Min mor dater ikke ...

Jeg har siden midt november haft en bondegård. Sådan en med dyr, I ved. Jeg har høstet, sået, udvidet, åbnet en mine, lastet både - og fået en masse nye cybervenner. Jeg har anbefalet og advaret! 

Det er en app. Det er et spil på min iPad og iPhone. Og det er verdens største fuldstændigt formålsløse tidsrøver. Det tager mere tid end facebook og mit babyforum til sammen. (Ikke, at det betyder så meget, nu babyforum har været nede…) Men jeg spiller det endnu - både med og uden den nu fem-årige.

Jeg kobler af. Jeg slapper af. Jeg tænker på noget ligegyldigt, når jeg høster, laver dyrefoder og sælger sager i min salgsbod. Konkluderede en sen aften med veninden, at det måske endda er lige netop den form for tidsfordriv, der er medvirkende til, at jeg i højere grad mestrer at være alene.

Foruroligende eller ligegyldigt?

Jeg ved det ikke og er ligeglad. For det virker beroligende at høste den ene mark efter den anden. Og den fem-årige plejer at ramme hovedet på sømmet og formulere det så tydeligt og skarpt, når det gælder voksnes mine usagte følelser, sindstilstande og betingelser for et og andet. Nogle gange også uden, at jeg på forhånd var bevidst om, at det var sådan, det forholdt sig.

Hun gjorde det igen i dag. Hun kommenterede fra stuen den snak, jeg havde med min mor, mens vi i køkkenet ryddede fødselsdagsbrunchen væk. Vi snakkede om det faktum, at jeg ikke dater. Den fem-årige råbte da: ’Det er rigtigt, at min mor ikke dater! Hun Hay Day’ter!’

(Hay Day er navnet på bondegårdsspillet)

Øvelse gør mester

Hvis man har læst med på min blog om alverdens fra single og ikke-singlelivet - og så singlelivet igen, vil man (måske) vide, at jeg har haft umådelig svært ved at være alene. Jeg har heller aldrig, sådan rigtigt, været alene før. Der har altid stået et navn ved siden af mit på hoveddøren.

Lige efter skilsmissen synes jeg, det var skrækkeligt at være alene. Jeg var ikke ensom. Jeg var bare alene. Også selvom den nu snart fem-årige var i huset. Jeg følte virkelig, at den nyvundne etiket ’alenemor’ var dækkende.

Så kom den periode, hvor jeg ikke følte mig alene, så længe barnet var i huset. Men hvor jeg stadig synes, det var svært, fordi jeg bare savnede, at der var én. Et vidne, som var en voksen.

Så kom der en anden periode, som jeg ikke har styr på, efterfulgt af endnu en periode – og endnu én.

Lige nu er jeg, for første gang siden skilsmissen, i en periode, hvor jeg ikke græder, når jeg er alene. Jeg kan endda finde på at slukke radioen og lade det være helt stille. Det er en periode, hvor jeg rent faktisk formår at nyde den ro, der er (på trods af travlhed) og hvor jeg samtidig tror, jeg er kommet det noget nærmere, hvad det vil sige at være tro mod sig selv.

Det var bare det, jeg ville sige.

Mig og Ilse

Mig og Ilse har lige skovlet sne.

Utroligt - så meget sjovere det var med hendes selskab!

Jaja, billedet er ikke spor godt, men meget autentisk - og dette indlæg er ene og alene for, at I kan misunde mine støvler! For misunde mig mine mindst 55m snefortov - det er der sgu ingen, der gør ;-D

'Skal vi være venner?'

På en helt almindelig hverdag kan vi (læs: Den knap 5-årige og jeg) være i den lokale Rema og på vej til mælkekøleren, da den knap 5-årige så nærmest kører ræs med børneindkøbsvognen, fordi hun får øje på en, hun kender. Jeg formoder fra børnehaven. Når vi så kommer ned foran mælkekøleren og det andet barn, kan jeg tydeligt se på det andet barn, at mit barn er fremmed for det. ’Hej, hvad hedder du?’ spørger min og fortæller sit navn. Det andet barn svarer ca. hver anden gang. De andre hver anden gange smiler det genert til sin mor, som smiler forstående til mig. Og mit barn kvitterer med et: ’Skal vi være venner?’

Hun elsker at være i Rema. Man får så mange nye venner ud af det. Ikke, at vi nogensinde ser dem igen. Jeg har talt med hende om, at man ikke bare på den måde kan tale til fremmede og pædagogerne er dybt bekymrede over hendes manglende hold-lige-lidt-igen. Så dybt bekymret er jeg nu ikke. For jeg er vel egentlig på mange måder ligedan?! Vil jeg i kontakt med folk, skal jeg sørme nok komme det.

Jeg skriver bare en seddel og går op til folk med den, ligesom dengang i Netto. Eller jeg skriver en besked, når jeg efter ugers detektivarbejde har fundet personen på facebook. Eller spørger direkte: ’Hey, må jeg ikke få dit telefonnummer?’ Jeg gik en meget kort overgang rundt med en lap i min pung, hvor der stod: ’Du ser sød ud, skal vi drikke en kop kaffe?’ Det kunne jo være jeg fik brug for den en dag over køledisken i Bilka?

Det er bare ikke rigtig normalen, vel?

Det er skideirriterende, faktisk! Hvorfor er det, at man ikke bare siger til et menneske, man finder, kunne være potentiel god kæreste veninde:  ”Hey, skal vi være venner?”

Ja, ja, jeg ved godt, hvorfor! Det var ligesom bare nemmere og uden helt så mange overvejelser, da man var barn.

Fem minutter, timer, dage, år...

Godt nytår!

Jeg er her endnu. Det var ligesom bare jul – og en hel masse andet …

Det er fem minutter siden jeg sagde ’Tak for i aften’ til to kollegaer, som samtidig er to rigtig gode veninder.

Det er fem timer siden barnet spillede fornærmet over, at jeg havde glemt bacon - og hendes aftensmad derfor bestod af en burgerbolle med en skive agurk i.

I morgen er det fem dage siden jeg blev single. Man må gerne sige: Igen. Og tænke: Hvilken start på 2013!

Det er fem uger siden, jeg skrev sidste blogindlæg. Det er ikke af ond vilje, men fordi jeg har skovlet sne, været kreativ, syg, lærer, mor, kæreste, kollega, datter, veninde og nydt at det var jul.

I morgen er det fem år siden, jeg stod højgravid på Københavns Rådhus og sagde ja.

Minutter, timer, dage, uger og år føles ikke altid som det, de er. Nogle gange føles minutter som timer og dage som år. Og omvendt. Uanset, konkluderer jeg, at tiden går - og at der hurtigt kan ske noget.

Højtid på deltid

Jeg har i næsten en måned set frem til klokken nu. Set frem til, at alle novembers (omend hyggelige, så også stressende) gøremål og aktiviteter var hakket af på to-do-listerne. Set frem til, at forberedelsen af december var lavet. At nissen havde skaffet og pakket gaver ind, både til mine skolebørn og min egen smukling. Argh, godt så, der er ikke pakket ind til smuklingen. Men det gør ikke så meget, for hun starter julen og december hos sin far.

Kan I huske indlægget Tabu? Jeg udviklede mig i dén grad som mor og blogger efter det indlæg. Og når jeg læser det nu, tænker jeg: Hvordan kunne du på nogen som helst mulig måde have følt sådan?!? Hvordan kunne det være SÅ svært at rumme at være mor for netop den skønneste skabning? Hvordan kunne du ikke forstå, at mødre kan græde, når deres børn er hos faderen? (Jeg er jo selv nu én af dem! )

Jeg elsker december, jeg elsker jul. Jeg elsker forventningen, glæden, hyggen, overraskelserne, maden og ikke mindst kærligheden, som jeg oplever i julen. Men jeg får blanke øjne, når jeg kommer i tanke om, at barnet går ind i denne min yndlingsmåned hos sin far. Jeg får hende først hjem igen d. 5. dec. (Der står FEMTE!) Så HAR hun jo åbnet MANGE låger i julekalenderen! Så HAR hun jo fået pakker af nissen. Så HAR hun jo været til julefest i børnehaven osv. Og så SKAL hun til ham IGEN fem dage inden den sidste låge åbnes… Det er ikke fordi, jeg ikke synes, faderen skal have hende – eller hun ikke skal holde december med sin far, slet ikke. Men jeg savner hende på forhånd! Og jeg glæder mig usigeligt til alle de mange dejlige december- og juletraditioner, vi skal opleve sammen, selvom hun holder december i to hjem. 

Jeg har hende juleaften i år. Det havde jeg ikke sidste år. Vi var lige flyttet ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Og det betød ikke noget, at hun skulle være ved sin far juleaften. Det var okay. Jeg var afklaret. I år har han hende ikke kun nytårsaften, hvilket jeg af en eller anden grund har det meget underligt med. Næh, nej. Jeg holder jo af hverdagen og der er rigtig meget decemberhverdag, jeg ikke deler med min datter i år!! ... (indsæt tænkepause.) ... Der skal jeg så noget andet ...Og jeg glæder mig til at være sammen med alle de mennesker, jeg skal være sammen med.

December, du er, trods mor på deltid, velkommen! 

Jeg er klar!

Rytmer

Mit første år som lærer, hvilket også var det første år, jeg boede rigtigt sammen med min eksmand, skulle jeg finde en rytme i en ny hverdag. Ikke kun en ”vi er flyttet sammen”-hverdag, men en skolehverdag, hvor den eneste, der dikterer, hvornår jeg har fri, når jeg ikke har noget på skemaet eller et møde, er mig selv. Det var en rimelig udfordring, trods det, jeg anser mig selv som værende et struktureret menneske.

Året efter så jeg frem til at kunne kende årsrytmen, fordi enhver skole har en årskalender, som laver en rytme i skolens dagligdag – og dermed min forberedelse. Men der var ingen rytme, for jeg var gravid med bækkensmerter og blev sygemeldt.

Der var absolut ingen rytme under barslen. Ingen, what so ever! Vi prøvede ihærdigt. Næh, det eneste man kunne være sikker på, var, at barnet var sultent, når de viste x-factor. Og det var altså den første af slagsen dengang.

Der var rytme og genkendelse, da barnet begyndte i vuggestue. Tak! Jeg har det nemlig bedst med gentagelser, struktur – en fast rytme. Der skal helst ikke fuckes for meget op i det. Og jeg skal også helst have alting skrevet ned i en kalender. For ellers glemmer jeg det. De sagde ammehjerne, da barnet blev født. Jeg tror, de tog fejl.

Back to topic!

Så flyttede vi til fastlandet, til Jylland. Så var der selvsagt igen en anden rytme. Selvsagt, fordi jeg fik arbejde på en lille skole ude på landet. Som skulle lukke.

Ser I et mønster? Ny rytme introduceres sommeren 2011. Kort tid før skilsmissen. Bam! Smask! Ny rytme igen igen.

Jeg er fuldstændig med på, at rytmen som alenemor har taget lang tid at finde. Det er som om tonerne har været ufattelig længe om at ramme melodien. Eller også er det fordi, man ikke er forberedt på den proces, man skal – og er – igennem. Og fordi vi først skulle finde ud af at 9+5=14.

November måned var på min første arbejdsplads en måned, hvor vi åndede lettede op, når elevplanerne var skrevet. For så var det piece of cake at afholde skole/hjem-samtaler efterfølgende. På min nuværende skole er november den travleste måned på året. Sådan oplever jeg det. (Og måske har I bemærket den medfølgende lave aktivitet i blogland fra min side?)

Selvom jeg troede, jeg var forberedt, fordi vi har samme årskalender i år som sidste skoleår, så har jeg alligevel hele november måned, arbejdsmæssigt, følt mig slået hjem i ludo. Hjertet har heller ikke kunne holde rytmen.

Det bliver dæleme dejligt, når kalenderen siger december. For den måneds struktur og rytme er velkendt – og det får intet eller ingen lov at lave om på - hvis jeg må bestemme!