemærket, at jeg skrev 'næstbedste' ovenfor. Det bedste ved denne ferie og de mange 'nej, det kan vi ikke' er nemlig, at jeg har set min datter. Ikke en pige med det navn og det udseende - og en næsten uigenkendelig adfærd. Jeg har set hende, som hun rigtigt er. Skønt hun ikke synes, hun har været meget hjemme, så har hun langt om længe været sig selv igen.
Så jeg er ikke kun forelsket i min kæreste - jeg er også forelsket i den her måde at holde ferie på. Og i særdeleshed i det lille menneske, der efter en hård start på skolelivet, trængte til ferie, og fik det. Og blev sig selv.
Kunsten er, at huske at sige nej, når hverdagen i morgen igen banker på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar