tirsdag den 13. august 2013

At nøjes og undvære



En ung, ganske ung, ven, sagde engang til mig: ’Jeg vil hellere undvære end jeg vil nøjes.’ Jeg havde overraskende nok aldrig hørt det før – og jeg tog det til mig og spurgte mig selv: ’Er jeg sådan eller er jeg typen, der hellere vil nøjes end undvære?’ Jeg var ikke i tvivl. Det er da – i langt de fleste forhold i livet - fuldstændig uden selvrespekt at nøjes, hvor man kan træffe et aktivt valg. Så det har jeg sagt mange gange. Højt. Om mig. Om min indstilling til mange ting. Og handlet derefter: Jeg vil hellere undvære, end jeg vil nøjes.



Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg har nemlig mødt et menneske, hvor jeg må vende den om. Jeg må sande, at jeg i dette tilfælde må øve mig i – og aktivt vælger - at jeg hellere vil nøjes end undvære.
  


Hvilken vælger du?

søndag den 11. august 2013

Status #3 - sommeren 2013

Hverdagen ruller igen. Og jeg får som altid presset lidt for meget ind i den allerede fra start. Dét er et indlæg for sig selv. Jeg hilser hverdagen velkommen. Det er dejligt at se den igen - og måske endnu mere dejligt, fordi ferien har været fantastisk for mig og min 5-årige ...


Mig og nøglebundtet
Kan stadig ikke finde hinanden
 
Mig og dem i det gule hus
Boede nærmest sammen  
 
Mig og min iPhone
Taber hinanden lidt for tit, men har fundet ud af at app'en Telmore Musik er genial 
(med hjælp fra ham i det gule hus)
 
Mig og kærligheden
Er kompliceret
 
Mig og barnet
Kan ikke beskrives med ord, men det er boblende lykkeligt.
 
Mig og kornmarker
Bliver aldrig det samme igen
 
Antal gange jeg har øremærket en nyfødt kalv:
En (!)
 
Antal flyvninger:
Nul. Næste år skal der stå mindst én. Basta!
 
Antallet af Mokai og Sommersby, jeg har drukket denne ferie:
Så mange, så det er berettiget, at min røv er blevet større og at nogen kaldte mig mit gamle navn
Sprit-Britt igen.
 
Antal gange jeg har været i fitness, siden jeg meldte mig ind: 
3. Det er delvist ikke højere, fordi der i idyllen var et dyr, der stak mig, hvilket der gik infektion i og
 jeg blev beordret stillesiddende med benet oppe.
 
Antal gange jeg har citeret Fifty Shades:
Uden tvivl for mange!
 
Antal dage jeg arbejdede i selve ferien:
Én =succes!
 
Antal gange jeg opdagede min hud var mere sommerbrun end den jeg sad ved siden af:
Mindst tre! Og det er første gang, det er sket!
 
Antal km kørt:
Ved det ikke præcist. Men hvis vi regner det om i timer, kunne jeg uden tvivl have kørt til Sydfrankrig
og tilbage igen - og måske til Skagen. Men så ville jeg jo ikke have set de i alt 86 venner og 
familiemedlemmer, jeg har set sommeren over. 
 
Min næstsidste facebookstatus: 
'Farvel ferie. Du var bedre end bedst. Goddag hverdag. Det er godt at se dig.'

Og dét er det!

onsdag den 17. juli 2013

De lykkelige svære øjeblikke




Det sværeste ved at være alenemor, er, når jeg rammes af lykke sammen med barnet eller i hendes nærvær. Lykke kommer i strejf. Og forældre klemmer hinandens hænder eller smiler indforstået til hinanden, når deres børn gør noget, som gør dem til de mest fantastiske skabninger i hele verden. Forældre mærker sammen lykken helt ned i maven, når de øjeblikke forekommer. Alle forældre ved, hvad jeg mener.
 
Sådanne øjeblikke gør lykkeligt ondt på mig. For jeg har ingen hånd at knibe. Ingen at smile til. Ofte får barnet smilet. Nogle gange gør hun ikke, fordi det vil ødelægge øjeblikket.
 
Så forsøger jeg at lagre øjeblikket i min hukommelse, på min nethinde og nogle gange gør jeg det til et kodak-moment og poster på facebook, fordi det er bedste alternativ til at klemme sin elskede i hånden.
 
Dette var et af de øjeblikke:

 
Hun sidder på verandaen i sit nye legehus og hun fortæller bogen for Dukke Klara og Bamse hundrede procent ordret. Hun har helt ægte omsorgsfuld jeg-har-noget-på-hjertet-fortælle-stemme ... og hendes mor har tårer i øjnene.



Dét er sjovt!


 

Jeg har glædet mig til at lave lige netop dette indlæg: Jeg har været i fitness!
For allerførste gang i mit voksenliv. Vi var vist i det lokale fitnesscenter i et par idrætstimer i 8.kl. Siden da har jeg ikke sat mine ben sådan et sted - indtil i går -  og det har været med sådan en ydmyg, lidt frygtindgydende respekt, at jeg har talt med om det, anerkendt dem af mine venner og veninder, der går i fitness. Fordi jeg ikke forstår det. Fordi det er mig SÅ fjernt.
 
Men så fik jeg en profil på dating.dk og der er det åbenbart mere reglen end undtagelsen, at man går i fitness. På elitedaters er man i den falske elite, hvis ikke man er i fitness én gang i døgnet. Nærmest. Men jeg var aldrig rigtig som bh.klasselærer velkommen dér alligevel...
 
Så blev jeg kæreste med ham, jeg kaldte Ham Den Dejlige. Og vi jokede med det. Altså mig i fitness.
 
Så flirtede jeg med ham, som blogland, ikke rigtig kender til, og som jeg slet ikke er klar til at dele med blogland endnu (sorry!) - og vi jokede med det. Altså mig i fitness. Forskellen fra sidst var bare, at en lille del af mig gerne ville prøve det. En anden del af mig vidste, at det kunne gøre godt for bækken- og rygsmerter. 


Indimellem er jeg ret handlekraftig. Så jeg bestilte tid til at få lagt program. Og tilmeldte mig PBS. I samme åndedrag.

Det føltes som at have givet sig selv en julegave, pakket den ind, fortalt alle om den, og i går pakke den ud. Og jeg blev ikke skuffet!
 
Så var man der i fitness og så mig brække mig af grin sammen med instruktøren i en time, alt imens hun noterede alting ned, så jeg næste gang kan medbringe min træningsplan. Jeg bliver kendt som hende med træningsplanen i hånden. No way (!) om jeg kan lære det udenad!
 
Meeen... En eller anden dag kan jeg vel smile og tænke: Godt jeg ikke bare jokede med det, for nu har jeg ikke ondt mere.
 
En eller anden dag lærer jeg vel at spænde rigtigt, så jeg ikke triller af bolden?



Indtil da må I gerne grine videre og sige: Dét er fandeme sjovt, Britt!

onsdag den 10. juli 2013

Længsler og ...



Jeg øver mig i jeg-er-god-til-at-være-alene-konceptet. Jamen, det gør jeg altså! Nogle dage går det bedre end andre. Ofte hjælper det med bobler i glasset og lidt chokolade i en skål.





Således satte jeg mig i en havestol i min ’nye’ have, som langt om længe kan betegnes som værende færdig. Jeg havde rykket stolen ud, så jeg kunne nyde udsigten, hvis jeg nu skulle få lyst at kigge op fra min bog. Opdagede hurtigt, man ikke kan se så meget, når man sidder ned... 

Havde fortalt barnet, at nu var der sagt godnat, og at hun ikke kunne kalde, men måtte stå op, hvis der var noget, for nu gik mor i haven = jeg kan ikke høre dig = SOV!



Basta! Bum! Iscenesat ’jeg foregiver at hygge mig med mig selv’-tid. Men jeg nød det faktisk. Jeg nød at kluk-le af Annamettes manglende sexlyst. Jeg nød at læse bogen indhyllet i sweatshirt og dyne. Og telefonen ringede. Og jeg nød at tale med min far (ikke forretningsmanden, der hjælper mig med nogle kringlede økonomiske termer eller fortæller mig, hvordan jeg reparerer noget med en skruetrækker, jeg først skal låne ved naboen…) Nej, jeg havde en samtale med min FAR. (Og hvis det her var en facebook-opdatering, så var det nu, man ville sætte en lang række hjerter ind.) Jeg nød at læse videre i bogen, indtil jeg konstaterede, at jeg ikke var ene om at længes efter et sexliv og at det nu blæste så meget, så jeg frøs i nakken. Sengetid.
 

Jeg nåede lige nøjagtig til den følelse af: ’ARH! Det her var godt for mig.’ Det her var genkendeligt som den tid, jeg nød, da jeg var lykkeligt gift. Den tid, jeg savnede, da jeg var sammen med ham den dejlige. Det øjeblik, hvor jeg havde formået at lukket alt ude og skabt ro og mig-tid. Det var en god opdagelse. At jeg kunne kan det endnu.

fredag den 28. juni 2013

Sex-blog




 Jeg er blevet opfordret til, af et par stykker - uafhængigt af hinanden, at lave en anonym blog omhandlende mit sexliv. Det ville aldrig gå. For det første fordi der absolut ingen aktivitet er på den front og det derfor ville være en død blog. For det andet, fordi jeg er sådan en, der har brug for at snakke med folk om ting og derfor på ingen måde ville kunne holde kæft omkring det faktum, at den der sexblog i virkeligheden var min. Derudover er der faren ved at have to konti og jonglere mellem de to uden at røbe noget, der røber sammenhængen. Det holder ikke.

Men altså, havde jeg nu sådan en sex-blog, så ville du kunne finde nogenlunde følgende indlæg:

'Det er lørdag. Vi er til bryllup. Jukeboksen har netop spillet et Marie Key nummer, jeg har brølet med på og jeg fortæller bordet, at hende ville jeg gerne høre live. Jeg fortæller, at muligheden havde budt sig…
Veninde: Nå, jamen købte du så ikke 3-dages billetten til Kløften-festival, nu du fik den tilbudt?
Mig: Nej, jeg synes ikke jeg havde råd.
Veninde: Nå nej, du har brugt alle dine penge til dildoparty!

Det er sandt.

Jeg har købt de der kugler til at træne bækkenbunden, så jeg kan hoppe på trampolin uden at slatpisse. Altså når de engang er taget ud af æsken.'

Bagerst i køen



Nabodatteren på fjorten har fået en kæreste!

En af de allerkæreste veninder dater seriøst MANDEN.

En veninde har en sommerfuglefarm i maven og dét er, hvad jeg kalder magisk!

En anden veninde flytter sammen med kæresten.

En tredje veninde er på romantisk miniferie med sin udkårne.

Yndigt takkekort fra kærlighedsfest lå i postkassen i dag og mindede mig om eventyret. 

Imens er jeg tålmodig...

 

...

 

Næsten da...

 

...

 

 

Jeg tror på det ...

 

...

 

Og glædes på andres vegne...

 

...

 

... Arhmen, hvor lang er køen?  Eller er vi på den der med, at når man pipper, så ryger man bagerst i køen, 
for så bare glem, jeg sagde noget!