'Nå, går det godt?'

Hvor mange gange har vi ikke stillet det spørgsmål? Hvor mange gange har vi fået det forventede svar: 'Ja, det gør det.'

Folk kigger forundret og overrasket på mig, når jeg svarer: 'Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg kæmper og barnet er ikke kun glad for tiden. Men det går rigtig godt på arbejde. Og det er ved at være et par dage siden, jeg har grædt.'

Ansigtsudtrykket er stadig forvirret. Spørgeren havde grangiveligt ikke forventet andet end smalltalk og slet ikke et indblik i mit følelsesliv. Pludselig er h*n nærmest tvunget til at forholde sig til det svar, der blev givet. Det var uventet. Og uventet er indimellem ubehageligt.

Man skal ikke spørge mig, hvis ikke man vil høre det ærlige svar. (Men skal jeg nødvendigvis altid svare ærligt?)

I dag havde spørgsmålet en anden, mere omsorgsfuld, ordlyd: 'Hvordan går det med dig?' Og jeg kunne svare: 'Det går bedre. Meget bedre.'