Undskyld hverdag!

Det er hverdag. Den med fart på. Den med sygdom. Derfor får jeg ikke blogget i det omfang, jeg gerne vil, men ledt efter dokumenter i forbindelse med forberedelsen. Og så fandt jeg et indlæg som ikke er postet. Det sker tit. Fordi de skrives i farten og jeg ikke når at poste dem med det samme. De fleste, der findes, er blevet irrelevante. Men denne her smilede jeg af - så selvom den er fra starten af august, tjae...

Undskyld hverdag! Kom jeg til at byde dig velkommen?

I flg. facebook er det meste af verden startet på arbejde igen i dag. Inklusiv undertegnede. Det gik faktisk godt! Lige indtil jeg skulle hjem...hvilket var kl. over fem. Havde jeg nu bare fri, havde jeg været mere end glad. Men der venter mindst halavanden times arbejde endnu.

Jeg arbejder på landet. Der er på vejen et lille stykke skov, hvor man skal vogte sig for rådyr eller fotofælder. Jeg har læst på en spiseseddel at særligt sidstnævnte skal man passe på i disse dage. Men det blev førstnævnte, der ligesom startede lavinen.

Det lille rådyr sprang ud foran bilen og jeg klodsede bremsen. Det er jeg glad for, jeg gjorde, for den snittede kun flygtet min bil. Men mit hjerte sad helt oppe i halsen. Det var bare så tæt på at galt! Jeg slog katastrofeblink til og holdt ind til siden. Konstaterer i skovkanten, at vi vitterligt kun snittede hinanden, da hverken dyr eller bule er at se. Men da jeg skal lukke bildøren ved jeg ikke lige, hvad der sker, for jeg klemmer fingrene i døren. Noget så voldsomt.

Klokken er næsten halv seks, jeg er sulten og tørstig og skal først i Harald Nyborg for at købe alverdens ind til skolen. Jeg havde fået varenumre af kollega. Jeg havde ikke lige fattet, at en vogn havde været en god idé, så forslæber mig og skærer hænderne på de der latterlige bånd, der bruges til at holde sammen på tunge ting i ustabile papkasser. 

Herefter går turen i storcentret for at hente en reservedel til min ladeshaver. Det er så den forkerte, de har fået hjem. Jamen tak! Den rigtige koster 30kr mere. Jamen tak! Hvad blev der af: Vi har lavet en fejl, så differencen skal du selvfølgelig ikke betale?

I morgen skal vi have møde og jeg har lovet at handle pålæg til fællesbordet. Jeg mærker sulten i min mave og der ryger nogle impulskøb i kurven: 600g blåbær (why?), 500g friske tørre ærter, to meter gravad laks og en æske lego til barnet, som hverken har fødselsdag eller sparet op til noget. Da jeg står i kassen ser jeg, at det er en kommenost, jeg står med. Bilka synes uendelig stor og jeg undlader at bytte den. Der er vist kun én, der spiser ost med kommen. Note to self: Kør tidligere i morgen tidlig, så du kan nå at købe ost.

Bilen er varmere end en sauna og jeg er ved at gå sukkerkold og væskebalancen er dårlig. Fingeren er hævet efter bildørens slag. Skal bare nå hjem.

Kaster varerne ind på køkkenbordet. Hiver brødristeren ud af skuffen, men åbenbart lidt for usikkert, for der lander ca 1 kg brødkrummer på gulvet. Er I gode til at tømme den der krumme-bakke? Nej vel? Jeg kan ikke finde kosten. Hvem har flyttet min kost? Åbner en bøtte rejer og taber dem. Ud over det hele. Mit køkken lugter nu kl 19.33 af fisk og jeg har sat mig udenfor med en mokai i hånden og iPad'en på skødet.

Kom jeg i morges til at byde hverdagen velkommen? 

  

Fra potentiel romantisk aften til ...

Jeg skulle på date i dag. Med en mand, jeg har været i kontakt med i evigheder. Jeg har fundet ham på et datingsite, der tager udgangspunkt i et utrolig langt spørgeskema og som stiller mig tre partnerforslag dagligt. Meget modsat de almindelige datingsites, hvor man kan surfe rundt mellem et utal af profiler. Det er noget med, at vores svar matches. Det er noget med, at der bruges samme koncept til den nye serie ’Gift ved første blik’ på DR3. (Som af mange grunde bestemt kan anbefales!) Det er noget med, at jeg finder de her partnerforslag utroligt interessante. Og særligt ham her. Men han er blevet syg.

Og det er min eksmand også. Så indenfor en time havde de begge skrevet en sms. Den ene aflyst. Den anden bedt om hjælp til afhentning af vores datter i børnehaven.

Således gik vi fra plan om barbering af ben og make up-lægning til afhentning af barn og indkøb af suppe til eksmand. Fra restaurantbesøg med potentiel ny kæreste til pandekagebagning med den fem-årige. Fra godt selskab til dårligt fredags-tv.

Nogen sagde fredag d. 13. Men det er okay. Faktisk.

Ventetid

Det foregik helt som i alle andre familier. Èn får en idè om, at familien skal tælle et væsen mere. Den anden er med på idéen. I dette tilfælde ville idémageren at husstanden voksede med mange. Den idé var jeg ikke med på. For det drejer sig om, at den fem-årige efter bondegårdsferien ville have høns. Og høns er i virkeligheden ret klamme dyr. (Undskyld veninder, som er hønsefans.)

Jeg kom til at sige, at barnet kunne ØNSKE sig et dyr og forestillede mig, at vi kunne få en kanin til foråret - eller noget. Men barnet vedblev at ævle om de skide høns. Vi bor i villakvarter. Går ikke.

Så ønskede barnet sig et dyr, der har pels og kan hoppe.

Og barnet forstod ikke, at 'ønske' betyder; måske får du det, måske får du det ikke.

Men så sagde en klog dame: Barnet skal ofte lege med sig selv, måske er det en god idé med et dyr?

Og jeg begyndte at undersøge mulighederne for en kanin. Det væltede ind med tilbud om kaninunger og venners kaniner.

Helt som da jeg blev mor første gang googlede jeg også. Og erfarede, at vi ikke er en egnet kaninfamilie. Sådan et dyr anbefales at være ude af sit bur 4-5 timer om dagen. (Om dagen!) Vi kan klare 4-5minutter, de dage barnet er hos mig. Det ville være omsorgssvigt allerede inden kaninen flyttede ind.

Helt som da jeg blev mor første gang, havde jeg en klar forestilling om, hvad der ventede os. Denne gang troede jeg, at vi skulle have et udedyr. Er I klar over, hvor få udedyr, der er egnede som kæledyr til min fem-årige? Så ganske som da jeg blev mor for første gang, havde jeg et standpunkt til jeg tog mig et nyt: Begyndte kigge på indedyr. Gnavere og den slags. Spurgte kæledyrseksperter til råds. Undersøgte og læste. Og vi er endt på et guldhamster. (Den dør også om max to år – men det siger vi ikke til barnet.)

Efter en uge har den fem-årige lært at sige det: Guldhamster og ikke duldhamster. Alletiders.

Så tog vi ud og så på bure. Det er næsten ligesom at vælge barnevogn. De to på indkøb er slet ikke enige om, hvad der praktisk, flot eller råd til.

Pludselig slog det os. Hvad skal kræet hedde? Barnet foreslår Regnbue, Solmåne eller Gustav. Jeg er helt klart fortaler for Gurli Guldhamster.

Nå, men vi skal se på 17 guldhamstre på lørdag. Skal nok smide en besked og et billede, når familieforøgelsen er sket. Sådan lidt ligesom I ved nok…

Det ville være fantastisk, hvis...

...jeg kunne huske, hvad mine noter på de små lapper betød! Det sker alt for ofte, jeg ikke fatter det!

Fx skrev jeg en huskeseddel lige før jeg forlod skolen i dag kl. 15. Der stod de ting, jeg skulle købe i centeret. Så er der en streg, hvilket betyder, at det nedenfor stregen er ting, der skal gøres, når jeg kommer hjem. Nederst på sedlen står der:

Ring X's mor
Opdater på tandhjul

Hvad fanden betyder det sidste???

At nøjes og undvære

En ung, ganske ung, ven, sagde engang til mig: ’Jeg vil hellere undvære end jeg vil nøjes.’ Jeg havde overraskende nok aldrig hørt det før – og jeg tog det til mig og spurgte mig selv: ’Er jeg sådan eller er jeg typen, der hellere vil nøjes end undvære?’ Jeg var ikke i tvivl. Det er da – i langt de fleste forhold i livet - fuldstændig uden selvrespekt at nøjes, hvor man kan træffe et aktivt valg. Så det har jeg sagt mange gange. Højt. Om mig. Om min indstilling til mange ting. Og handlet derefter: Jeg vil hellere undvære, end jeg vil nøjes.

Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg har nemlig mødt et menneske, hvor jeg må vende den om. Jeg må sande, at jeg i dette tilfælde må øve mig i – og aktivt vælger - at jeg hellere vil nøjes end undvære.

  

Hvilken vælger du?

Status #3 - sommeren 2013

Hverdagen ruller igen. Og jeg får som altid presset lidt for meget ind i den allerede fra start. Dét er et indlæg for sig selv. Jeg hilser hverdagen velkommen. Det er dejligt at se den igen - og måske endnu mere dejligt, fordi ferien har været fantastisk for mig og min 5-årige ...

Mig og nøglebundtet
Kan stadig ikke finde hinanden
 
Mig og dem i det gule hus
Boede nærmest sammen  
 
Mig og min iPhone
Taber hinanden lidt for tit, men har fundet ud af at app'en Telmore Musik er genial 

(med hjælp fra ham i det gule hus)
 
Mig og kærligheden
Er kompliceret
 
Mig og barnet
Kan ikke beskrives med ord, men det er boblende lykkeligt.
 
Mig og kornmarker
Bliver aldrig det samme igen
 
Antal gange jeg har øremærket en nyfødt kalv:
En (!)
 
Antal flyvninger:
Nul. Næste år skal der stå mindst én. Basta!
 
Antallet af Mokai og Sommersby, jeg har drukket denne ferie:
Så mange, så det er berettiget, at min røv er blevet større og at nogen kaldte mig mit gamle navn

Sprit-Britt igen.
 
Antal gange jeg har været i fitness, siden jeg meldte mig ind: 

3. Det er delvist ikke højere, fordi der i idyllen var et dyr, der stak mig, hvilket der gik infektion i og

 jeg blev beordret stillesiddende med benet oppe.
 
Antal gange jeg har citeret Fifty Shades:
Uden tvivl for mange!
 
Antal dage jeg arbejdede i selve ferien:
Én =succes!

Antal gange jeg opdagede min hud var mere sommerbrun end den jeg sad ved siden af:

Mindst tre! Og det er første gang, det er sket!

Antal km kørt:
Ved det ikke præcist. Men hvis vi regner det om i timer, kunne jeg uden tvivl have kørt til Sydfrankrig

og tilbage igen - og måske til Skagen. Men så ville jeg jo ikke have set de i alt 86 venner og 

familiemedlemmer, jeg har set sommeren over. 

Min næstsidste facebookstatus: 

'Farvel ferie. Du var bedre end bedst. Goddag hverdag. Det er godt at se dig.'

Og dét er det!

De lykkelige svære øjeblikke

Det sværeste ved at være alenemor, er, når jeg rammes af lykke sammen med barnet eller i hendes nærvær. Lykke kommer i strejf. Og forældre klemmer hinandens hænder eller smiler indforstået til hinanden, når deres børn gør noget, som gør dem til de mest fantastiske skabninger i hele verden. Forældre mærker sammen lykken helt ned i maven, når de øjeblikke forekommer. Alle forældre ved, hvad jeg mener.
 
Sådanne øjeblikke gør lykkeligt ondt på mig. For jeg har ingen hånd at knibe. Ingen at smile til. Ofte får barnet smilet. Nogle gange gør hun ikke, fordi det vil ødelægge øjeblikket.
 
Så forsøger jeg at lagre øjeblikket i min hukommelse, på min nethinde og nogle gange gør jeg det til et kodak-moment og poster på facebook, fordi det er bedste alternativ til at klemme sin elskede i hånden.
 
Dette var et af de øjeblikke:

 
Hun sidder på verandaen i sit nye legehus og hun fortæller bogen for Dukke Klara og Bamse hundrede procent ordret. Hun har helt ægte omsorgsfuld jeg-har-noget-på-hjertet-fortælle-stemme ... og hendes mor har tårer i øjnene.