#100

Dette er indlæg nummer 100.

Jeg drømte engang (sådan cirka da bloggen startede) om hundrede faste læsere, når jeg nåede indlæg nummer 100. Jeg drømte engang om, at det var mig, der kunne lave en fed give away i blogland, når jeg kunne fejre indlæg nummer 100.

Men opfyldelse af sådanne drømme forpligter. Og jeg er elendig til at kommentere i blogland. Jeg er elendig til at skrive ofte nok. Jeg er forpligtet andre steder. Der er andre ting i mit liv, der fylder mere og prioriteres højere end scenerne fra mit single(?)liv og at få kommenteret på alle de blogs, jeg dog læser. Der er prioriteringer. Nødvendigheder. Hvorom alting er skriver min hjerne dagligt et indlæg eller to på vej i bilen, under bruseren, mens jeg står ved elkedlen og venter på, at vandet koger. Nogle gange står de på min iPhone. Jeg vil det gerne. Og denne lille krog i cyperspace er min - og mit frirum, så selvfølgelig er bloggen og jeg her endnu. Jeg elsker, at der er de faste læsere, der er. TAK, fordi I læser med - og TAK til alle jer, der 'bare' læser med, hvad enten I kommenterer eller ej.

Sommerfugle

Sommerfuglene flyver rundt i min mave som aldrig før. Årsagerne er:

- I dag har jeg sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads. 

- I dag henter jeg min NYE bil.

- På mandag starter jeg på min nye arbejdsplads.

- Og så er det jo ved at være forår, ik' sandt? 

Skilsmissejul#2

Skilsmissejul#2

Der har været mange brud og skilsmisser i 2013 i min omgangskreds. Alene i december har der været overload. Ikke kun i periferien. Men også tæt på. Tæt på i den forstand at jeg bliver ringet til, spurgt til råds og nogle dage overvejer at kvitte lærerjobbet og tage en uddannelse som skilsmissecoach eller rådgiver. Jeg kender de fleste regler, jeg har været igennem det følelsesmæssige.

Det er meget mærkeligt, at det, at man er den, der ringes til, giver en eller anden form for tilfredsstillelse. Altså sådan at forstå, at jeg jo da helst ikke skal få det godt indeni, nu dem, der sidder foran mig, har billet til helvede tur/retur.

For det har de - en returbillet. Det tror jeg på.

Måske er det fordi, jeg så er noget for nogen, som ikke er et barn. Det har jeg ikke været i et år. Eller det ved jeg jo godt er løgn. Men nogle gange glemmer jeg det. Det er et år siden, jeg har været tæt med et andet menneske. Dét, at et menneske i sorg eller krise beder om hjælp, betyder, at det åbner op for mig. Har brug for mig. Og det absurd fantastiske i det er jo, at jeg har lige så meget brug for det andet menneske. Det er et spejlbillede. Det lever nogenlunde det igennem jeg selv gjorde for to år siden - også i julen. Og jeg fyldes af taknemmelighed, fordi det er helende at være med...og tænker så: Bliver julen nogensinde bare jul og ikke et minde om skilsmisse?

Skilsmissejul #1

Skilsmissejul#1

Det skrækkeligste ved at være skilsmissefamilie er, at julen er delt. Jeg byder mit barn at flyve fra Herodes til Pilatus. For den ene dag er det min familie, der skal ses, den næste dag er det faderens familie, den næste igen gode venner og sådan starter det forfra og forsætter.

Jeg formåede i år, jaja, sidste år, at give hende en rolig jul. Vi havde base ét sted. Det var den samme seng, vi sov i. Med undtagelse af selve juleaften. Det græd jeg over i november. Det græd barnet over den 24. om morgenen. Hun ville være der, hvor jeg var. Og det ville hun jo kun, fordi hun ikke kunne overskue at sige 'på gensyn' og fordi hun ikke vidste, hvad der ventede hos far. Det ukendte gør hende usikker. Så selvom vi havde siddet sammen alle tre og forsikret hende om dagens program, blev hun fortvivlet og forvirret og spurgte mig med sine store klare øjne: Mor, hvornår bestemmer jeg selv, hvor jeg vil være?

Åh. Mit moderhjerte gør ondt, når hun stiller de spørgsmål. 

Men hun har haft en fantastisk juleferie. Hun er rolig. Hun er begyndt at sove længe. Hun spiser godt. Kroppen er afslappet og rolig. Smilet er stort. Hun er glad. 

Så håber jeg, at hun nu er så stor, så hun næste år kan huske, at skilsmissejul også er god jul. I al fald for os.

Glædelig jul og godt nytår

Jeg opgav i efteråret ændring i indkomst, da mine offentlige ydelser som enlig forsørger udregnes derefter. Jeg havde ikke oplevet ændringer i beløbene, som gik ind på kontoen og kontaktede derfor medio december undrende kommunen.

Dame i røret i den anden ende:'Du siger en lille stigning i indkomst ? Det er da en nedgang på knap 100.000kr?!'

Mig: 'Det kan ikke passe.'

Dame:'Så er der en fejl. Det var en skam. Du er gået glip af x antal kroner om mdr i de seneste to år' (x værende 50% af mine månedlige lommepenge, som dækker tøj, sko, cafe, biograf, gaver mv)

Mig: ?!

Dame: 'Men rigtig glædelig jul.' 

Arhmen, selv GLÆDELIG JUL!

24.dec kl. 09.02:

'Du har endnu ikke afleveret bogen 'skelletter i skabet og andre talemåder'. Du skylder nu kr. 60.

GLÆDELIG JUL

Kolding bibliotek.'

Arhmen, selv glædelig jul!

1.januar 2014, morgen.

'Du har ikke har ret til boligstøtte fra 1/1-2014.

GODT NYTÅR.'

Arhmen, okay, GODT NYTÅR'

Om at være alene i en juletid

Det er vist nok noget med at selvmordsraten stiger op til jul. Jeg kan nu altså faktisk godt forstå det. Selvom jeg synes, det er den mest egoistiske handling! Nå, det er en anden diskussion og var ikke det indlægget skulle handle om. For jeg er lykkelig! Men ganske ligesom sidste år, kan jeg nu mærke, mere end ellers, at jeg er alene. ALLE skal noget med deres familier. Det skal jeg også. Men min familie dækker mine forældre og mit barn som de nærmeste - og ikke min kæreste eller manden til mit barn. 

Jeg hygger mig helt vildt op til december og i december. Tag ikke fejl. Det gør jeg! Men når jeg ser par gå i gågaden med hinanden i hånden under de mange julelys - Jamen, så gad jeg da godt, det var mig! Og selvom jeg synes, det er adventshygge og lykke, at ringe til dem i det gule hus og sige: ’Jeg kommer med æbleskiver, hvis I tænder ovnen.’ Ja, så var det da en lille smule mere lykkeligt, hvis ens kæreste kunne putte dem i ovnen, mens man satte den sidste nisse på reolen.

Du er med på pointen, ikke?

Jeg kan faktisk godt forstå at antallet af profiler på datingssites stiger i januar. Det stiger med en profil mere et sted, det kan jeg næsten allerede nu forudse.

(Jule)glæde

Jeg elsker jul. Julen er mange ting. Og den er også glæden ved at give. Jeg elsker gaver. Jeg elsker at blive overrasket - og jeg synes, det er noget så fantastisk og tilfredsstillende selv at give en gave, man ved modtageren bliver oprigtigt glad for eller overrasket over. Jeg elsker som tidligere skrevet nemlig også overraskelser.

Alt det til sammen – sammen med det faktum, at der i år er en del mennesker i mit liv, der fortjener en overraskelse i juletiden, gjorde, at jeg allerede i oktober begyndte på idéerne.

Der var to krav:

1)      Det skulle skabe smil og glæde – eller måske forundring - hver dag i december.

2)      Det skulle koste næsten gratis, da jeg brugte sparepengene på en rejse til Rom.

Det var faktisk ikke særlig nemt. Og jeg brugte lang tid på at tænke. Også fordi jeg skulle vælge ud. Der er virkelig mange mennesker i mit liv, jeg gerne vil sige tak til. Mange mennesker, jeg gerne ville give noget igen – af den ene eller anden grund. Det var derfor ikke svært, at den første, der skulle overraskes var min barndomsveninde. Så hun har fået sådan en her:

Der er rullet julepapir og et minde fra vores barndom/ungdom/voksenliv om 24 stykker chokolade. Det tog ikke lang tid at skrive de 24 minder. Og jeg har nu, i dagene efter kalenderen blev færdig, fundet minder nok til en kalender mere. Jeg har glædet mig i et par uger til at give hende den. På den der 'der-knuger-i-maven-måde.' Hun blev rørt til tårer. Det var ikke meningen. Men dejligt. Det rørte mig dybt.

Den næste var heller ikke svær at beslutte – endnu en veninde. Hun har fået 24 af mine yndlingscitater om 24 stykker chokolade. For det er lige hende. Og hun havde også tåre(r?) ned af kinden. Det blev jeg overrasket over. Uventet dejligt! Målet var at glæde dem begge.

Den sidste var svær at beslutte. Meget svær. Og måske har jeg fortrudt. Måske har jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan modtageren har reageret. For jeg har ikke afleveret den personligt. Den er faktisk slet ikke afleveret. Den er bare stillet foran en hoveddør. Den er nok den største overraskelse af dem alle. Både for modtageren og for mig.

Det giver 24x3 små pakker= 72 stk. Forhåbentligt 72 smil og glædessus i maven blandet med chokolade.

Så langt så godt. Jeg har nemlig også glædet mig til at overraske barnet i år. Jeg har fået ordnet krea-kaos-kontoret. (Jojo, den er god nok! Skal nok vise billeder af krea-kontoret i ’Fra skrot til slot’-stil senere.) Det var i nogle dage omdannet til julemandens værksted. 

For det første fordi, jeg ikke ville vågne badet i koldsved kl. midt om natten flere gange i december, fordi jeg havde glemt at putte julemandens pakke i barnets sok. En sok, der alligevel aldrig var stor nok til pakken. For det andet fordi jeg synes, at pakker er hyggelige og de derfor gerne må pynte i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg.

Der kom denne ud af det:

Hun blev meget glad. Julemanden skal øve sig på sit laksejl. Men ellers er jeg er yderst tilfreds med det pyntende resultatet.

Vi er oppe på 96 pakker. 96 smil. Håber jeg. Dertil kommer, at jeg har lavet pakker til børnene i mine klasser med små og store opgaver. Fx har jeg pakket havregryn ind den dag, jeg synes, vi skal trille havregrynskugler. 

Alt i alt har jeg talt mig frem til, at jeg har pakket 121 pakker ind i den forgangne uge. Dét er juleglæde - for mig!

Så GLÆDELIG 1.december derude!