Identitetskrise(r)

’Arhmen, flot frk. Basse!’ Sådan siger jeg stadig til mig selv, når jeg går i skolekælderen for femte gang, fordi jeg ikke fattede at tage karton med op første, anden, tredje OG fjerde gang. Sådan siger jeg stadig til mig selv, når jeg åbner en pose pasta og hver og en af de 250g skruer ligger på hhv. køkkenbord og gulv, fordi jeg flåede hårdt i posen af latterligt lamt jeg-går-let-i-tykker-når-du-hiver-i-mig-men-vil-ikke-lade-mig-åbne-uden-brug-af-vold-plastik. Dvs. dét siger jeg, hvis jeg har lavet noget dumt eller ikke tænkt mig om… Hvilket sker flere gange ugentligt…

Dét sagde jeg også, mens jeg var gift. Selvom jeg hed Møller. Det hedder jeg stadig. Og jeg har som sådan ikke noget problem med det. Det er bare ikke rigtigt mig, vel? Jeg siger det aldrig. Heller ikke, når jeg snakker i telefon og præsenterer mig selv.

Jeg var kun lige flyttet for mig selv, havde boet i huset i syv dage, da en veninde spurgte: ’Skal du så blive ved at hedde Møller?’ I starten var argumenterne: ’Hva’ skulle jeg ellers hedde?’, ’Ja, for det hedder min datter.’  Og ting i den dur.

Jeg har undersøgt, hvordan man får sit fødenavn igen. Det koster penge. Jeg har overvejet at lade mit mellemnavn blive mit efternavn. Det hedder min datter også. Imidlertid skød jeg tankerne væk og forholdt mig i en periode - trods det hyppigt forekomne spørgsmål: ’Skal du så blive ved at hedde Møller?’ - ikke til mit navn. Ej, det er faktisk løgn, for jeg skrev til en mand på dating-portalen, at jeg hed Britt, og altid vandt den runde i ’Venner for livet’-spillet, der gik på, hvem, der havde det grimmeste fornavn. Men altså: Der er en eller anden sammenhæng mellem, hvad jeg hedder og hvem og hvad jeg så er... Og nu er der dagligt én, som minder mig om, hvad mit fødenavn er.

Speaking of … 

Kan jeg have en blog, der hedder ’Scener fra et singleliv’ uden rigtig at være single? En skrev engang, han håbede, jeg var nødt til snart at lukke bloggen, for det ville betyde, at jeg havde fundet en kæreste. Sådan ser jeg ikke på det. Så må der blot en navneændring til.

Så ligesom jeg forholder mig til, hvorvidt jeg er mest det ene eller andet efternavn, må jeg forholde mig til spørgsmålet: ’Ih, har du fået en kæreste?’ Og dermed også hvad bloggen hedder… Meeen… Så længe vi ikke kalder os kærester, må den vedblive at hedde ’Scener fra et singleliv’!