'Så legede vi, at moderen gik på arbejde."

Gu’ gjorde vi ej! Vi legede, at vi var rige, at vi var lykkelige, at vi fødte børn uden smerte, at vi havde store huse, mange kjoler, flere biler og verdens skønneste mand. Og engang imellem at vi var mødre. Men vi legede da ikke, at vi gik på arbejde.

Det leger mit barn, at mødrene gør. Hele tiden. Hun leger også, at børnene nu skal pakke en kuffert, fordi de skal hjem til deres far. Fordi forældrene er skilt. Dét legede vi ALDRIG!

Der var ingen rolleleg, der kunne forberede os det mindste på, hvad vi er igennem.

Hvor er jeg glad for, vi legede, som vi gjorde. Og at vi nu, som voksne, leger skilsmisse-leg sammen.

TAK!

Udvikling

Der var engang, jeg skrev, at jeg skulle øve mig i at være alene. Det er vist under et år siden. Jeg ved godt, at det betød ’lære at være alene, uden at være ked af det og fælde en tåre.’ Jeg er der nu. Jeg har selv valgt at sidde selv påskesøndag aften. Jeg har selv valgt at arbejde. Med facebook åben. Rom bliver jo ikke bygget på en dag. Og Robinson Crusoe kræver altså overspringshandling indimellem.

Og det betyder ikke en hat-fis, at jeg har arbejdet en søndag aften, for jeg har de foregående dage været mor, veninde, familiemedlem og datter på fuld tid. Jeg har slet ikke været i nærheden af at være alene. Jeg har nydt selskabet og nærværet af alle de mange mennesker, jeg har set, som jeg oprigtigt holder af. Det værende sig intet mindre end 22 personer plus eventuelle børn. Dertil kommer de venner og veninder, som har haft tid til alenlange tlf. eller sms-samtaler.

Jeg elsker påskeferie. Burde forekomme noget oftere. 

Men ærligt: Jeg kom ligefrem til at glæde mig til at være alene.

Dét er udvikling.

Nogen burde ruske mig!

Næste gang jeg skal på arbejde, altså hvis man ser bort fra min forberedelse, er i april måned. Så er det et år siden, jeg skrev: Indsatsen

Jeg er ikke blevet en skid bedre til at netdate end jeg var for et år siden. Jeg er på vej ud i et afhængighedsforhold endnu engang. Rusen indfinder sig hver gang, der tikker en mail ind om, at nu er der post i min netdating-indbakke. Og jeg skuffes lidt, når det ikke er fra ham. Selvom jeg ved, jeg ikke kan forvente det! Og selvom jeg burde være glad for de mange henvendelser, der vitterligt er.

Jeg er i gang med at lade indsatsen være hele mig endnu engang. Det er virkelig dumt! Siger den ene side af mig. Den anden råber højt og siger: Nej, for sådan er du! Det er alt eller intet. Intet halvt!

Nogen burde ruske mig. I stedet er jeg rådet til at tage mig sammen og nyde spændingen. Okay, godt så! Jeg prøver!

…

Jamen, det gør jeg!

…

Argh! Det er jeg virkelig dårlig til … !

Blog om blog #1

1. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde været 100% anonym på min blog. Men det kan jeg ikke være. Jeg er nemlig sådan en, der skal dele en masse med mange mennesker. Men tænk, hvis jeg nu ikke var. Så kunne jeg fortælle om alting, uden nogen ville vide det var mig. Ulempe: Man kan ikke få nogen respons fra dem, man faktisk gerne vil have respons fra.

2. Min trofaste kommentator pointerer (ofte), at jeg laver vildledende overskrifter. Går det ud over fortroligheden? Eller opfylder det bare blogregel nr. et: Lav interessante overskrifter, der lokker dine læsere til  - ?

3. Der er noget rod med blognavnet. Det klinger godt. Det er pt. passende og ikke vildledende som fx øvrige overskrifter. MEN nogle af de 16000 og 92 klik på bloggen kommer, fordi nogen søger på tv-serien ”Singleliv” i Googles søgemaksine. En tv-serie, jeg ikke anede fandtes, før min blog var flere mdr. gammel.

4. Og så det virkelig kedelige: Jeg har haft denne blog i over et år. Jeg tænker, hver gang, jeg opretter et indlæg: a) Lav et federe lay out. 2) Lav etiketter. (Bare lige, så ved I hard core bloggere, der læser med, at jeg ved, det findes.)

Lidt om svin

3 mdr, 3 uger og tre dage

Så længe er en dansk slagtegris drægtig. Hvordan ved jeg det? Ja, det er ikke fra bondegårdsspillet Hay Day, hvor de for øvrigt ikke slagter grisene, men slanker dem, hvorfor den fem-årige tror, at vi får svinekød uden dyret dør.

Back to topic!

Jeg ved, at en slagtegris venter sig i 3 mdr, 3 uger og tre dage, fordi jeg har en profil på Farmerdating. (Der må gerne grines!)

Der er masser af svin. Ikke mænd, der er svin. Men svineproducenter. Der er dem med køer. Dem, der bare bor på landet. Dem med hunde. Dem, der drømmer om at bo på landet – og dem fra byerne, som lever af at sælge noget i relation til landbruget. Og så er der resten.

Min seneste date kunne fortælle mig, at der blandt de kvindelige profiler var enormt mange hestepiger. Godt så! Det var gået let og elefant hen over hovedet på mig, at jeg dermed ikke var i flertalsskuffen.

Farmerdating er ikke liret. Det er billigt, men det gør ikke brugerne billige. Det er seriøst. Uden pis! Det er det det mest seriøse datingsite, jeg endnu har haft en profil på – og jeg har da været oprettet et par steder efterhånden.

Min profil har været inaktiv nogle uger nu. Det er positivt. Den skal, desværre, aktiveres igen - på et tidspunkt, når jeg har tid - og er klar.

Mere om at blive overrasket...

Jeg tog fejl. Man kan blive overrasket på mange flere måder, end jeg formulerede i seneste indlæg.

Min far inviterede mig for nyligt til ABBA - THE SHOW og jeg sagde ja. Jeg elsker at være min fars date.

Vi får gode pladser på en tribune midtfor scenen. På rækken foran os er der et hul, dvs. ingen publikummer. På rækken foran igen sidder en flok mænd på alder med mig, plus minus 5 år, vil jeg skyde på. Vi finder hurtigt ud af, at de på en eller anden måde må have haft noget med produktionen at gøre, for de kan pege i retning af et lysglimt, noget konfetti, en uventet tone i sangen et splitsekund før, vi som almindeligt publikum oplever det. De var virkelig underholdende. Drak øl. Var i godt humør. Lavede bølger til musikken og fik os andre til at dø af grin. Vi nød det, alle os på tribunen!

Den ene af dem så enormt godt ud. Charmerende, sexet, selvsikker. Tydeligvis sjov, for de andre grinede på den gode måde, hver gang, han sagde noget. Han var iført et par olivengrønne super fede G-star Raw bukser og en skøn trøje. Så er det, det pludseligt er liiiidt træls, det er farmand, man er ude med. Men det er jo selvfølgelig bare en mindre detalje. Ligesom det var en mindre detalje, at han flere gange vendte sig om og smilede til mig. Jeg ville simpelthen sådan have ønsket, at vi ikke skulle skynde os hjem, når det sluttede. Men det skulle vi. Endnu en lille detalje. Havde vi ikke skullet det, havde jeg købt en øl ene og alene for at kunne ’blend in’. Og så kunne min far stå med sine bekendte – uvæsentlig detalje, tænker jeg. For vi skulle jo skynde os.

Han så simpelthen så tiltalende ud. Hans smil. Hans måde at bevæge sig på. Hans øjne og smil. Tænkte flere gange, det var ærgerligt, at jeg ikke havde sedlen, som jeg ellers har gået rundt med med teksten: ’Du ser sød ud, skal vi drikke kaffe?’ Og så mit nummer. Overvejede ikke et sekund, at han kunne være gift og far og alt muligt i den dur. Men så var det, da vi satte os efter pausen, at jeg opdage, han kun havde en hånd.

Det var dog ikke det mest overraskende. Det mest overraskende var, at jeg stadig var fuld af ærgrelse over, at vi skulle skynde os hjem. At jeg til stadighed smilede mere og mere, hver gang, vi fik øjenkontakt. Han vedblev at være ligeså charmerende og sexet på trods af sit handicap.

Jeg fik sagt tak for fantastisk underholdning på vej ud.

Og en skideballe af far for ikke at skynde mig. 

Overraskelser

Der findes umiddelbart tre slags overraskelser:

1)      Dem, man bliver så glad af, at ord ikke dækker, fordi der er et andet menneske, der vil glæde én.

2)      De ubehagelige, som man bliver ked af.

3)      ”Det kan da umuligt komme som nogen overraskelse”-overraskelser.

Jeg har i dag stiftet bekendtskab med kategori 1 og 3. (Heldigvis ikke nr. 2!)

Overraskelse nr. 1:

Jeg stiger ud af bilen. (Jeg har endelig været på lossepladsen.) Naboen kommer ud og siger, at de har en pakke til mig fra Post Danmark. Jeg er ét stort spørgsmålstegn: ’Tænk hurtigt, Britt! Har du købt noget på nettet? Skulle Black Swan-tøjet ikke komme med GLS? Hvem mon har sendt en pakke til mig?’ 

Det havde en veninde, som i dén grad forstår, hvor meget jeg holder af overraskelser i kategori 1. Hun gør det gang på gang. Overrasker mig. Tænker på mig. Sender mig en lille ting med nogle kærlige og livsbekræftende ord. Vi savner at bo tættere på hinanden. Der kan være perioder, hvor vi ikke rigtigt er en del af hinandens liv. Men der er også det modsatte. Og der var også en periode, hvor vi vidste mere om hinanden og hinandens børn end fædrene gjorde. Der var engang, hvor vi førte lange sms-samtaler midt om natten, mens vi ammede – og børnene nogle gange spiste liiiige vel længe i forhold til, at vi påstod at lære dem begrebet døgnrytme.

Hun er en kreativ sjæl og forstår derfor, hvor stort det er at modtage sådan en pakke:

Ordene på kortet betyder mere end de lækre ting. TAK!

Jubii! Har så mange idéer til, hvad stofferne skal forvandles til!

Overraskelse nr. 3:

Vi er i køkkenet hos mine forældre. Jeg viser min mor de badesko, jeg har fået købt til barnet, nu vi tager i badeland. Vi snakker om, at jeg skal have købt ostehaps, så den nu fem-årige også har lidt til frokosten - og andet i den dur, som på daværende tidspunkt synes meget vigtigt at få styr på. Min far kommer ind af døren og siger så, ganske henkastet: ’Nu har du styr på pas til jer begge, ikke?’ ’Tænk hurtigt, Britt! ... ... ... ... ? ... ... ... Skal man bruge pas, når man skal til udlandet? ... … Pas?! … ... … øh!? … ... ... Uoverskueligt projekt forude … ... Nej… ... - det har jeg ikke styr på.... ... !’

Så nu skal jeg ikke i ZOO eller andet virkelig sjovt med den fem-årige og bedstevennen i morgen. Vi skal åbenbart i Borgerservice.

Ser lige på overraskelse nr 1. igen.