1.august 2014. Ingen nulevende lærere vil nogensinde glemme denne dato. I dag træder lov 409 i kraft. Det er ikke loven om folkeskolereformen. Den er sammensat af tre andre love. Lov 409 omhandler lærernes arbejdstid. Min arbejdstid. Min hverdag. Mit liv. Og min datters.
Der er siden lock out'en skrevet et utal af artikler, læserbreve mv. i medierne om, hvad der venter og hvad vi TROR, der venter os. Både eleverne og lærernes nye hverdag er forsøgt belyst. Og jeg skal undlade hele forberedelsestidsdiskussionen - for dén er et kapitel, der kræver et kapitel for sig og ikke blot et blogindlæg.
Så dette indlæg skal handle om, hvad det kommer til at betyde for en lærer, der også er enlig mor med en datter på seks, som nu om 14 dage starter sit skoleliv.
Rammen er som følger:
Læreren skal være til stede 39t om ugen. Med transport og afleverering/afhentning af barn i SFO betyder det et fravær fra hjemmet på mindst 47,5time om ugen. Det betyder at min datter på seks, såfremt hun kun boede hos mig, er væk samme antal timer. Velkommen til skolelivet!
Dét er jeg spændt på, hvordan vi klarer - begge to.
Jeg er spændt, fordi jeg ikke er vant til at arbejde så mange timer uden en pause midt på dagen. Jeg har i otte år haft en pause i min arbejdsdag sen eftermiddag/ tidlig aften, for så, når aftensmaden var spist og barnet var puttet, at arbejde nogle timer igen.
Jeg er spændt, fordi min datter nu ikke længere kan have legeaftaler. Hun kan faktisk kun gå til gymnastik, fordi vi er så heldige at have de dejligste venner og god familie til at hjælpe.
Jeg er spændt, fordi min datter og jeg kommer til at have færre vågne timer sammen.
Men jeg glæder mig også! For jeg skal til at holde fri i weekenden for første gang i mit liv som arbejdende voksen. Og dét tror jeg min datter vil kunne li' og mærke.
Jeg skal til at have et liv om aftenen igen. Jeg forestiller mig, at jeg skal
- læse bøger
- være kreativ
- bage kager
- se serier og film
- lære at slappe af
- skrive blog
- besøge venner og familie
- lave overraskelserne, som summer rundt i mit hoved
- se ALLE afsnit af julekalenderen i december
- holde orden på den orden, jeg har fået skabt i mit hjem
- lære at være hjemme uden at arbejde
Scenen er sat. Lad showet begynde! Så kommer anmeldelserne senere - dét er sikkert!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar