Elevatorhumør

Mit humør kører i elevator pt. Op og ned. Det er aldrig på én etage dagen lang. Og nogle gange er der tale om ekspress-elevator. Jeg ryger fra taget til den dybeste kælder på to sek.

På en etage finder jeg udfordringer i en grad, hvor jeg overvejer, om jeg virkelig tør træde ud, når døren åbner.

På en anden etage finder jeg, at der intet gulv er og jeg vil være i frit fald, hvis jeg træder ud, uden sikkerhedsnet. Uden mulighed for at holde fast og viden om, hvorvidt jeg kan redde mig selv.

På en tredje etage er der fest og jeg er beruset og med i dansen med det samme.

På en fjerde etage er der manglende nattesøvn (og jeg hører en indbrudstyv komme om hjørnet hele tiden.)

På en femte etage påtager jeg mig en rolle, der er nødvendig, men ikke nem.

På en sjette etage er alt mit rod samlet og jeg skynder mig ind i elevatoren igen og trykker på en knap, så jeg kører videre til en ny etage. Der er kun en snert af dårlig samvittighed, der følger med mig.

På en syvende etage er der sommerfugle i maven.

På en ottende etage mærker jeg omsorgen og bliver taknemmelig.

På en niende etage smiler barnet til mig og jeg ved, at vi er okay.

På en tiende etage er græsset grønt.

På en ellevte etage overtager hormonerne min krop. På den virkelig uhensigtsmæssige måde.

På en tilfældig etage erfarer jeg, at det oftest er mig selv, der trykker på knappen, der gør at elevatoren går op og ned mellem alle etagerne. Og jeg øver mig i at blive på en af dem. Bare lidt mere end fem minutter.