Mere om at blive overrasket...

Jeg tog fejl. Man kan blive overrasket på mange flere måder, end jeg formulerede i seneste indlæg.

Min far inviterede mig for nyligt til ABBA - THE SHOW og jeg sagde ja. Jeg elsker at være min fars date.

Vi får gode pladser på en tribune midtfor scenen. På rækken foran os er der et hul, dvs. ingen publikummer. På rækken foran igen sidder en flok mænd på alder med mig, plus minus 5 år, vil jeg skyde på. Vi finder hurtigt ud af, at de på en eller anden måde må have haft noget med produktionen at gøre, for de kan pege i retning af et lysglimt, noget konfetti, en uventet tone i sangen et splitsekund før, vi som almindeligt publikum oplever det. De var virkelig underholdende. Drak øl. Var i godt humør. Lavede bølger til musikken og fik os andre til at dø af grin. Vi nød det, alle os på tribunen!

Den ene af dem så enormt godt ud. Charmerende, sexet, selvsikker. Tydeligvis sjov, for de andre grinede på den gode måde, hver gang, han sagde noget. Han var iført et par olivengrønne super fede G-star Raw bukser og en skøn trøje. Så er det, det pludseligt er liiiidt træls, det er farmand, man er ude med. Men det er jo selvfølgelig bare en mindre detalje. Ligesom det var en mindre detalje, at han flere gange vendte sig om og smilede til mig. Jeg ville simpelthen sådan have ønsket, at vi ikke skulle skynde os hjem, når det sluttede. Men det skulle vi. Endnu en lille detalje. Havde vi ikke skullet det, havde jeg købt en øl ene og alene for at kunne ’blend in’. Og så kunne min far stå med sine bekendte – uvæsentlig detalje, tænker jeg. For vi skulle jo skynde os.

Han så simpelthen så tiltalende ud. Hans smil. Hans måde at bevæge sig på. Hans øjne og smil. Tænkte flere gange, det var ærgerligt, at jeg ikke havde sedlen, som jeg ellers har gået rundt med med teksten: ’Du ser sød ud, skal vi drikke kaffe?’ Og så mit nummer. Overvejede ikke et sekund, at han kunne være gift og far og alt muligt i den dur. Men så var det, da vi satte os efter pausen, at jeg opdage, han kun havde en hånd.

Det var dog ikke det mest overraskende. Det mest overraskende var, at jeg stadig var fuld af ærgrelse over, at vi skulle skynde os hjem. At jeg til stadighed smilede mere og mere, hver gang, vi fik øjenkontakt. Han vedblev at være ligeså charmerende og sexet på trods af sit handicap.

Jeg fik sagt tak for fantastisk underholdning på vej ud.

Og en skideballe af far for ikke at skynde mig. 

Overraskelser

Der findes umiddelbart tre slags overraskelser:

1)      Dem, man bliver så glad af, at ord ikke dækker, fordi der er et andet menneske, der vil glæde én.

2)      De ubehagelige, som man bliver ked af.

3)      ”Det kan da umuligt komme som nogen overraskelse”-overraskelser.

Jeg har i dag stiftet bekendtskab med kategori 1 og 3. (Heldigvis ikke nr. 2!)

Overraskelse nr. 1:

Jeg stiger ud af bilen. (Jeg har endelig været på lossepladsen.) Naboen kommer ud og siger, at de har en pakke til mig fra Post Danmark. Jeg er ét stort spørgsmålstegn: ’Tænk hurtigt, Britt! Har du købt noget på nettet? Skulle Black Swan-tøjet ikke komme med GLS? Hvem mon har sendt en pakke til mig?’ 

Det havde en veninde, som i dén grad forstår, hvor meget jeg holder af overraskelser i kategori 1. Hun gør det gang på gang. Overrasker mig. Tænker på mig. Sender mig en lille ting med nogle kærlige og livsbekræftende ord. Vi savner at bo tættere på hinanden. Der kan være perioder, hvor vi ikke rigtigt er en del af hinandens liv. Men der er også det modsatte. Og der var også en periode, hvor vi vidste mere om hinanden og hinandens børn end fædrene gjorde. Der var engang, hvor vi førte lange sms-samtaler midt om natten, mens vi ammede – og børnene nogle gange spiste liiiige vel længe i forhold til, at vi påstod at lære dem begrebet døgnrytme.

Hun er en kreativ sjæl og forstår derfor, hvor stort det er at modtage sådan en pakke:

Ordene på kortet betyder mere end de lækre ting. TAK!

Jubii! Har så mange idéer til, hvad stofferne skal forvandles til!

Overraskelse nr. 3:

Vi er i køkkenet hos mine forældre. Jeg viser min mor de badesko, jeg har fået købt til barnet, nu vi tager i badeland. Vi snakker om, at jeg skal have købt ostehaps, så den nu fem-årige også har lidt til frokosten - og andet i den dur, som på daværende tidspunkt synes meget vigtigt at få styr på. Min far kommer ind af døren og siger så, ganske henkastet: ’Nu har du styr på pas til jer begge, ikke?’ ’Tænk hurtigt, Britt! ... ... ... ... ? ... ... ... Skal man bruge pas, når man skal til udlandet? ... … Pas?! … ... … øh!? … ... ... Uoverskueligt projekt forude … ... Nej… ... - det har jeg ikke styr på.... ... !’

Så nu skal jeg ikke i ZOO eller andet virkelig sjovt med den fem-årige og bedstevennen i morgen. Vi skal åbenbart i Borgerservice.

Ser lige på overraskelse nr 1. igen.

Min mor dater ikke ...

Jeg har siden midt november haft en bondegård. Sådan en med dyr, I ved. Jeg har høstet, sået, udvidet, åbnet en mine, lastet både - og fået en masse nye cybervenner. Jeg har anbefalet og advaret! 

Det er en app. Det er et spil på min iPad og iPhone. Og det er verdens største fuldstændigt formålsløse tidsrøver. Det tager mere tid end facebook og mit babyforum til sammen. (Ikke, at det betyder så meget, nu babyforum har været nede…) Men jeg spiller det endnu - både med og uden den nu fem-årige.

Jeg kobler af. Jeg slapper af. Jeg tænker på noget ligegyldigt, når jeg høster, laver dyrefoder og sælger sager i min salgsbod. Konkluderede en sen aften med veninden, at det måske endda er lige netop den form for tidsfordriv, der er medvirkende til, at jeg i højere grad mestrer at være alene.

Foruroligende eller ligegyldigt?

Jeg ved det ikke og er ligeglad. For det virker beroligende at høste den ene mark efter den anden. Og den fem-årige plejer at ramme hovedet på sømmet og formulere det så tydeligt og skarpt, når det gælder voksnes mine usagte følelser, sindstilstande og betingelser for et og andet. Nogle gange også uden, at jeg på forhånd var bevidst om, at det var sådan, det forholdt sig.

Hun gjorde det igen i dag. Hun kommenterede fra stuen den snak, jeg havde med min mor, mens vi i køkkenet ryddede fødselsdagsbrunchen væk. Vi snakkede om det faktum, at jeg ikke dater. Den fem-årige råbte da: ’Det er rigtigt, at min mor ikke dater! Hun Hay Day’ter!’

(Hay Day er navnet på bondegårdsspillet)

Øvelse gør mester

Hvis man har læst med på min blog om alverdens fra single og ikke-singlelivet - og så singlelivet igen, vil man (måske) vide, at jeg har haft umådelig svært ved at være alene. Jeg har heller aldrig, sådan rigtigt, været alene før. Der har altid stået et navn ved siden af mit på hoveddøren.

Lige efter skilsmissen synes jeg, det var skrækkeligt at være alene. Jeg var ikke ensom. Jeg var bare alene. Også selvom den nu snart fem-årige var i huset. Jeg følte virkelig, at den nyvundne etiket ’alenemor’ var dækkende.

Så kom den periode, hvor jeg ikke følte mig alene, så længe barnet var i huset. Men hvor jeg stadig synes, det var svært, fordi jeg bare savnede, at der var én. Et vidne, som var en voksen.

Så kom der en anden periode, som jeg ikke har styr på, efterfulgt af endnu en periode – og endnu én.

Lige nu er jeg, for første gang siden skilsmissen, i en periode, hvor jeg ikke græder, når jeg er alene. Jeg kan endda finde på at slukke radioen og lade det være helt stille. Det er en periode, hvor jeg rent faktisk formår at nyde den ro, der er (på trods af travlhed) og hvor jeg samtidig tror, jeg er kommet det noget nærmere, hvad det vil sige at være tro mod sig selv.

Det var bare det, jeg ville sige.

Mig og Ilse

Mig og Ilse har lige skovlet sne.

Utroligt - så meget sjovere det var med hendes selskab!

Jaja, billedet er ikke spor godt, men meget autentisk - og dette indlæg er ene og alene for, at I kan misunde mine støvler! For misunde mig mine mindst 55m snefortov - det er der sgu ingen, der gør ;-D

'Skal vi være venner?'

På en helt almindelig hverdag kan vi (læs: Den knap 5-årige og jeg) være i den lokale Rema og på vej til mælkekøleren, da den knap 5-årige så nærmest kører ræs med børneindkøbsvognen, fordi hun får øje på en, hun kender. Jeg formoder fra børnehaven. Når vi så kommer ned foran mælkekøleren og det andet barn, kan jeg tydeligt se på det andet barn, at mit barn er fremmed for det. ’Hej, hvad hedder du?’ spørger min og fortæller sit navn. Det andet barn svarer ca. hver anden gang. De andre hver anden gange smiler det genert til sin mor, som smiler forstående til mig. Og mit barn kvitterer med et: ’Skal vi være venner?’

Hun elsker at være i Rema. Man får så mange nye venner ud af det. Ikke, at vi nogensinde ser dem igen. Jeg har talt med hende om, at man ikke bare på den måde kan tale til fremmede og pædagogerne er dybt bekymrede over hendes manglende hold-lige-lidt-igen. Så dybt bekymret er jeg nu ikke. For jeg er vel egentlig på mange måder ligedan?! Vil jeg i kontakt med folk, skal jeg sørme nok komme det.

Jeg skriver bare en seddel og går op til folk med den, ligesom dengang i Netto. Eller jeg skriver en besked, når jeg efter ugers detektivarbejde har fundet personen på facebook. Eller spørger direkte: ’Hey, må jeg ikke få dit telefonnummer?’ Jeg gik en meget kort overgang rundt med en lap i min pung, hvor der stod: ’Du ser sød ud, skal vi drikke en kop kaffe?’ Det kunne jo være jeg fik brug for den en dag over køledisken i Bilka?

Det er bare ikke rigtig normalen, vel?

Det er skideirriterende, faktisk! Hvorfor er det, at man ikke bare siger til et menneske, man finder, kunne være potentiel god kæreste veninde:  ”Hey, skal vi være venner?”

Ja, ja, jeg ved godt, hvorfor! Det var ligesom bare nemmere og uden helt så mange overvejelser, da man var barn.

Fem minutter, timer, dage, år...

Godt nytår!

Jeg er her endnu. Det var ligesom bare jul – og en hel masse andet …

Det er fem minutter siden jeg sagde ’Tak for i aften’ til to kollegaer, som samtidig er to rigtig gode veninder.

Det er fem timer siden barnet spillede fornærmet over, at jeg havde glemt bacon - og hendes aftensmad derfor bestod af en burgerbolle med en skive agurk i.

I morgen er det fem dage siden jeg blev single. Man må gerne sige: Igen. Og tænke: Hvilken start på 2013!

Det er fem uger siden, jeg skrev sidste blogindlæg. Det er ikke af ond vilje, men fordi jeg har skovlet sne, været kreativ, syg, lærer, mor, kæreste, kollega, datter, veninde og nydt at det var jul.

I morgen er det fem år siden, jeg stod højgravid på Københavns Rådhus og sagde ja.

Minutter, timer, dage, uger og år føles ikke altid som det, de er. Nogle gange føles minutter som timer og dage som år. Og omvendt. Uanset, konkluderer jeg, at tiden går - og at der hurtigt kan ske noget.