En lørdag i maj

Lørdag.

Jeg vågner i mit helle. Der, hvor jeg er allermest rolig. Allermest tryg og allermest træt. Ville ønske, det var i favnen på en mand. Det er det ikke.

Jeg er tung i hovedet. Det var en skøn aften aftenen i forvejen. Der var kulørte drinks. Dejlige mennesker.

I dag er dagen. Den store dag, hun har talt ned til i så længe. I dag er dagen, jeg har glædet mig til – i længe. Det er i dag, jeg skal have min nye kjole på. Det sker så sjældent, jeg flotter mig. Det har jeg gjort denne gang. (Okay, okay, jeg har fået økonomisk støtte til at flotte mig i en alder af 32 år. Nogle gang ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde af det! Jeg er 32! … Back to topic!)

Jeg står op og krydsforhøret starter. Der blev gjort kort proces. For jeg skal videre.

Hjemme ligger det hele linet op: Det nye lingeri. Kjolen. Jakken. Smykkerne. Make up’en. Skoene står parat. Pit stop. Bader og pakker færdig.

Kører mod barndomsby med Mads og Monopolet i radioen.

Forventningsfuld. Spændt.

Min barndomsveninde står i sit lingeri, da jeg banker på badeværelsesdøren. Vi krammer og hun undskylder, hun ikke har mere tøj på. Det går op for mig, jeg kan have overtrådt hendes grænse. Jeg sansede ikke, jeg ikke havde en lige der. Suk! Nå. Jeg er jo bare 110% mig selv i hendes selskab. Jeg behøver normalt ikke tænke sammen med hende… Vi snakker. Opdager kjolerne er samme model, dog alligevel så forskellige grundet farven.

Fjoller. Foreviger os med kameraet i iPhonen.

Sceneskift:

Kirken. Her er jeg døbt og konfirmeret. Her troede jeg mine børn skulle døbes. Her troede jeg, jeg skulle ja. Jeg sagde ja på rådhuset. Jeg fik mit barn døbt i en bygning, der ligner alt andet end en kirke. Jeg fucker det op endnu engang, da jeg remser det op for barndomsveninden og det går op for mig, hun også er blevet gift her. Og at vi begge er skilte. For helvede!

Orgelet går i gang og ind kommer den smukkeste brud, jeg nogensinde har set med egne øjne. Ih, bevares. Jeg har set mange smukke brude på Pinterest, på facebook osv. Men sådan, hvor man, hvis man rækker armen ud, kan mærke. Hun er definition på smuk. Og jeg får tårer i øjnene for første gang denne dag.

Det var en smuk ceremoni – og sjov præsten var sjov! Han havde virkelig god humor. Fantastisk, den danske folkekirke anno 2013.

Stedet for afholdelse af bryllupsfesten var som hevet ud af mine drømme. Jeg har kun positivt at sige om brylluppet og om festen. Jeg havde ikke forventet at være en del af så smuk, varm og festlig en kærlighedsfest. Men det var jeg. Det var i og for sig overrumplende. Og jeg fik blanke øjne ved tanken – dér midt i festen. Ligesom jeg græd af grin. Det var ikke kun alt det, der rører en. Det var også sjovt. Så sjovt, så jeg faktisk tror ved, at jeg tissede lidt i bukserne under en dans.

Det, der dog sidder dybest i mig er gommens tale til bruden. Jeg kender ikke gommen. Faktisk kender jeg ham kun gennem det, bruden har fortalt om ham. Har tilbragt så ganske få timer i samme rum som ham før. Men gennem hans meget smukke og personlige tale til sin brud, lukkede han mig et skridt tættere på - ind. Han åbnede sig for et helt selskab. Velformuleret. Enkelt. Præcist. Usigeligt smukt. Kærlighed. Dét har jeg dyb respekt for. Og er meget bevæget over.

Og det får jeg blanke øjne af – igen – ved at tænke på.

Tænk, jeg på en lørdag i maj var gennem så mange følelser. Intenst. Smukt. Yderst livsbekræftende.