Fordele ved at være hjemme ...

I mandags sms'ede jeg denne til en ven:

Fordele ved at være hjemme med feberramt barn:

 
1) Der er ryddet op i entré og køleskab 
2) Vasketøjet næsten i bund
3) Forberedelse næsten klaret 

4) Tid til nærværende hygge med barnet
5) Har læst over 100 sider i Fifty Shades på en formiddag (og må med skam indrømme, jeg er opslugt...)
6) kan spise af tiramisu'en, når lysten melder sig
 
Ulemper ved at være hjemme med feberramt barn:
Kan pt. ikke komme i tanke om nogle ;-) Foruden barnets temperatur, naturligvis...

Elevatorhumør

Mit humør kører i elevator pt. Op og ned. Det er aldrig på én etage dagen lang. Og nogle gange er der tale om ekspress-elevator. Jeg ryger fra taget til den dybeste kælder på to sek.

På en etage finder jeg udfordringer i en grad, hvor jeg overvejer, om jeg virkelig tør træde ud, når døren åbner.

På en anden etage finder jeg, at der intet gulv er og jeg vil være i frit fald, hvis jeg træder ud, uden sikkerhedsnet. Uden mulighed for at holde fast og viden om, hvorvidt jeg kan redde mig selv.

På en tredje etage er der fest og jeg er beruset og med i dansen med det samme.

På en fjerde etage er der manglende nattesøvn (og jeg hører en indbrudstyv komme om hjørnet hele tiden.)

På en femte etage påtager jeg mig en rolle, der er nødvendig, men ikke nem.

På en sjette etage er alt mit rod samlet og jeg skynder mig ind i elevatoren igen og trykker på en knap, så jeg kører videre til en ny etage. Der er kun en snert af dårlig samvittighed, der følger med mig.

På en syvende etage er der sommerfugle i maven.

På en ottende etage mærker jeg omsorgen og bliver taknemmelig.

På en niende etage smiler barnet til mig og jeg ved, at vi er okay.

På en tiende etage er græsset grønt.

På en ellevte etage overtager hormonerne min krop. På den virkelig uhensigtsmæssige måde.

På en tilfældig etage erfarer jeg, at det oftest er mig selv, der trykker på knappen, der gør at elevatoren går op og ned mellem alle etagerne. Og jeg øver mig i at blive på en af dem. Bare lidt mere end fem minutter.

Uheldighedsklippekortet er brugt!

Tirsdag eftermiddag. Klokken er tyve minutter i fire. Jeg kan ikke nå at køre til optikeren inden børnehaven lukker og den fem-årige skal hentes. Vælger at køre hjem efter en pakke, der skal sendes – og så er planen ellers at hente barnet og ordne ærinder.

Jeg låser hoveddøren op og konkluderer, jeg ikke har haft alarmen sat til. Det gik også lige vel hurtigt med at komme ud af døren i morges. Tiden var gået hurtigere end forventet – og jeg har ikke for vane at komme for sent.

Jeg kaster et blik ind i køkkenet. På køkkenbordet står en åben småkagedåse med banansnacks og tanken strejfer mig: ’Hvornår har barnet nået at spise af dem, uden jeg har opdaget det?’ Jeg er lækkersulten og smider tasken på bordet, snupper en snacks og stivner. Ved siden af mig ligger pakken, som skulle på posthuset. Den er pakket op! Flået op! ”Der har været nogen” siger en indre stemme mig og jeg ser rundt. To skuffer står lidt åbne. Oven på bunken af reklamer ligger al indhold fra en skuffe. Mine bunker i den anden ende af køkkenet ligger på gulvet.

Jeg kaster et blik på spisebordet. Opdager, hvad der mangler. Min puls stiger, jeg sveder. Jeg kan ikke se, hvor de er kommet ind. Jeg søger. På mit kreakontor, som er ganske rodet, ser jeg at vinduet står på klem. Jeg har ALDRIG vinduerne åbne derinde. Det er ikke et rum, jeg bruger. Det er mit depot. Mit opbevaringsrum. Kreativt kaos, kontor og kælder i ét. Der ligger små sorte æsker med smykker spredt over det hele. Tårerne presser sig på. Jeg skriger. Ikke sådan et lille ynkeligt skrig. Et smertens skrig. Jeg går i knæ. Her har været et andet menneske. I mit hjem. Jeg får kvalme.

I min højre hånd har jeg min tlf, for i tankerne var jeg, på vej ind af døren, ved at sende en sms. Finder min mors nummer. Hyperventilerer lidt. Græder.

Får ringet 114 og bliver beordret ud af huset.

Jeg er i chok. Når jeg er i chok bliver jeg handlekraftig. Så jeg går op til naboen, spørger om hun kan hente barnet, da politiet er på vej. Hun er syg. Jeg ringer til hende i det gule hus. Hun vil gerne hjælpe. Jeg aftaler med politiet, at jeg henter barnet og så kommer de.

Jeg har hukommelsesslip. Jeg husker ikke, hvad jeg sagde eller gjorde, da jeg afleverede barnet ved hende i det gule hus. Jeg vidste bare, jeg var tryg.

Mens jeg venter på politiet forsøger jeg at få gang i noget ’Find min iPad’. Men kan ærligt ikke tænke særlig klart, så får kontaktet kollega.

Kort tid efter kommer patruljevognen med de to betjente. Den ene er sq en hottie. Det kan selv jeg se ud gennem forgrædte øjne og mascara på brilleglassene.

De er meget professionelle. Tager DNA-prøver, studerer cigaretskodder, størrelsen på kobenet osv. Får mig beroliget. I mens er jeg ved at dø af skam over rodet i mit hjem. De kan jo nok godt se, hvad der er tyve-rod, og hvad der er almindelig rod. SUK! De spørger ind til alverdens små detaljer og ting i mit hjem. Og ham den hotte spørger naboen, som er her, om jeg bor alene…

Da politiet tager herfra kan jeg ikke overskue noget som helst og er pludselig ikke spor handlekraftig. Får kun lige løftet ting fra køkkengulvet op på bordet. Jeg er rystet. Og sulten. Går i det gule hus, hvor vi hurtigt beslutter os for at hente mad fra den gyldne måge.

Første egentlige udfordring og erkendelse af, hvor længe tyvene har været her, opstår, da jeg skal sætte min tlf i lader. Tyven har kravlet op i min seng for at finde den. Ad! Det betyder en tur rundt i nabolaget for MÅ have liv i min tlf …Jeg mærker trætheden overmande mig.

Jeg får puttet barnet uden bøvl. Hun er kun glad for, tyven ikke har taget hendes parfume (vand med blomster i ;-) )

Jeg kan ikke finde ro. Sms’er, ringer lidt rundt. Rydder lidt op. Går tingene igennem og opdager flere ting, der mangler. Vil i seng. Men skal først lige flytte alle smykkerne, der ligger spredt ud over hele sengen. Det går op for mig, at tyven har siddet i min seng og sorteret dem. Skifter sengetøj. Kvalmen kommer igen. Tårerne.

’Det bliver sgu en fest at skulle på iPad kursus uden iPad i morgen’, tænker jeg.

Og så rammer det mig: Du er helt alene.

FÅÅÅÅRK, hvor kunne jeg godt bruge et par store stærke arme om mig.

Min veninde kommer lidt over elleve med en McFlurry. Vi snakker til sent. Jeg sov lidt.

Er træt – og meget mere påvirket af det hele, end jeg først ville være ved. Der er nu ryddet op og gjort rent og alt det praktiske er næsten på plads. Gad vide, hvornår det psykiske er på plads igen!?

Øv! Vred og ked!

Uheldighedsklippekortet er brugt, hvis I spørger mig! 

Min bil fik nemlig også en bule i søndags...

'Må jeg godt blive død i en hvid kiste?'

Solskin. Grundlovsdag. Fridag. Vi sidder kun mig og den fem-årige i bilen. Der har været stilhed et par minutter, da hun ud af det blå siger:

’Mor, må jeg godt blive død i en hvid kiste?’

’Altså, mener du begravet i en hvid kiste?’

’Ja.’

’Ja, det må du gerne. Det skal jeg nok huske, du gerne vil … … … Men måske skal du huske at sige det til din mand og dine børn, når du bliver voksen, for det er de ældste, der helst skal dø først, så det er ikke sikkert, jeg lever, når du skal begraves.’ Tilføjer stille i mit sind: Jeg håber, jeg dør først! Er angst for at miste hende!

’Mor, jeg HAR jo sagt jeg ikke skal have nogen børn!’

’Nåja.’

’Ja, for det er alt for hårdt!’

’Synes du stadig det?’

’Ja… Men jeg SKAL ha’ en mand!’

’Hvorfor vil du gerne have en mand, skat?’

’Fordi så kan vi gå i byen og se på springvand sammen!’

Der er flere ting i denne relativt korte samtale, jeg elsker. Dels at vi i vores lille familie på to kan tale om fødsel og død som det mest naturlige i hele verden. Dels at barnet spørger, lige når tanken opstår - og er gammel nok til, at jeg kan svare hende ærligt på langt de fleste ting. Men også, at hun er romantisk anlagt - og gerne vil have en mand. Så håber jeg bare, hun ændrer holdning til det med børnene. En dag.

En lørdag i maj

Lørdag.

Jeg vågner i mit helle. Der, hvor jeg er allermest rolig. Allermest tryg og allermest træt. Ville ønske, det var i favnen på en mand. Det er det ikke.

Jeg er tung i hovedet. Det var en skøn aften aftenen i forvejen. Der var kulørte drinks. Dejlige mennesker.

I dag er dagen. Den store dag, hun har talt ned til i så længe. I dag er dagen, jeg har glædet mig til – i længe. Det er i dag, jeg skal have min nye kjole på. Det sker så sjældent, jeg flotter mig. Det har jeg gjort denne gang. (Okay, okay, jeg har fået økonomisk støtte til at flotte mig i en alder af 32 år. Nogle gang ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde af det! Jeg er 32! … Back to topic!)

Jeg står op og krydsforhøret starter. Der blev gjort kort proces. For jeg skal videre.

Hjemme ligger det hele linet op: Det nye lingeri. Kjolen. Jakken. Smykkerne. Make up’en. Skoene står parat. Pit stop. Bader og pakker færdig.

Kører mod barndomsby med Mads og Monopolet i radioen.

Forventningsfuld. Spændt.

Min barndomsveninde står i sit lingeri, da jeg banker på badeværelsesdøren. Vi krammer og hun undskylder, hun ikke har mere tøj på. Det går op for mig, jeg kan have overtrådt hendes grænse. Jeg sansede ikke, jeg ikke havde en lige der. Suk! Nå. Jeg er jo bare 110% mig selv i hendes selskab. Jeg behøver normalt ikke tænke sammen med hende… Vi snakker. Opdager kjolerne er samme model, dog alligevel så forskellige grundet farven.

Fjoller. Foreviger os med kameraet i iPhonen.

Sceneskift:

Kirken. Her er jeg døbt og konfirmeret. Her troede jeg mine børn skulle døbes. Her troede jeg, jeg skulle ja. Jeg sagde ja på rådhuset. Jeg fik mit barn døbt i en bygning, der ligner alt andet end en kirke. Jeg fucker det op endnu engang, da jeg remser det op for barndomsveninden og det går op for mig, hun også er blevet gift her. Og at vi begge er skilte. For helvede!

Orgelet går i gang og ind kommer den smukkeste brud, jeg nogensinde har set med egne øjne. Ih, bevares. Jeg har set mange smukke brude på Pinterest, på facebook osv. Men sådan, hvor man, hvis man rækker armen ud, kan mærke. Hun er definition på smuk. Og jeg får tårer i øjnene for første gang denne dag.

Det var en smuk ceremoni – og sjov præsten var sjov! Han havde virkelig god humor. Fantastisk, den danske folkekirke anno 2013.

Stedet for afholdelse af bryllupsfesten var som hevet ud af mine drømme. Jeg har kun positivt at sige om brylluppet og om festen. Jeg havde ikke forventet at være en del af så smuk, varm og festlig en kærlighedsfest. Men det var jeg. Det var i og for sig overrumplende. Og jeg fik blanke øjne ved tanken – dér midt i festen. Ligesom jeg græd af grin. Det var ikke kun alt det, der rører en. Det var også sjovt. Så sjovt, så jeg faktisk tror ved, at jeg tissede lidt i bukserne under en dans.

Det, der dog sidder dybest i mig er gommens tale til bruden. Jeg kender ikke gommen. Faktisk kender jeg ham kun gennem det, bruden har fortalt om ham. Har tilbragt så ganske få timer i samme rum som ham før. Men gennem hans meget smukke og personlige tale til sin brud, lukkede han mig et skridt tættere på - ind. Han åbnede sig for et helt selskab. Velformuleret. Enkelt. Præcist. Usigeligt smukt. Kærlighed. Dét har jeg dyb respekt for. Og er meget bevæget over.

Og det får jeg blanke øjne af – igen – ved at tænke på.

Tænk, jeg på en lørdag i maj var gennem så mange følelser. Intenst. Smukt. Yderst livsbekræftende.

Min personlige pusher

Hvis man slår ’pusher’ op i en ordbog, står der som første betydning af flere, at det refererer til en forhandler af ulovlige stoffer. I mit hoved er en pusher én, der skaffer mig det, jeg er afhængig af.

Jeg har skabt mig selv et afhængighedsforhold. Og jeg har skaffet mig en pusher. En Politiken-pusher. Faktisk to. Igen er jeg dybt taknemmelig. De bringer nemlig varen til mig i barnets taske. Helt uden, at jeg hver gang skal bede om det. Hvor fantastisk er det ikke lige?

I går kom der endnu en sending:

Jaja, jeg ved det godt! Det er avis-udklip. Men jeg synes altså Marens striber er SÅ præcise og sjove!

Mig-tid

Jeg er single og singlemom. Da jeg startede denne blog var målet, at den skulle handle om netop det. Indimellem tager den sine afstikkere og handler bare om mig.

I sidste uge erkendte jeg, at det var tid til at verden handlede bare lidt om mig. Bare lige en lille uge. Ikke mig-tid som i ’nu skal jeg pleje mig selv og kun gøre gode ting for mig selv’-tid. Det var en kombination af for meget arbejde og en masse mig-tid i selskabet med mange, jeg holder af. Men jeg så for mig, hvordan jeg intet kunne være for den fem-årige. Hvordan den eneste kvalitetstid vi havde sammen, var putningen, som jeg ikke kunne finde ro til alligevel. Så med tårer i øjnene og erkendelse af, at skulle have hjælp til at komme igennem dagene, ringede jeg til hendes far. Om han ville tage hende en dag mere end samværsordningens pålydende. Det ville han – og hans forældre - godt.

Taknemmelighed.

Min datter har kun været ét døgn mere hos ham end normalt. Men det ene døgn betød, at jeg stadig står. Lidt ustabilt, måske. Men jeg er stående. I morgen kan de ikke se røv for bare skosåler, når det ringer ud fra sidste time på min skole. For i morgen skal jeg have min datter hjem igen – og vi har fire dages ferie. Det er tid til, at verden handler om os!