Skilsmissejul #1

Skilsmissejul#1

Det skrækkeligste ved at være skilsmissefamilie er, at julen er delt. Jeg byder mit barn at flyve fra Herodes til Pilatus. For den ene dag er det min familie, der skal ses, den næste dag er det faderens familie, den næste igen gode venner og sådan starter det forfra og forsætter.

Jeg formåede i år, jaja, sidste år, at give hende en rolig jul. Vi havde base ét sted. Det var den samme seng, vi sov i. Med undtagelse af selve juleaften. Det græd jeg over i november. Det græd barnet over den 24. om morgenen. Hun ville være der, hvor jeg var. Og det ville hun jo kun, fordi hun ikke kunne overskue at sige 'på gensyn' og fordi hun ikke vidste, hvad der ventede hos far. Det ukendte gør hende usikker. Så selvom vi havde siddet sammen alle tre og forsikret hende om dagens program, blev hun fortvivlet og forvirret og spurgte mig med sine store klare øjne: Mor, hvornår bestemmer jeg selv, hvor jeg vil være?

Åh. Mit moderhjerte gør ondt, når hun stiller de spørgsmål. 

Men hun har haft en fantastisk juleferie. Hun er rolig. Hun er begyndt at sove længe. Hun spiser godt. Kroppen er afslappet og rolig. Smilet er stort. Hun er glad. 

Så håber jeg, at hun nu er så stor, så hun næste år kan huske, at skilsmissejul også er god jul. I al fald for os.

Glædelig jul og godt nytår

Jeg opgav i efteråret ændring i indkomst, da mine offentlige ydelser som enlig forsørger udregnes derefter. Jeg havde ikke oplevet ændringer i beløbene, som gik ind på kontoen og kontaktede derfor medio december undrende kommunen.

Dame i røret i den anden ende:'Du siger en lille stigning i indkomst ? Det er da en nedgang på knap 100.000kr?!'

Mig: 'Det kan ikke passe.'

Dame:'Så er der en fejl. Det var en skam. Du er gået glip af x antal kroner om mdr i de seneste to år' (x værende 50% af mine månedlige lommepenge, som dækker tøj, sko, cafe, biograf, gaver mv)

Mig: ?!

Dame: 'Men rigtig glædelig jul.' 

Arhmen, selv GLÆDELIG JUL!

24.dec kl. 09.02:

'Du har endnu ikke afleveret bogen 'skelletter i skabet og andre talemåder'. Du skylder nu kr. 60.

GLÆDELIG JUL

Kolding bibliotek.'

Arhmen, selv glædelig jul!

1.januar 2014, morgen.

'Du har ikke har ret til boligstøtte fra 1/1-2014.

GODT NYTÅR.'

Arhmen, okay, GODT NYTÅR'

Om at være alene i en juletid

Det er vist nok noget med at selvmordsraten stiger op til jul. Jeg kan nu altså faktisk godt forstå det. Selvom jeg synes, det er den mest egoistiske handling! Nå, det er en anden diskussion og var ikke det indlægget skulle handle om. For jeg er lykkelig! Men ganske ligesom sidste år, kan jeg nu mærke, mere end ellers, at jeg er alene. ALLE skal noget med deres familier. Det skal jeg også. Men min familie dækker mine forældre og mit barn som de nærmeste - og ikke min kæreste eller manden til mit barn. 

Jeg hygger mig helt vildt op til december og i december. Tag ikke fejl. Det gør jeg! Men når jeg ser par gå i gågaden med hinanden i hånden under de mange julelys - Jamen, så gad jeg da godt, det var mig! Og selvom jeg synes, det er adventshygge og lykke, at ringe til dem i det gule hus og sige: ’Jeg kommer med æbleskiver, hvis I tænder ovnen.’ Ja, så var det da en lille smule mere lykkeligt, hvis ens kæreste kunne putte dem i ovnen, mens man satte den sidste nisse på reolen.

Du er med på pointen, ikke?

Jeg kan faktisk godt forstå at antallet af profiler på datingssites stiger i januar. Det stiger med en profil mere et sted, det kan jeg næsten allerede nu forudse.

(Jule)glæde

Jeg elsker jul. Julen er mange ting. Og den er også glæden ved at give. Jeg elsker gaver. Jeg elsker at blive overrasket - og jeg synes, det er noget så fantastisk og tilfredsstillende selv at give en gave, man ved modtageren bliver oprigtigt glad for eller overrasket over. Jeg elsker som tidligere skrevet nemlig også overraskelser.

Alt det til sammen – sammen med det faktum, at der i år er en del mennesker i mit liv, der fortjener en overraskelse i juletiden, gjorde, at jeg allerede i oktober begyndte på idéerne.

Der var to krav:

1)      Det skulle skabe smil og glæde – eller måske forundring - hver dag i december.

2)      Det skulle koste næsten gratis, da jeg brugte sparepengene på en rejse til Rom.

Det var faktisk ikke særlig nemt. Og jeg brugte lang tid på at tænke. Også fordi jeg skulle vælge ud. Der er virkelig mange mennesker i mit liv, jeg gerne vil sige tak til. Mange mennesker, jeg gerne ville give noget igen – af den ene eller anden grund. Det var derfor ikke svært, at den første, der skulle overraskes var min barndomsveninde. Så hun har fået sådan en her:

Der er rullet julepapir og et minde fra vores barndom/ungdom/voksenliv om 24 stykker chokolade. Det tog ikke lang tid at skrive de 24 minder. Og jeg har nu, i dagene efter kalenderen blev færdig, fundet minder nok til en kalender mere. Jeg har glædet mig i et par uger til at give hende den. På den der 'der-knuger-i-maven-måde.' Hun blev rørt til tårer. Det var ikke meningen. Men dejligt. Det rørte mig dybt.

Den næste var heller ikke svær at beslutte – endnu en veninde. Hun har fået 24 af mine yndlingscitater om 24 stykker chokolade. For det er lige hende. Og hun havde også tåre(r?) ned af kinden. Det blev jeg overrasket over. Uventet dejligt! Målet var at glæde dem begge.

Den sidste var svær at beslutte. Meget svær. Og måske har jeg fortrudt. Måske har jeg ikke. Jeg ved ikke, hvordan modtageren har reageret. For jeg har ikke afleveret den personligt. Den er faktisk slet ikke afleveret. Den er bare stillet foran en hoveddør. Den er nok den største overraskelse af dem alle. Både for modtageren og for mig.

Det giver 24x3 små pakker= 72 stk. Forhåbentligt 72 smil og glædessus i maven blandet med chokolade.

Så langt så godt. Jeg har nemlig også glædet mig til at overraske barnet i år. Jeg har fået ordnet krea-kaos-kontoret. (Jojo, den er god nok! Skal nok vise billeder af krea-kontoret i ’Fra skrot til slot’-stil senere.) Det var i nogle dage omdannet til julemandens værksted. 

For det første fordi, jeg ikke ville vågne badet i koldsved kl. midt om natten flere gange i december, fordi jeg havde glemt at putte julemandens pakke i barnets sok. En sok, der alligevel aldrig var stor nok til pakken. For det andet fordi jeg synes, at pakker er hyggelige og de derfor gerne må pynte i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg.

Der kom denne ud af det:

Hun blev meget glad. Julemanden skal øve sig på sit laksejl. Men ellers er jeg er yderst tilfreds med det pyntende resultatet.

Vi er oppe på 96 pakker. 96 smil. Håber jeg. Dertil kommer, at jeg har lavet pakker til børnene i mine klasser med små og store opgaver. Fx har jeg pakket havregryn ind den dag, jeg synes, vi skal trille havregrynskugler. 

Alt i alt har jeg talt mig frem til, at jeg har pakket 121 pakker ind i den forgangne uge. Dét er juleglæde - for mig!

Så GLÆDELIG 1.december derude!

Tilfredshed

Det er fredag eftermiddag og læreren er færdig med sin forberedelse på skolen kl 15.00, hvorefter hun ser i sin kalender. Ingen aftaler. Intet barn. Første aftale ligger søndag kl 18.00: 'Mortens aften.' Hun græd ikke over det. Hun følte sig glad. Tilfreds. Forventningsfuld. For et år siden havde det været utænkeligt. Det er åbenbart ikke kun barnet, der udvikler sig. Hendes mor gør også...

Man så hende køre i boghandleren og købe den nyeste krimi af Sara Blædel. Man så hende købe sig en stor varm chokolade med ekstra flødeskum, trods mælkeallergi, hos Starbucks. På bordet foran hende lå krimien - og på tallerkenen stod en fedtfattig blåbær muffin til overpris. Omkring hende købte folk de første julegaver og diskuterede grimme valgplakater. Hun læste. Indtil blåbærmuffin og chokolade var væk. Så kørte hun hjem og drak mokai og læste videre. Kl 02.27 om natten var både bog og lærer færdig.

Planen var at sove længe, men hun glemte at sætte telefonen på lydløs. Så man så hende vågne kl 09.00 og  slappe af i eget selskab, spise slik, spille word feud, surfe på nettet, handle, synge med på Rasmus Seebachs nye, købe vinterjakke til barnet - og endda 1,5 times træning inden mere forberedelse og administrativt arbejde - samt påbegyndelse af julekalender til et ganske særligt menneske - før hun sammen med en veninde spiste sushi.

Om søndagen skinnede solen og hun smilede, da hun gik gennem byens gader med endnu en veninde.
Hun smiler stadig.

Tak!

Jeg bliver nødt til at sige 'tak'! Tak til jer, der kommenterer. Både her og der!

Jeg sætter pris på hvert et ord. Jeg er oftest på fra iPhone, når jeg læser blogs - også min egen. Dermed også jeres svar. Det er noget bøvl at svare fra iPhone, så jeg får aldrig delt min begejstring og hjertelige 'tak' i det øjeblik, jeg glædes over jeres ord.

Så TAK!

Jeg - et rodehoved

Okay, jeg er er rodehoved. Jamen, det er jeg altså. Og det er bare slet ikke blevet bedre efter, jeg er blevet single. Jeg synes måske så bare, jeg er et organiseret rodehoved. Jeg ved hvor små dimser ligger i det store rod. Alligevel må jeg erkende, at ting forsvinder. Og lige præcis dét begynder at irritere mig voldsomt! 

Som fx den blå tang til at lave mikroskopiske huller med. Jeg manglede den særligt til jul sidste år. Nu dukkede den op i år i kassen med pile til skolernes motionsdag. Et år efter den blev væk - og jeg havde efterlyst den så tilpas mange gange, at mine kollegaer begyndte irriteres over det. Ting fordufter jo ikke fra jordens overflade, men det ville være rart, hvis de gemte sig steder, man leder. 

Eller min blender. Hvordan bliver en blender væk? Låner man den ud og glemmer til hvem? Eller hva' med mine sorte cardigans? Jeg må ikke have en sådan. Vi er på basiscardigan nummer tre på et år, der er væk. Sådan kan jeg blive ved. 

Jeg har en liste (surprise) med ting, jeg ikke kan finde. På den liste har jeg for nyligt tilføjet: Barnets leopardbamse. Og det gør rent faktisk en smule ondt på mig, at den er væk. Dels fordi hun har et meget nært forhold til den og reelt sørger over, at den er væk. Dels fordi, jeg har givet hende den. Men mest fordi barnet for noget tid siden sagde: 'Mor, jeg tror vi har glemt den i toget.' Og jeg reagerede med: 'Nej, vi har da ikke, den dukker op igen, ligesom alt det andet.' 

Men den er ikke dukket op. Og DSB gemmer kun tingene i 7 dage.