Mor, græder du?

Mor, græder du? - eller scene 7

Solen skinner. Jeg vågner af mig selv. Ingen iPhone-alarm. Ingen morgensur fire-årig med lukkede øjne, der proklamerer, hun er sulten. Bare af mig selv. Lidt for tidligt taget i betragtning af, jeg rettede budget og snakkede med ”vi-er-ikke-kærester”, da kalenderapp’en havde fortalt mig, at vi nu havde en ny dato.

Det er dæleme smart med en iPhone. For har tjekket op på hele verden to min efter, jeg har slået øjnene op. Mens jeg googler dukkevogne for en veninde hører jeg den skønneste lyd. Glade trippende str 28 på gulvet. Ind kommer en troldeunge med indtørret mælkeskæg, sår på hagen og gult søvn i øjenkrogene. Hun kravler ind til mig. Vi krammer. Godmorgen. Smiler. Krammer igen. Hun ved godt, hun gerne må vågne op nu. Det er ok, når mor er vågen. 

Vi snakker om, hvad der skal ske i dag og der er ingen tvivl. Hun er udhvilet. Hun smiler og griner. Lykke. Helt ind i hver en celle. Hun er glad og smuk. Hun kravler under dynen. Helt tæt. Stjernestunden stopper, da hun meget bestemt siger: 'Mor, du stikker!'

Godt så. Ungen har jo ret.

Morgenmad og multitasking coming up. For barnet vil jo selv. Hvilket er godt nok, men nogle gange er 0,8L mælk i karton og barnets motorik ikke rigtigt koordineret. Så mens jeg læser Marens blog og sms’er med ”vi-er-ikke-kærester” om mine stavefejl, som ikke blot var slåfejl, men rent faktisk stavfejl, redder jeg lige 0,8 L mælk fra at lande på gulvtæppet. Barnet stadig smilende. Fredagsoverskud forsætter. Katastrofe afværget.

Læser videre. Om 'told og anus' og om mine stavefejl. ”Vi-er-ikke-kærester” er sjov på sms. Kombineret med universets nice touch forårsages grineanfald. Jeg hulker af grin. Barnet griner med. Uden at vide hvorfor. Det går op for hende og meget undrende spørger hun:

’Mor, hvad griner du af?’

Jeg svarer, at det er vanvittig morsomt, det, jeg læser.

’Mor, hvad læser du?’

Øh …! Latter!

Barnet griner stadig med. Krammer mig i glæde (vi har åbenbart noget med kram i dag) og snupper en skefuld cheerios mere.

Hun konstaterer: ’Du har vand i øjnene!” 

Latter forsat. Nu kun hos mor.

Barnet ser meget forundret og alvorligt på mig: ’Mor … græder du?’

Og således har vi haft en snak om, at man godt kan græde af lykke og glæde. 

Konstaterer indvendigt, at det faktisk sker oftere og oftere.