'Må jeg godt blive død i en hvid kiste?'

Solskin. Grundlovsdag. Fridag. Vi sidder kun mig og den fem-årige i bilen. Der har været stilhed et par minutter, da hun ud af det blå siger:

’Mor, må jeg godt blive død i en hvid kiste?’

’Altså, mener du begravet i en hvid kiste?’

’Ja.’

’Ja, det må du gerne. Det skal jeg nok huske, du gerne vil … … … Men måske skal du huske at sige det til din mand og dine børn, når du bliver voksen, for det er de ældste, der helst skal dø først, så det er ikke sikkert, jeg lever, når du skal begraves.’ Tilføjer stille i mit sind: Jeg håber, jeg dør først! Er angst for at miste hende!

’Mor, jeg HAR jo sagt jeg ikke skal have nogen børn!’

’Nåja.’

’Ja, for det er alt for hårdt!’

’Synes du stadig det?’

’Ja… Men jeg SKAL ha’ en mand!’

’Hvorfor vil du gerne have en mand, skat?’

’Fordi så kan vi gå i byen og se på springvand sammen!’

Der er flere ting i denne relativt korte samtale, jeg elsker. Dels at vi i vores lille familie på to kan tale om fødsel og død som det mest naturlige i hele verden. Dels at barnet spørger, lige når tanken opstår - og er gammel nok til, at jeg kan svare hende ærligt på langt de fleste ting. Men også, at hun er romantisk anlagt - og gerne vil have en mand. Så håber jeg bare, hun ændrer holdning til det med børnene. En dag.