Den fes ind i dag

Maren skrev engang på sin blog, at man ikke skal råbe højt om, at det går godt, for så får universet øje på én. 

I aftes overvejede jeg at poste denne på facebook:

'Har talt i telefon med barnet, som er ved sin far. Vi snakkede om mange praktiske ting, der var sket i løbet af barnets skoledag nr.3. Men det lød altsammen godt. Jeg fik faderen i røret og detaljer på plads. Da jeg siger farvel, siger han: 'Vent lige. Barnet skal lige sige noget vigtigt.'

Barnet: 'Mor! Det var virkelig en god dag i dag!'

Mit hjerte smeltede, for måden hun sagde set på indeholdt både overraskelse, forsikring, kærlighed og meget meget mere - og da hun havde lagt på, sagde jeg højt, trods det jeg var alene: 'Ved du hvad Ida? Min dag var også bare virkelig god!' Og det var overraskende, oprigtigt og glædesfyldt!

Hvor er vi heldige!'

Ja, jeg følte mig faktisk ret tilfreds og lykkelig lige dér. Men hvor var det heldigt, at jeg ikke postede det ud til hele verden, for så havde universet da først set mig og sat mig på prøve. 

Så var det måske endt med en ulykke på vej på arbejde og ikke kun de få cm fra sammenstød?!

Så havde kopimaskinen nok været umulig at lave og ikke blot en tidsrøver?!

Så havde det nok regnet og ikke kun dryppet, nu jeg havde glemt min jakke?!

Så havde cyklen nok været punkteret og ikke kun virket flad?!

Så havde eleverne nok udfordret mig mere end de gjorde?!

Så havde jeg nok ikke fået holdt pause, men haft hovedpine?!

Så havde mælken nok været sur og ikke bare lidt gammel?!

Så havde vi nok talt grimmere og grædt noget mere?!

Så havde jeg nok glemt at lægge nøglen ud til barnepigen - og ikke kun barnepigen været udfordret pga. manglende kode til tyverialarmen?!

Så havde jeg nok haft sværere ved at sige tak og tilgive?!

Der er mange prøvelser og udfordringer i løbet af en dag. Nogle dage er de større end andre. Nogle dage rammer de alle, jeg snakker med. Nogle dage er jeg bare glad for, jeg havde dage som i går. Så smiler jeg nemlig, når vi siger godnat!

Så... Universe! Den fes ind i dag. Du behøver ikke lege med i morgen.

Kære dig

Kære dig, som jeg møder for første gang i morgen.

Jeg er spændt. 

Hvad er du for én? Hvad er du gjort af? Kan vi sammen? Og hvor længe går der, inden vi har lært hinanden rigtigt at kende? Inden dine kvaliteter er tydelige for mig? Er du som de gamle? Nu du ikke har andet navn. Er du velkendt og bare det samme én gang til? Eller er du helt anderledes? Med nye udfordringer? Vil du give mig stress eller vil du give mig frihed og ro? Får jeg tid til at tænke og mærke efter - eller bliver det det samme som sidst? 

Jeg har forventninger til dig. Jeg stiller krav til dig. Og jeg bestemmer i en hvis grad over dig. Jeg kan få det bedste ud af dig.

Jeg har lyst til at holde af dig. Så lad det blive et godt møde.

Velkommen, du nye hverdag!

01.08.2014

1.august 2014. Ingen nulevende lærere vil nogensinde glemme denne dato. I dag træder lov 409 i kraft. Det er ikke loven om folkeskolereformen. Den er sammensat af tre andre love. Lov 409 omhandler lærernes arbejdstid. Min arbejdstid. Min hverdag. Mit liv. Og min datters. 

Der er siden lock out'en skrevet et utal af artikler, læserbreve mv. i medierne om, hvad der venter og hvad vi TROR, der venter os. Både eleverne og lærernes nye hverdag er forsøgt belyst. Og jeg skal undlade hele forberedelsestidsdiskussionen - for dén er et kapitel, der kræver et kapitel for sig og ikke blot et blogindlæg.

Så dette indlæg skal handle om, hvad det kommer til at betyde for en lærer, der også er enlig mor med en datter på seks, som nu om 14 dage starter sit skoleliv.

Rammen er som følger:

Læreren skal være til stede 39t om ugen. Med transport og afleverering/afhentning af barn i SFO betyder det et fravær fra hjemmet på mindst 47,5time om ugen. Det betyder at min datter på seks, såfremt hun kun boede hos mig, er væk samme antal timer. Velkommen til skolelivet!

Dét er jeg spændt på, hvordan vi klarer - begge to.

Jeg er spændt, fordi jeg ikke er vant til at arbejde så mange timer uden en pause midt på dagen. Jeg har i otte år haft en pause i min arbejdsdag sen eftermiddag/ tidlig aften, for så, når aftensmaden var spist og barnet var puttet, at arbejde nogle timer igen.

Jeg er spændt, fordi min datter nu ikke længere kan have legeaftaler. Hun kan faktisk kun gå til gymnastik, fordi vi er så heldige at have de dejligste venner og god familie til at hjælpe.

Jeg er spændt, fordi min datter og jeg kommer til at have færre vågne timer sammen.

Men jeg glæder mig også! For jeg skal til at holde fri i weekenden for første gang i mit liv som arbejdende voksen. Og dét tror jeg min datter vil kunne li' og mærke.

Jeg skal til at have et liv om aftenen igen. Jeg forestiller mig, at jeg skal

- læse bøger

- være kreativ

- bage kager

- se serier og film

- lære at slappe af

- skrive blog

- besøge venner og familie

- lave overraskelserne, som summer rundt i mit hoved

- se ALLE afsnit af julekalenderen i december

- holde orden på den orden, jeg har fået skabt i mit hjem

- lære at være hjemme uden at arbejde

Scenen er sat. Lad showet begynde! Så kommer anmeldelserne senere - dét er sikkert!

Jubiiiiii!

Jeg har glædet mig i over to år. Jeg har forsøgt siden december 2011, hvor jeg flyttede ind i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg. Det er aldrig rigtig lykkedes - før i dag! Det er lige nu. Det lige netop dette indlæg, jeg har forsøgt på at lave. Det indlæg, hvor jeg viser jer mit rodeværelse, som egentligt skulle være mit krea-kontor. Ikke rodet. Men opryddet og med mulighed for og plads til kreativitet. Før og efter billeder. Jeg elsker dem. Og nu har jeg ENDELIG nogle selv!

Målet var at rydde kreakontoret op, så det kunne vises frem. Primært på de inspirerende kreative sites, jeg surfer rundt på. Målet var at rydde det op, så det blev brugbart. Men hver gang jeg fik tømt en flyttekasse, kom der noget nyt. Og på et tidspunkt blev jeg komplet ligeglad med kaos, og alt blevkastet  derind. Selv tom emballage!? Døren blev lukket og jeg sagde: 'Det er forbudt at gå derind', når folk gik rundt i mit hus. Hvis de alligevel kom til at åbne, lukkede de hurtigt døren igen. Forbavsede, forbløffede. Kunne Britt have ét rum, der var SÅ rodet?

Jeg har i det sidste halve år lært meget om rod og hvad rod betyder for mit velbefindende. Jeg har læst bøger og teorier om rod og genkendt, hvad der stod, for derefter at vende tomlen ned, fordi det, der stod, var for langt ude. Altså, jeg mener bare! Skal man fx tro på, at deler man boligen op i ni rum og kombinerer det med, hvor ryddeligt, der er i de rum, så siger det noget om, hvordan det går indenfor de ni områder? Hvis det roder i økonomiområdet har man dårlig økonomi? Hvis det roder i kærlighedsområdet i huset, er der udfordringer i ens kærlighedsliv? ... Karierreområdet ligger i mit kreakontor.... Argh!

Uanset kan jeg sige, at så må det gå ret godt på alle fronter i mit liv lige nu. For alle rum er ryddet op. Jeg har været alle rum, skuffer, skabe igennem de sidste måneder, selv loftet og skuret. Jeg har lært om aktivt rod og passivt rod. Om datorod og hvad rod betyder for hjernens kapacitet.

Jeg været inde på det med oprydningen før her på bloggen. Men i dag er særlig. For i dag er kreakontoret 100%færdigt. Det sidste stykke papir sat i mappe. Det sidste stykke stof foldet. 1/4 af mit indbo er fjernet fra matriklen over de seneste fire mdr. Og det er godt! Og lige netop i dag træder lov 409 i kraft og jeg skal til at have et liv om aftenen igen. Et kreativt liv, forestiller jeg mig. 

Gennem tiden har jeg taget mange billeder af kreakontoret. Over 150! I skal spares for de mange, men få de værste før billeder - og de skønne efterbilleder. Det føles SÅ godt !!

Før :-(

Nu :-)

Facebooks forbandelse #1

Mit liv ville være anderledes uden facebook. Mine sociale relationer. Min viden. Min hverdag. Alt ville være anderledes uden. 

Min støtte gennem skilsmissen kom fra familie og venner, men i hverdagen primært via facebooks beskedsystem, hvor nære veninder, gamle veninder, nye veninder, singler af både han og hunkøn udgjorde samtalen og støtten i tiden, hvor jeg lærte at bo alene - alene som singlemom. 

Det er også via delvist tilfældige likes, at afgørende begivenheder i mit liv har fundet sted. At kontakter blev skabt. Det er via links til spændende blogs, at min egen blev til - og at jeg blev  bluver klogere på andres og eget liv. På den måde er facebook fantastisk. Jeg kan følge med (i overfladen!) hos alle dem på min venneliste. Jeg kan vælge til og fra på den lille 'følg'-knap, uden de nødvendigvis opdager det. Jeg kan kommentere, når jeg har lyst. Skabe relationer, når jeg har lyst. 

Men det bliver også i skyndingen nogle gange overfladisk. Et hurtigt like der, et hurtigt like her. Et billede registreret i hjernen, en undren over en detalje i udseendet, men intet like og ingen kommentar. Jeg scroller videre i nyhedsstrømmen, for jeg er midt i et frikvarter og skal videre. Eller barnet kalder og jeg øver mig i at være nærværende. Så nok brænder billedet sig fast, men jeg får ikke reageret på det... Indtil livsafgørende begivenheder i betydningsfulde menneskers liv dukker op. Så stopper jeg op og skriver. Det sker bare så utrolig sjældent, at begivenhederne af udfordrende og negativ karakter slåes op. Og det kombineret med den hurtige 'jeg ser lige femten nyheder på tre sekunder' er facebooks forbandelse. 

Jeg bliver jo indimellem chokeret og rystet og ked af det. Mest ked af smerte, der er gennemlevet hos dem, der betød noget. 

Hvor mange af de mennesker, der er på min venneliste er jeg egentligt venner med? Hvor mange af dem er der, fordi vi engang havde en hverdag sammen? Fordi vore veje engang krydsede hinanden? Jeg ville ikke undvære nogen af dem. Men kontakten og relationen er med mange en anden end for blot 5-10 år siden. Nogle er jeg 'bare' ven med på facebook. Selvom de egentligt engang var hele min verden. 

Facebooks forbandelse ramte mig så igen her til morgen, da jeg klikkede på et link til en blog. Så kom billedet, jeg i foråret ikke havde reageret på, stærkt tilbage for mit indre. Tænk, at et menneske, som i fire studieår holdt mig gående, når udfordringerne var størst, har været (er) et kræftforløb igennem! 

Jeg kan hverken gøre fra eller til. Vore veje har ikke krydset hinanden i noget, der ligner otte år. Hun har været i mine tanker med ugentlige mellemrum - fordi fortid popper op dagligt på job. Og fordi hun er enebarn og det stadig rammer mig, at det ER min datter også. (Jeg ved for lidt om enebørn.) Jeg kan kontakte hende og fortælle, at jeg trods mange års stilhed stadig berøres af hende, fortælle hende, hvilken betydning hun har haft. Og så kan jeg krydse fingre for fremtiden. 


...Og fundere videre over, hvordan jeg i det mindste selv undgår denne af facebooks flere forbandelser...

'Jeg må godt' ELLER 'Det forsømte forår'

Ved siden af mig står en stor skål bland-selv-slik og i hånden har jeg en cola. (Og den var klart en Mokai, hvis i morgen ikke var i morgen.) Og ved I hvad? Jeg må godt! Jeg må godt spise slikket og drikke colaen, for jeg er tæt på mål. Det forsømte forår er snart slut.

I morgen og tirsdag fører jeg 9.klasse til deres afgangsprøve i dansk. I de kommende to døgn skal jeg gøre det, jeg i januar drømte om og derfor søgte. Jeg skal føre til prøve. Og jeg glæder mig! Jeg kan mærke blodet suse endnu stærkere gennem mine årer, blot jeg tænker det. Det bliver SÅ fedt!

Jeg er velforberedt. Og det har kostet dyrt. Men det vidste jeg. Jeg sagde det, dengang tilbage i janaur, da jeg svedende og smilende sad for bordenden og besvarede spørgsmål og ikke vidste, hvem jeg skulle have øjenkontakt med, alt imens mit mavetarmsystem slog knuder og nærmede sig afslutningen på et sygdomsforløb, der reducerede min vægt med otte kilo. Lige dér sagde jeg det: Jeg er fuldt ud klar over, at tilbydes jeg dette job, så er det det forsømte forår, jeg går i møde.

Men én ting er at vide det og formulere det. Én ting er at tro noget om, hvordan det bliver. Noget andet er alle de ubekendte, som ingen kendte til og derfor ikke havde advaret mig om. Ganske enkelt, fordi det ikke var muligt at forudse lige netop dette forsømte forår.

Men hvad forsømte jeg så? Mig selv, mit parforhold, min datter, mit hus, min økonomi? Ja! Mit arbejde og mine veninder? Nej! 

Har jeg bebrejdet mig selv, at de sidste måneder har betydet en lind strøm af tårer, søvnløse nætter og iboende frustration hos både mig og min datter? Ja! Kan jeg bruge det til noget? Nej!

Jeg kan se ned over kalenderen og konstatere konkrete udfordringer og aftaler konstant:

Jeg har siden 1/3 kørt fra Herodes til Pilatus (8500km!) med en kuffert bag i bilen, haft base alle mulige steder end i mit hjem. Jeg har haft et helt bibliotek med mig hver dag - også i påskeferien - for at kunne forberede mig til den efterfølgende dag. Forberede undervisning i fag og emner, som var forbløffende fremmede for mig i forberedelsen, men fantastiske i undervisningssituationen. Forberede niende klassens eksamen. Fordybelsesområder, tekster, vejledning...Forberede bryllup. Bordpynt, tøj og tale...Forberede barnets skolestart, dvs. tackle afslutning i børnehave, tackle opstart i SFO...Tackle gæster, rod, ord, opringninger. Tackle knude i brystet. Tackle kritik, tackle følelse af tvivl, sorg og sejr. Tackle at være til. 

I de kommende to dage afsluttes det forsømte forår. Og aldrig mere skal jeg have et, hvor der var mere tryk på forsømt end på forår. Basta!

Og derfor må jeg godt spise slik og drikke cola ... og se netflix.

Ps. Læs andet afsnit igen: Jeg GLÆDER mig :-) Yay!

10'eren

Vandet i lungerne forhindrer vejrtrækningen. Hun hiver hårdt efter vejret og presser iltmasken mod huden, over næseryggen, om munden. Tårerne triller ned af kinderne og desperationen lyser ud af øjnene på hende. Sygeplejersken spørger hende, på en skala fra et til ti, hvor stor en smerte der er tale om. 

Døende rækker hun ni fingre frem.

Hun overlevede og sygeplejersken kaldte hende tapper, fordi hun i den værst tænkelige smerte kun viste ni fingre. Men hun gemte ti'eren. For hvad nu hvis der fandtes en større smerte? 

Det gjorde der.

...

Det gør der. 

Den hedder sorg.