Hej! Det er mig, der er...

Mor.

Lærer.

Veninde.
Datter.
Søster.

Fraskilt.

Søgende single.

Vild med ord, papir og stof.

Mig, der havde mellemrum mellem tænderne og lugtede af bål med jævne mellemrum.

Nå, nå, okay, I er med!

I morgen skal jeg til gensynsfest med folkeskolen. Så skal man sikkert præsentere sig selv. Eller nogen skal præsentere én. Min hjerne har brudt sig med, hvordan jeg nu skal få fortalt, hvem jeg er. Ikke hvem jeg var. For jeg er en anden end dengang. Selvom der dog er lighedstegn mellem mange elementer… Jeg har ærlig talt opgivet lidt på forhånd. Er det ikke sådan med den slags fester, at man falder tilbage i sine gamle roller? Og er det ikke lige meget, hvad de tror, jeg er nu? Ingen af dem har jo været med i processen omkring, hvordan jeg er blevet den, jeg er. Dem, der har det, kommer ikke til festen. De har deres grunde. Og jeg er jo den, jeg er. Men jeg ved, jeg vægter ordene. Der er nogle ting, de gerne må vide. Som på en måde er vigtige ting - og som de derfor hellere må huske på, frem for andet, når festen slutter.

På søndag er der med garanti helt andre ting, der er vigtige. For der skal jeg præsentere mig for 32 bloggere, som kun kender mig fra blogland. Hvis de da har læst min blog. Jeg aner intet om, hvem de er. Men de har kreative blogs. Og de er søde. Og de har humor. Og jeg glæder mig.

Jeg har præsenteret mig ret ofte de seneste år, nu jeg tænker over det. Jobansøgninger i forbindelse med flytningen, ansættelsessamtaler, mødet med elever og forældre, mødet med det offentlige i forbindelse med skilsmissen, mødet med forældre til barnets nye legekammerater. Og så var der det der med at få skrevet en personlig profil på et datingsite, da det var vinter. Arhmen, HALLO! Hvad skal man lægge vægt på? Og hvad skal man så vægte, når man endelig har fået en date i hus? Det er som om, nogle ting er vigtigere end andre, alt efter modtagerne og formålet med at jeg præsenteres.

Har stadig ikke luret, hvad der er det vigtige til gensynsfesten i morgen, dog. Men mon ikke det giver sig selv, når først vi er der?

Hov, vent! Vi er forhåbentligt næppe alle blot det billede, der skabes i en præsentation. Så mon ikke det vigtigste er at spørge ind og forsøge at finde nuancerne i billedet?

Det tror jeg.

Vil du tabe 2,5kg?

Sådan lige på en uges tid, uden egentlig indsats? Det er ganske nemt. Opskriften hedder influenza og kærestesorg i kombination. Blandingsforhold uvist.

Det gør skide ondt.

Men virker.

Bum.

Værs’ go!

Når du så ikke gider tabe dig mere, tager du dig sammen (for det er nemlig lige til!), priser dig lykkelig for den omsorg, dine forældre og dine venner og veninder viser dig, ved at komme forbi, ved at sende sms'er, ved at ringe. Ved at sige deres ærlige mening. Du melder dig rask, tager på arbejde og du begynder at spise igen. Du griner igen. Fungerer nogenlunde igen. Du indser, at det nok skal gå alt sammen. Og konstaterer at vægten nu siger minus 4kg.

Skal du så på dating igen?

Den anden dag, blev jeg i forbindelse med, at jeg nu er single igen, spurgt: ’Skal du så på dating igen?’

Svaret er nej. I al fald ikke lige nu. Jeg har ikke tiden til det og jeg orker ærlig talt ikke den del af det, som min Faster så fint har skrevet om her. Jeg tænker også nogle gange, at hun har ret i, at en mand til forskellige formål kunne være fint. Det kan du læse mere om her. 

I mellemtiden forsøger jeg at finde ro i at være single og singlemom og minder mig selv om, at jeg jo i virkeligheden tror på, at sidste linje i De evige tre også nok skal lykkedes for mig.

Den egentlige scene 1

'Hvad gav dig idéen til at blogge?' blev jeg spurgt den anden dag. Jeg synes I skal have mulighed for at kende svaret!

Jeg skrev nemlig en scene til nogle veninder og postede den i beskedsystemet på facebook på den allersidste dag i januar 2012. Den så sådan ud:

Forord:

I starten af måneden skriver en fyr til mig på chatten på dating.dk. Han har humor, han virker sød, ser charmerende ud, men jeg har en date fredag aften og spiller (næsten) ikke på flere heste, så spørger om jeg må vende tilbage, såfremt fredagens date ikke rigtig er noget. Den er han med på og sætter pris på min ærlighed.

Han skriver fredag på sms, at han håber, at jeg får en dårlig date, for så vil han gerne se mig lørdag aften. Vi aftaler jeg må kontakte ham lørdag formiddag, hvis jeg har lyst. Jeg var ret hooked på fredagens date på daværende tidspunkt.

Fredagens date udvikler sig, så jeg ikke er i tvivl om, jeg skal se fyren fra chatten. Skriver til ham om morgenen. Får svar kl.11.00. Han er midt i noget, skriver senere. Jeg går ud fra, vi har en aftale. Hører INTET, selvom jeg rykker for en aftale. Havde ikke barnet og gad ikke sidde selv lørdag aften.

Skuffet!

Søndag får jeg en sms: Jeg har fået en chance med moderen til mit barn, som jeg bare må ta’. Jeg beklager meget.

Jeg synes, det var træls, han ikke lige havde skrevet om lørdagen, men ønskede held og lykke og slettede, hvad jeg havde på fyren. Gider jeg en fyr, der ikke er fri af tidligere forhold? NEJ!

Imidlertid kører jeg forbi hans arbejdsplads hver dag og har hver dag siden sendt ham en tanke og tænkt, hvad nu, hvis det ikke går med hende moderen til deres i øvrigt 4-årige barn? Der var bare noget ved ham, jeg rigtig godt kunne li’.

Scenen i et singleliv:

Har ikke barnet denne uge. Hendes far har ferie. Jeg arbejder ti-tolv timer over denne uge. Sidder derfor lidt for meget i mine egne tanker, da jeg kører hjem og ender derfor med at handle i Netto i en bydel, som jeg ellers aldrig handler i.

Står ved kassen, da en mand kommer ind med sit barn. Det giver et sæt i mig. Det er ham. Han er svær at genkende, men jeg er slet ikke i tvivl om, at barnet er det rigtige – og da mand og jeg får øjenkontakt er jeg hundrede procent sikker. Det ER ham. Vi smiler stille. Han mangler en mønt til børneindkøbsvognen. Den overvægtige dame foran mig spotter det og de veksler. Jeg gemmer mig bag hende. Aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Begynder at smile. Bliver lidt rød i kinderne. Han skuler hen mod mig. Taler højt og lidt kunstigt til sit barn. Går ind i grøntafdelingen. Jeg kan høre, hvad de siger. Hans stemme er virkelig rar. Og barnet rigtig sød.

Jeg har betalt og forlader Netto. Ser mig tilbage, da jeg går gennem skydedøren. Han stirrer direkte på mig fra grøntafdelingen.

Da jeg sidder i bilen tænker jeg: Det er nu eller aldrig. Ej, jeg skal ikke have klinket noget, hvis han er sammen med moderen igen. Og barnet er der jo, sammen med ham i Netto …

Drejer nøglen. Forlader p-pladsen. Vender om.

Skriver seddel:

”Aner ikke om du er sammen med X’s mor. Men jeg ved, at du ikke umiddelbart kan finde mig på dating.dk igen, hvis det er … Du har netop vakt min interesse endnu engang :) Britt, tlf. xxxxxx.”

Jeg folder den sammen. Går ind i Netto igen. De er ved kølediskene med en masse andre. Jeg går hen mod dem. Han ser op og smiler helt vildt. MEGET charmerende. Jeg siger: Du tabte vist noget! Og gav ham sedlen. ”Ja, det gjorde jeg vist” sagde han og tog den. Jeg smilede, gengældt.

Gik.

Spænding! Tænk, hvis han skriver. Tænk, hvis han tænker: Idiot. Tænk …

Jeg ringer til veninde. Skriger lidt. Hva’ er det jeg har gjort?

VILDT!

Nå, jeg får lavet lidt andet herhjemme og er næsten klar til at tage af sted. Skal spise aftensmad med min datter hos hendes far og aftale samkvem frem til 1.april. Min tlf. brummer. Jeg ignorerer, da jeg er midt i vasketøjet. Tjekker tlf. Ukendt nummer har ringet.

Ringer op.

Det er ham! ”Du er godt nok modig!” Og så snakkede vi om diverse. Sexet, lækker stemme. Charmerende. God humor. Ærlig og ligefrem.

Er ikke afklaret med moderen. Jeg kan ikke gøre noget i forhold til en mand, der spiller på flere heste. Aftaler han gemmer mit nummer og at han kan kontakte mig, når han er afklaret.

Er spændende et dækkende ord?

…

Nu tænker du måske: Hvad skete der så? Ja, vi så såmænd hinanden to gange. Men han var ikke noget for mig…

Min gangart

Jeg har min helt egen gangart.

Da jeg var barn overvejede man en hofteoperation, men undlod, da jeg jo ikke faldt over mine noget korte ben.

Som teenager måtte jeg lægge øre til, at mine spejderkammerater sammenlignede mine ben med skorstenene på Vestkraft.

Som nyuddannet lærer så og hørte jeg, da en 3.klasses dreng passerede det åbne vindue på lærerværelset, og gjorde nar af mine ben og min måde at gå på.

Som 31-årig købte jeg for mine fødselsdagspenge et par Converse sko. Nu, hvor det er køligere og jeg dagligt nyder at have dem på, irriteres jeg samtidigt af det faktum, at der for enden af de korte ben sidder et par fødder, der går vanvittig meget indad. Sådan som om det er helt med vilje. Jeg vralter også. Det gør jeg altså, især når jeg går i flade sko. Det ser sgu ikke for kønt ud.

Og barnet har da også opdaget, at der er noget særligt ved mine ben, se selv!

9+5 giver 14

Ni dage ved mor og fem dage ved far. ENDELIG!

Endelig er det september og fem-fem ordningen, som den fireårige kalder det, er startet. Endelig er der rytme i, hvornår hun er hvor. Endelig kan både mor og datter hvile i at tingene gentager sig, bliver forudsigelige og kan planlægges. (Lidt autist er jeg vel?)

Jeg nyder og savner på én og samme tid. Jeg har glædet mig som til juleaften til nu. Jeg har glædet mig til at skrive dette indlæg, men kan ej huske, hvori pointen bestod. Men jeg læste her til aften om et skilsmissebarn, hvor forældrene ikke samarbejder og er endt i statsforvaltningen.

Så måske derfor skal pointen være, at selvom en skilsmisse aldrig er nem, så findes der skilsmisser, hvor det, trods stor sorg, engang imellem føles godt.

Status

 

Bloggen:

Får skrevet for lidt af alle de mange mange indlæg, mit hovedet brygger på. Men navnet er passende igen. Brygger stadig på et indlæg, der skal forklare lige netop dét, uden at det bliver for herligt ærligt...

Civilstand:

Nu også fraskilt på papiret (og single igen, hvis du læste for hurtigt i ovenstående.)

Humør:

Svinger.

Antal gange jeg denne uge har tjekket, om der var sms fra ham den dejlige:

Er holdt op med at tælle. Men det er aftagende.

Antal gange jeg har grædt denne uge:

Mere end ti. Men det er også aftagende.

Antal gange jeg har grint denne uge:

Flere end forventet.

Antal gange jeg ikke skal lave aftensmad denne uge:

Seks. Takker.

Antal overnatninger med 0.klasse denne uge:

Én – bliver fedt!

 

Antal overnatninger på Sjælland denne uge:

To - og jeg glæder mig!

Telefonregningen:

For høj. Men er taknemmelig over alle de mennesker, der spørger til mig.

Barnet:

Løs fortand, men trives.

Mig og Odysseus:

Bruger for meget tid på hinanden.

To-do:

Nåede, med hjælp fra ham den dejlige, at få sat flueben ved 11 ud af 19 to-do-ting før kalenderen skiftede til september – yay!

Øverst på en af de sindsygt mange to-do-lister, der ligger i køkkenet, står: Øv dig i at være alene! Og det er sgu for én som mig lidt af en udfordring.

Over and out. 

Der er ligesom en 0.klasse, der skal på lejr i morgen.