Det sværeste ved at være alenemor, er, når jeg rammes af lykke sammen med barnet eller i hendes nærvær. Lykke kommer i strejf. Og forældre klemmer hinandens hænder eller smiler indforstået til hinanden, når deres børn gør noget, som gør dem til de mest fantastiske skabninger i hele verden. Forældre mærker sammen lykken helt ned i maven, når de øjeblikke forekommer. Alle forældre ved, hvad jeg mener.
Sådanne øjeblikke gør lykkeligt ondt på mig. For jeg har ingen hånd at knibe. Ingen at smile til. Ofte får barnet smilet. Nogle gange gør hun ikke, fordi det vil ødelægge øjeblikket.
Så forsøger jeg at lagre øjeblikket i min hukommelse, på min nethinde og nogle gange gør jeg det til et kodak-moment og poster på facebook, fordi det er bedste alternativ til at klemme sin elskede i hånden.
Dette var et af de øjeblikke:
Hun sidder på verandaen i sit nye legehus og hun fortæller bogen for Dukke Klara og Bamse hundrede procent ordret. Hun har helt ægte omsorgsfuld jeg-har-noget-på-hjertet-fortælle-stemme ... og hendes mor har tårer i øjnene.
Det lyder som et skønt øjeblik, og jeg kan sagtens sætte mig ind i mavefornemmelsen. Jeg er meget alene i weekenderne og oplever derfor også tidspunkterne, hvor man gerne ville dele med en der ikke er der. Men så synes jeg, at billeder er fantastisk - når jeg tager billeder frem af en sådan situation, så kommer mavefornemmelsen igen, skønt!
SvarSlet/tina