Jeg tog fejl. Man kan blive overrasket på mange flere måder, end jeg formulerede i seneste indlæg.
Min far inviterede mig for nyligt til ABBA - THE SHOW og jeg
sagde ja. Jeg elsker at være min fars date.
Vi får gode pladser på en tribune midtfor scenen. På rækken foran
os er der et hul, dvs. ingen publikummer. På rækken foran igen sidder en flok
mænd på alder med mig, plus minus 5 år, vil jeg skyde på. Vi finder hurtigt ud
af, at de på en eller anden måde må have haft noget med produktionen at gøre,
for de kan pege i retning af et lysglimt, noget konfetti, en uventet tone i
sangen et splitsekund før, vi som almindeligt publikum oplever det. De var
virkelig underholdende. Drak øl. Var i godt humør. Lavede bølger til musikken
og fik os andre til at dø af grin. Vi nød det, alle os på tribunen!
Den ene af dem så enormt godt ud. Charmerende, sexet, selvsikker.
Tydeligvis sjov, for de andre grinede på den gode måde, hver gang, han sagde
noget. Han var iført et par olivengrønne super fede G-star Raw bukser og en
skøn trøje. Så er det, det pludseligt er liiiidt træls, det er farmand, man er
ude med. Men det er jo selvfølgelig bare en mindre detalje. Ligesom det var en
mindre detalje, at han flere gange vendte sig om og smilede til mig. Jeg ville
simpelthen sådan have ønsket, at vi ikke skulle skynde os hjem, når det
sluttede. Men det skulle vi. Endnu en lille detalje. Havde vi ikke skullet det, havde jeg købt en øl
ene og alene for at kunne ’blend in’. Og så kunne min far stå med sine bekendte
– uvæsentlig detalje, tænker jeg. For vi skulle jo skynde os.
Han så simpelthen så tiltalende ud. Hans smil. Hans måde at
bevæge sig på. Hans øjne og smil. Tænkte flere gange, det var ærgerligt, at jeg
ikke havde sedlen, som jeg ellers har gået rundt med med teksten: ’Du ser sød
ud, skal vi drikke kaffe?’ Og så mit nummer. Overvejede ikke et sekund, at han
kunne være gift og far og alt muligt i den dur. Men så var det, da vi satte os
efter pausen, at jeg opdage, han kun havde en hånd.
Det var dog ikke det mest overraskende. Det mest
overraskende var, at jeg stadig var fuld af ærgrelse over, at vi skulle skynde
os hjem. At jeg til stadighed smilede mere og mere, hver gang, vi fik
øjenkontakt. Han vedblev at være ligeså charmerende og sexet på trods af sit
handicap.
Jeg fik sagt tak for fantastisk underholdning på vej ud.
Og en skideballe af far for ikke at skynde mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar