fredag den 3. januar 2014

Skilsmissejul#2

Skilsmissejul#2

Der har været mange brud og skilsmisser i 2013 i min omgangskreds. Alene i december har der været overload. Ikke kun i periferien. Men også tæt på. Tæt på i den forstand at jeg bliver ringet til, spurgt til råds og nogle dage overvejer at kvitte lærerjobbet og tage en uddannelse som skilsmissecoach eller rådgiver. Jeg kender de fleste regler, jeg har været igennem det følelsesmæssige.

Det er meget mærkeligt, at det, at man er den, der ringes til, giver en eller anden form for tilfredsstillelse. Altså sådan at forstå, at jeg jo da helst ikke skal få det godt indeni, nu dem, der sidder foran mig, har billet til helvede tur/retur.

For det har de - en returbillet. Det tror jeg på.

Måske er det fordi, jeg så er noget for nogen, som ikke er et barn. Det har jeg ikke været i et år. Eller det ved jeg jo godt er løgn. Men nogle gange glemmer jeg det. Det er et år siden, jeg har været tæt med et andet menneske. Dét, at et menneske i sorg eller krise beder om hjælp, betyder, at det åbner op for mig. Har brug for mig. Og det absurd fantastiske i det er jo, at jeg har lige så meget brug for det andet menneske. Det er et spejlbillede. Det lever nogenlunde det igennem jeg selv gjorde for to år siden - også i julen. Og jeg fyldes af taknemmelighed, fordi det er helende at være med...og tænker så: Bliver julen nogensinde bare jul og ikke et minde om skilsmisse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar