En smule forstadsidyl

-eller scene 10.

Solen skinner og den 4-årige konkluderer en smule spørgende, at himlen da faktisk er blå, da hun iført nattøj går med sin mor tre matrikler op af vejen, der hedder noget med bjerg. Med sig har de fire friskbagte tak-for-lån-af-kardemomme-kasserolleboller. Kardemommen lånt af hende i det gule hus, tre matrikler væk, det forstås.

I det gule hus bor hun med sin mand og deres vel 4 mdr. gamle datter. Datteren har den 4-åriges tøj på. Ja, altså det, der engang passede. Og den 4-årige ynder at kalde barnet for sin lillesøster. Hva’ pokker? Nu hun ikke har udsigt til selv at få én, er det vel mere end okay?

På vej tilbage tager den 4-årige sin mor i hånden igen og smiler: ’Mor, i dag har været en god dag.’ Og deri har hun ret. 

Børneværelset er gennemgået fra ende til anden. Feriepengene tikket ind nogenlunde samtidig med skøn sms fra ham den dejlige. Trampolinen og gyngerne i haven er testet nok engang. Der er spist pølsehorn og is. Leget med bedstevennen. Bagt boller og følt taknemmelighed over at have dem i det gule hus endnu engang – og læst Emil fra Lønneberg inden God Nat.

Forinden, dér på vejen hjem igen fra det gule hus, langs ligusterhækken, nåede moderen at tænke, at det her emmede en smule af forstadsidyl. Og den tanke var bare mere end okay!

Mig og 'To do'

På mit køkkenbord ligger en liste. Det gør der tit. Jeg er nemlig liste-menneske. To do-liste, huskeliste, indkøbsliste, fodliste, ønskeliste, pakkeliste. Find selv på flere. 

Jeg har i dagligdagen den længste liste, hvis jeg på en eller anden facon er presset. For så husker jeg virkelig dårligt. Som i virkelig dårligt! 

En god veninde skrev for nyligt, at hun havde slået op med 'To do'. Det gør jeg også jævnligt. Nogle gange bliver de ting, 'To-do' indeholder, nemlig værdiløse. Ganske enkelt fordi tiden er gået. Men jeg indleder sjovt nok et forhold med 'To do' hvert år, på samme tid. Om sommeren. Min sommerferie hænger uløseligt sammen med 'To do' og i år ser han sådan ud:

Deadline 13.august. Jeg når det, jeg når. Jeg har ikke engang haft ferie en uge endnu, og jeg kan allerede strege èn ting. Skulderklap. For ved siden af 'To do'-listen ligger også kalenderen. Og pakkelisten. Og huskelisten. Som pt. har en fodliste som top-priority.

At træffe et valg

Nogle valg er svære at træffe. De overvejes nøje. Problemstillingen vendes og drejes. Over dage  - og ikke mindst nætter. Også selvom det viser sig at være et positivt valg, selvom det ikke umiddelbart synes at være så. Nogle valg træffer jeg uden at blinke. Og så var det måske ikke altid helt så positivt, som antaget.

Nogle valg er jeg bekendt med følgerne af. Andre valg kender jeg først følgerne af, når valget er truffet.

Jeg træffer dagligt mange valg. Hele tiden. Konstant. Det værende sig i min undervisning. På vegne af børnene. Jeg bestemmer. Jeg tænker ikke over det, før jeg er bevidst om, at jeg kunne have truffet et andet - muligvis bedre - valg.

Og så er der de valg, som jeg træffer på vegne af andre, og som gør ondt. Og hvor jeg ved det gør ondt på både det andet menneske og jeg. Jeg ved det, lige når beslutningen træffes.

Der er et valg, jeg har truffet, som bliver ved at jagte mig. Faktorer i mit liv lige nu gør, at jagten er intensiveret. Jeg har valgt for mit barn, at hun vokser op som skilsmissebarn. Det er hun jo ikke ene om. Men det var ikke intentionen. Intentionen var en kernefamilie. Jeg er langt i  ( ... igennem?! ) den proces, der hedder at komme sig over bristede drømme, ikke at få sit ægteskab til at lykkedes og alt det andet, der måtte følge med i kølvandet på det valg, jeg traf ved at blive skilt. Det handler slet ikke om det!

Det handler om, at jeg, helt isoleret set, ser på et barn, mit barn, der er sat på en scene, som ikke ser ikke ud som medforfatteren havde bestemt det. Det handler om, at hun skal spille på to scener. Og genfinde sin rolle, hver gang scenen skifter. Hvilket den gør ofte.

Det var ikke det, jeg ønskede for mit barn. Det var ikke det, jeg ville... Og hun har intet valg. Jeg har truffet det for hende. Og det gør altså også ondt. Indimellem.

Det er okay - er det ikke?

Scene 9

Fredag eftermiddag. For en gangs skyld har vi ikke været i Bilka. Det var lige før, det var blevet en vane. En af de virkelig dyre. Så jeg forsøger at undgå impulskøb. Succesraten er større, når jeg undgår Storcenteret. Har vitterligt ikke råd. Og havde forøvrigt også et dankort, jeg ikke vidste, hvorvidt virkede eller ej, da det havde fået en tur på 60 grader i maskinen.

Solen skinner og jeg køber jordbær som en del af desserten med glad 4-årig ved min side. Jeg får nemlig gæst. Tror jeg. Har set meget frem til en aften med en virkelig sød og dejlig kvindeveninde. Selvom jeg har ligget vandret hele ugen.

Men det skal så ikke lige være alligevel. Står med en 4-årig, lækre spiselige sager og trætheden overmander mig. Har derfor sat mig foran computeren med en Mokai og en kage. 

Det er okay – er det ikke?

Godt vi har Walt Disney!

Scene 8

De fleste blogmødre vil tænke, at jeg nu laver et indlæg om, hvor heldigt det er, at Walt D lavede skønne tegnefilm, som kan redde enhver up-coming-katastrofe i de små hjem med små børn. Men nej, vi skal ud i en helt anden up-coming-katastrofe …

Søndag formiddag i en lejlighed. Sønnen til ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” er taget af sted for et par timer siden. Mens jeg stadig sov. Datteren skal spille kamp, så ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” leger taxachauffør. Om lidt: Endelig alene med manden!

Jeg går i bad. Smører mig ind i diverse cremer. Parfume. Make-up. Lækkert lingeri. Og så er det jeg stivner. Ikke bare en smule. Men helt. For der står jeg, egentlig forholdsvis lækker og klar til et knald, men med vådt og filtret hår. Uden hårbørste. Og nej. Jeg kan ikke bare låne en børste eller kam af ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester”. Han pakker nemlig en skraber, når andre pakker en hårbørste i toilettasken. Ikke et hår på hovedet, har han. Datteren har taget sin børste med i tasken. Hrm… 

Jeg ser mig selv i spejlet. Så meget for alenetid til liiiige at blive lækker. Er faktisk lidt i panik. Ringer til ”Vi-er-vist-nok-snart-kærester” bare for en sikkerheds skyld. Som ventet: Negativt svar.

Hvordan mon filtret hår egentligt bliver, når det tørrer? Kan jeg gøre som den DIY, jeg pinnede ang. filtret hår på barbiedukker? Og pludselig husker jeg:

En dingelhopper!!!

Yep, den er god nok. Jeg gik i køkkenet. Trak øverste skuffe ud og fandt en gaffel. Det fungerede fremragende! Tak til Walt og Ariel!

What are the odds?

Nu pakkes kufferten. Eller dvs. jeg er i gang med at lave pakkelisten. Listerne. Vi er jo to, der skal afsted. Vi er to, der ikke skal bo i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg, i næste uge. Issuet er ikke, at vi ikke skal være hjemme. Det er klaret med en hus-sitter. Issuet er, at vi ikke skal bo samme sted.

Den snart 31-årige skal bo i Grenå med 97 børn og vist nok 15 andre, der kalder sig voksne. (Man kan nogle gange godt komme i tvivl.) Jeg skal på lejrskole og googler du ’6-årige børns sygdomme og udfordringer’ har jeg uden tvivl alt repræsenteret på min liste over ting, jeg skal være opmærksom på. Det er ikke brok. Blot konstatering – og en udfordring. Og helt og aldeles ganske normalt! Det ved jeg godt! Det har været sådan hver gang, jeg har været af sted. Jeg har jo gjort det før. Ikke i folkeskoleregi. Der spares. Og det er en anden historie om det offentlige vs. friskolen. Men har prøvet det med uniformen på og under mindre luksuriøse forhold. Jeg mener, vi har da rindende vand at børste tænder i i næste uge. Og det er kun de ældste elever, der skal sove i telt… Jeg har fundet vendingerne til hjemve-plagede børn og den indre pædagog er lagt i kufferten sammen med posen med uudtømmelig tålmodighed. Og jeg er i gang med at genopfinde tandbørste-historien. Det er noget med en pingvin, der er ved at blive spist af en løve bagerst i munden. Eller hvordan var det nu den var?

Issuet er, for nu et blogindlægs længde længere nede at komme til sagen, at den 4-årige skal bo hos sine bedsteforældre. Begge hold. Det bliver forkælelse fra mandag til fredag. Uden tvivl. Og jeg er helt tryg. Men det betyder, at jeg skal være væk fra mit barn i fem dage for første gang i hendes 4-årige liv. (Ja, og hun væk fra mig…) Det gik op for mig i dag, da en mor sagde: ’Det er godt nok længe mit barn skal være væk fra mig.’ Jeg svarede et eller andet omsorgsfuldt og sikkert professionelt, mens jeg lagde hånden på skulderen, men svarede også noget i retning af, at min datter også skulle være væk fra sin mor i fem dage. Og det gav genlyd.

Længe.

Skulle hun nu være sammen med sin far i de fem dage, var sagen en ganske anden - og på ingen måde værd at blogge om. Men han skal være væk i forbindelse med sin uddannelse. Jeg mener bare: Det er én uge på et HELT år.

What are the odds?

Om en følelse

Det er 14 (skriver fjorten!) år siden jeg lærte hende at kende. Hende, der lærte mig betydningen af, at det var håndskrevet. Hende, der lærte mig, at mærke suset i maven, når der var nogen, der havde brugt tid på at overraske og glæde mig. Ca. en gang i ugen i et år gjorde min mor det. Overraskede mig. Nogle gange var der slik med. Andre gange var det blot få linjer på et stykke pap. Med et frimærke i hjørnet. En enkelt gang var der en tandbørste med. Eller en togbillet, så jeg kunne komme hjem. Men der var også andre, der gjorde det. Tænkte på mig. Overraskede mig. Min faster gjorde det i form af en pakke med 24 små indeni, da det var jul det år. Dengang for 14 år siden. Alle de tanker jeg modtog og blev overrasket over, lige netop det år, ligger i en kasse på loftet. (Okay… fair nok.. de ligger i skuret, for der har endnu ikke været nogen og hjælpe mig med at bære det op.)

Det var hende på værelset ved siden af på efterskolen, der viste mig med strålende øjne, hvad det håndskrevne kan gøre, før hun hang det op på værelset. Det var hende, der viste på hvilken måde det kan glæde - og fastholdt glæden ved at pynte de få m2 med det håndskrevne. Hende, der viste mig, at der fandtes farverige kuglepenne og sjove klistermærker, så man kan gøre noget ud af de breve, man sender retur. Eller sender først - i håbet om at få et svar retur.

Da hun senere delte hoveddør med mig i Århus, var jeg dødsens jaloux. Jeg vandt nemlig en konkurrence, jeg ikke gad vinde, og som hun slet ikke vidste var udskrevet. Jeg vandt for flest rudekuverter, mens hun forsatte samlingen af det håndskrevne.

Hun er stadig den afsender, der sender flest håndskrevne hilsner til mig. Og uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er de håndskrevne breve bare en lille smule mere betydningsfulde end dem, der er printet. Også selvom de nogle gange er personlige.

Så hver gang – uden undtagelse – når jeg sætter nøglen i postkassen, håber jeg på en håndskrevet hilsen. Det sker så ganske sjældent. I dag var der dog én. Eller dvs. mit navn og min adresse på kuverten var håndskrevet. Indeni lå papir, der havde været gennem printeren på sognekontoret. En ny dåbsattest. Jeg har fået mit fødenavn igen. Og ganske uventet affødte dét brev det samme sus og følelse i maven, som når jeg har modtaget en meget personlig hilsen. Det var uventet. Overraskende! Glædende! Både brevet og følelsen. Havde jo nærmest kun lige godkendt med mit Nem-id.