Det skrækkeligste ved at være skilsmissefamilie er, at julen er delt. Jeg byder mit barn at flyve fra Herodes til Pilatus. For den ene dag er det min familie, der skal ses, den næste dag er det faderens familie, den næste igen gode venner og sådan starter det forfra og forsætter.
Jeg formåede i år, jaja, sidste år, at give hende en rolig jul. Vi havde base ét sted. Det var den samme seng, vi sov i. Med undtagelse af selve juleaften. Det græd jeg over i november. Det græd barnet over den 24. om morgenen. Hun ville være der, hvor jeg var. Og det ville hun jo kun, fordi hun ikke kunne overskue at sige 'på gensyn' og fordi hun ikke vidste, hvad der ventede hos far. Det ukendte gør hende usikker. Så selvom vi havde siddet sammen alle tre og forsikret hende om dagens program, blev hun fortvivlet og forvirret og spurgte mig med sine store klare øjne: Mor, hvornår bestemmer jeg selv, hvor jeg vil være?
Åh. Mit moderhjerte gør ondt, når hun stiller de spørgsmål.
Men hun har haft en fantastisk juleferie. Hun er rolig. Hun er begyndt at sove længe. Hun spiser godt. Kroppen er afslappet og rolig. Smilet er stort. Hun er glad.
Så håber jeg, at hun nu er så stor, så hun næste år kan huske, at skilsmissejul også er god jul. I al fald for os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar