Jeg - et rodehoved

Okay, jeg er er rodehoved. Jamen, det er jeg altså. Og det er bare slet ikke blevet bedre efter, jeg er blevet single. Jeg synes måske så bare, jeg er et organiseret rodehoved. Jeg ved hvor små dimser ligger i det store rod. Alligevel må jeg erkende, at ting forsvinder. Og lige præcis dét begynder at irritere mig voldsomt! 

Som fx den blå tang til at lave mikroskopiske huller med. Jeg manglede den særligt til jul sidste år. Nu dukkede den op i år i kassen med pile til skolernes motionsdag. Et år efter den blev væk - og jeg havde efterlyst den så tilpas mange gange, at mine kollegaer begyndte irriteres over det. Ting fordufter jo ikke fra jordens overflade, men det ville være rart, hvis de gemte sig steder, man leder. 

Eller min blender. Hvordan bliver en blender væk? Låner man den ud og glemmer til hvem? Eller hva' med mine sorte cardigans? Jeg må ikke have en sådan. Vi er på basiscardigan nummer tre på et år, der er væk. Sådan kan jeg blive ved. 

Jeg har en liste (surprise) med ting, jeg ikke kan finde. På den liste har jeg for nyligt tilføjet: Barnets leopardbamse. Og det gør rent faktisk en smule ondt på mig, at den er væk. Dels fordi hun har et meget nært forhold til den og reelt sørger over, at den er væk. Dels fordi, jeg har givet hende den. Men mest fordi barnet for noget tid siden sagde: 'Mor, jeg tror vi har glemt den i toget.' Og jeg reagerede med: 'Nej, vi har da ikke, den dukker op igen, ligesom alt det andet.' 

Men den er ikke dukket op. Og DSB gemmer kun tingene i 7 dage.

Mænd

Jeg gider det faktisk ikke lige nu. Date. Lede efter kærligheden. Den var måske ellers lige ved at lande i min sms indbakke. Og det var ikke engang mig eller en veninde, der havde ledt efter den. Nej, han havde selv spurgt. Men så bakkede han ud. Ærgerligt. Øv. For han var ret sjov. Og jeg kan godt li' sjove mennesker. 

Vi (mig og veninden) blev træt af ham, da han bakkede ud. Hvad ligner det, nu han selv havde spurgt efter en sød pige? Men faktisk er det noget af det, jeg allerbedst kan li' ved ham. At han bakkede ud på den baggrund, han gjorde. Også selvom jeg ikke fik chancen. 

Før ham var der en fra nettet. Vi har lært hinanden rigtig godt at kende over mail og gennem telefonsamtaler. Men jeg søgte ikke en penneveninde. Og han aflyste tre dates. Hans grunde var med garanti sande. Men jeg mister interessen, når der ikke tages initiativ til en ny date. Jeg kan godt li' initiativrige mennesker. 

Før ham, var der ham, jeg vil holde hemmelig. Og før ham, var der ham, der kunne blive min nye bedste ven. Og før ham var jeg kæreste med en. Ja, og så er der alle dem indimellem, der har kontaktet mig på et datingsite, hvor jeg har svaret pænt tilbage og så aldrig hørt fra dem igen. Eller dem jeg har kontaktet, fået svar fra og svaret på igen - og så aldrig hørt mere. Ej, jeg gider ikke mere lige nu. Det er lige før, jeg synes, det er for bøvlet! 

Jeg satser (lige nu) på at gøre som en jeg kender: Blive i mit hus og vente på, at HAN ringer på med en buket blomster i hånden på en god hårdag. Det lyder usandsynligt. Men det er sket. 

Og i morgen køber jeg nye batterier til dørklokken.

Overskud

Jeg ved ikke, hvor det stammer fra. Men det føles som om jeg har mere tid. Uden at gå væsentligt senere i seng. Eller stå væsentligt tidligere op. Jeg får ting gjort. Jeg får ting ordnet. Og halvfremmede konstaterer: Hold da op et overskud!

Det kan ikke kun være fordi, jeg træner – for dét er da så absolut en tidsrøver (men med gevinst). Er det virkelig blot fordi, vi har slettet bondegårdsspillet og jeg kun er semiaktiv på en dating-side? Altså sådan sammenlignet med, da jeg hang i en chat nogle timer om dagen ugen? Er det fordi, jeg samler mine indkøb og kører i centeret færre gange end for bare en måned siden? Er det fordi, jeg har været syg i 14 dage og alt andet lige vil det at være rask, give mere overskud? Er det fordi, jeg er fyldt op af fantastisk samvær og fest med dejlige mennesker? Er det fordi, solen skinner? Er det dét, der er medicinen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg skal blive ved som nu. 

For dét rykker. 

Dét føles som overskud.

Undskyld hverdag!

Det er hverdag. Den med fart på. Den med sygdom. Derfor får jeg ikke blogget i det omfang, jeg gerne vil, men ledt efter dokumenter i forbindelse med forberedelsen. Og så fandt jeg et indlæg som ikke er postet. Det sker tit. Fordi de skrives i farten og jeg ikke når at poste dem med det samme. De fleste, der findes, er blevet irrelevante. Men denne her smilede jeg af - så selvom den er fra starten af august, tjae...

Undskyld hverdag! Kom jeg til at byde dig velkommen?

I flg. facebook er det meste af verden startet på arbejde igen i dag. Inklusiv undertegnede. Det gik faktisk godt! Lige indtil jeg skulle hjem...hvilket var kl. over fem. Havde jeg nu bare fri, havde jeg været mere end glad. Men der venter mindst halavanden times arbejde endnu.

Jeg arbejder på landet. Der er på vejen et lille stykke skov, hvor man skal vogte sig for rådyr eller fotofælder. Jeg har læst på en spiseseddel at særligt sidstnævnte skal man passe på i disse dage. Men det blev førstnævnte, der ligesom startede lavinen.

Det lille rådyr sprang ud foran bilen og jeg klodsede bremsen. Det er jeg glad for, jeg gjorde, for den snittede kun flygtet min bil. Men mit hjerte sad helt oppe i halsen. Det var bare så tæt på at galt! Jeg slog katastrofeblink til og holdt ind til siden. Konstaterer i skovkanten, at vi vitterligt kun snittede hinanden, da hverken dyr eller bule er at se. Men da jeg skal lukke bildøren ved jeg ikke lige, hvad der sker, for jeg klemmer fingrene i døren. Noget så voldsomt.

Klokken er næsten halv seks, jeg er sulten og tørstig og skal først i Harald Nyborg for at købe alverdens ind til skolen. Jeg havde fået varenumre af kollega. Jeg havde ikke lige fattet, at en vogn havde været en god idé, så forslæber mig og skærer hænderne på de der latterlige bånd, der bruges til at holde sammen på tunge ting i ustabile papkasser. 

Herefter går turen i storcentret for at hente en reservedel til min ladeshaver. Det er så den forkerte, de har fået hjem. Jamen tak! Den rigtige koster 30kr mere. Jamen tak! Hvad blev der af: Vi har lavet en fejl, så differencen skal du selvfølgelig ikke betale?

I morgen skal vi have møde og jeg har lovet at handle pålæg til fællesbordet. Jeg mærker sulten i min mave og der ryger nogle impulskøb i kurven: 600g blåbær (why?), 500g friske tørre ærter, to meter gravad laks og en æske lego til barnet, som hverken har fødselsdag eller sparet op til noget. Da jeg står i kassen ser jeg, at det er en kommenost, jeg står med. Bilka synes uendelig stor og jeg undlader at bytte den. Der er vist kun én, der spiser ost med kommen. Note to self: Kør tidligere i morgen tidlig, så du kan nå at købe ost.

Bilen er varmere end en sauna og jeg er ved at gå sukkerkold og væskebalancen er dårlig. Fingeren er hævet efter bildørens slag. Skal bare nå hjem.

Kaster varerne ind på køkkenbordet. Hiver brødristeren ud af skuffen, men åbenbart lidt for usikkert, for der lander ca 1 kg brødkrummer på gulvet. Er I gode til at tømme den der krumme-bakke? Nej vel? Jeg kan ikke finde kosten. Hvem har flyttet min kost? Åbner en bøtte rejer og taber dem. Ud over det hele. Mit køkken lugter nu kl 19.33 af fisk og jeg har sat mig udenfor med en mokai i hånden og iPad'en på skødet.

Kom jeg i morges til at byde hverdagen velkommen? 

  

Fra potentiel romantisk aften til ...

Jeg skulle på date i dag. Med en mand, jeg har været i kontakt med i evigheder. Jeg har fundet ham på et datingsite, der tager udgangspunkt i et utrolig langt spørgeskema og som stiller mig tre partnerforslag dagligt. Meget modsat de almindelige datingsites, hvor man kan surfe rundt mellem et utal af profiler. Det er noget med, at vores svar matches. Det er noget med, at der bruges samme koncept til den nye serie ’Gift ved første blik’ på DR3. (Som af mange grunde bestemt kan anbefales!) Det er noget med, at jeg finder de her partnerforslag utroligt interessante. Og særligt ham her. Men han er blevet syg.

Og det er min eksmand også. Så indenfor en time havde de begge skrevet en sms. Den ene aflyst. Den anden bedt om hjælp til afhentning af vores datter i børnehaven.

Således gik vi fra plan om barbering af ben og make up-lægning til afhentning af barn og indkøb af suppe til eksmand. Fra restaurantbesøg med potentiel ny kæreste til pandekagebagning med den fem-årige. Fra godt selskab til dårligt fredags-tv.

Nogen sagde fredag d. 13. Men det er okay. Faktisk.

Ventetid

Det foregik helt som i alle andre familier. Èn får en idè om, at familien skal tælle et væsen mere. Den anden er med på idéen. I dette tilfælde ville idémageren at husstanden voksede med mange. Den idé var jeg ikke med på. For det drejer sig om, at den fem-årige efter bondegårdsferien ville have høns. Og høns er i virkeligheden ret klamme dyr. (Undskyld veninder, som er hønsefans.)

Jeg kom til at sige, at barnet kunne ØNSKE sig et dyr og forestillede mig, at vi kunne få en kanin til foråret - eller noget. Men barnet vedblev at ævle om de skide høns. Vi bor i villakvarter. Går ikke.

Så ønskede barnet sig et dyr, der har pels og kan hoppe.

Og barnet forstod ikke, at 'ønske' betyder; måske får du det, måske får du det ikke.

Men så sagde en klog dame: Barnet skal ofte lege med sig selv, måske er det en god idé med et dyr?

Og jeg begyndte at undersøge mulighederne for en kanin. Det væltede ind med tilbud om kaninunger og venners kaniner.

Helt som da jeg blev mor første gang googlede jeg også. Og erfarede, at vi ikke er en egnet kaninfamilie. Sådan et dyr anbefales at være ude af sit bur 4-5 timer om dagen. (Om dagen!) Vi kan klare 4-5minutter, de dage barnet er hos mig. Det ville være omsorgssvigt allerede inden kaninen flyttede ind.

Helt som da jeg blev mor første gang, havde jeg en klar forestilling om, hvad der ventede os. Denne gang troede jeg, at vi skulle have et udedyr. Er I klar over, hvor få udedyr, der er egnede som kæledyr til min fem-årige? Så ganske som da jeg blev mor for første gang, havde jeg et standpunkt til jeg tog mig et nyt: Begyndte kigge på indedyr. Gnavere og den slags. Spurgte kæledyrseksperter til råds. Undersøgte og læste. Og vi er endt på et guldhamster. (Den dør også om max to år – men det siger vi ikke til barnet.)

Efter en uge har den fem-årige lært at sige det: Guldhamster og ikke duldhamster. Alletiders.

Så tog vi ud og så på bure. Det er næsten ligesom at vælge barnevogn. De to på indkøb er slet ikke enige om, hvad der praktisk, flot eller råd til.

Pludselig slog det os. Hvad skal kræet hedde? Barnet foreslår Regnbue, Solmåne eller Gustav. Jeg er helt klart fortaler for Gurli Guldhamster.

Nå, men vi skal se på 17 guldhamstre på lørdag. Skal nok smide en besked og et billede, når familieforøgelsen er sket. Sådan lidt ligesom I ved nok…

Det ville være fantastisk, hvis...

...jeg kunne huske, hvad mine noter på de små lapper betød! Det sker alt for ofte, jeg ikke fatter det!

Fx skrev jeg en huskeseddel lige før jeg forlod skolen i dag kl. 15. Der stod de ting, jeg skulle købe i centeret. Så er der en streg, hvilket betyder, at det nedenfor stregen er ting, der skal gøres, når jeg kommer hjem. Nederst på sedlen står der:

Ring X's mor
Opdater på tandhjul

Hvad fanden betyder det sidste???