Længsler og ...

Jeg øver mig i jeg-er-god-til-at-være-alene-konceptet. Jamen, det gør jeg altså! Nogle dage går det bedre end andre. Ofte hjælper det med bobler i glasset og lidt chokolade i en skål.

Således satte jeg mig i en havestol i min ’nye’ have, som langt om længe kan betegnes som værende færdig. Jeg havde rykket stolen ud, så jeg kunne nyde udsigten, hvis jeg nu skulle få lyst at kigge op fra min bog. Opdagede hurtigt, man ikke kan se så meget, når man sidder ned... 

Havde fortalt barnet, at nu var der sagt godnat, og at hun ikke kunne kalde, men måtte stå op, hvis der var noget, for nu gik mor i haven = jeg kan ikke høre dig = SOV!

Basta! Bum! Iscenesat ’jeg foregiver at hygge mig med mig selv’-tid. Men jeg nød det faktisk. Jeg nød at kluk-le af Annamettes manglende sexlyst. Jeg nød at læse bogen indhyllet i sweatshirt og dyne. Og telefonen ringede. Og jeg nød at tale med min far (ikke forretningsmanden, der hjælper mig med nogle kringlede økonomiske termer eller fortæller mig, hvordan jeg reparerer noget med en skruetrækker, jeg først skal låne ved naboen…) Nej, jeg havde en samtale med min FAR. (Og hvis det her var en facebook-opdatering, så var det nu, man ville sætte en lang række hjerter ind.) Jeg nød at læse videre i bogen, indtil jeg konstaterede, at jeg ikke var ene om at længes efter et sexliv og at det nu blæste så meget, så jeg frøs i nakken. Sengetid.

 

Jeg nåede lige nøjagtig til den følelse af: ’ARH! Det her var godt for mig.’ Det her var genkendeligt som den tid, jeg nød, da jeg var lykkeligt gift. Den tid, jeg savnede, da jeg var sammen med ham den dejlige. Det øjeblik, hvor jeg havde formået at lukket alt ude og skabt ro og mig-tid. Det var en god opdagelse. At jeg kunne kan det endnu.