Bryster

Jeg kender to, der har fået lavet sine bryster større. Eller … jeg kender to, hvor jeg ved, de har fået lavet brysterne større. Kender endda også én, der har fået dem lavet mindre.

For noget tid siden var der i min netmødregruppe en tråd om bryster. Tråden blev oprettet grundet et ønske om ikke blot at have to nylonstrømper med en lille mønt i enden. Det var sammenligningen efter to omgange amning.

Jeg undlod mange gange at kommentere tråden. For jeg forstod det ikke. Jeg fattede det ganske enkelt ikke. Hvordan kan man være så utilfreds med sin krop, så man ønsker at få kunstige bryster? Jo mere jeg læste med i tråden, gik det op for mig, at det aldrig ville blive mig, der ville spare op til det eller bruge pengene, om jeg havde dem. Men det gik også op for mig, at selvværdet sidder i brysterne hos mange kvinder. Og at der er en millionmilliard følelser forbundet med, om man er tilfreds eller utilfreds med den barm, der nu engang skal holde den stropløse kjole pænt på plads. Men jeg fattede det vitterligt ikke, fordi mine egne var faste og en 70D – selv efter 1 års amning.

Bemærkede du, at der står var? Jeg ved nemlig ikke, hvad de er nu. Men man skal aldrig sige aldrig! De hænger sgu! Er lidt slatne!

Og hvis jeg nu bare kunne bilde jer ind, at det skete den anden aften, hvor barnet og jeg skiftedes til at vælge musik på youtube og dansede forfærdeligt festligt i stuen. Så forfærdeligt festligt, så jeg fik åndenød af det og lagde mig på gulvet, ramt af lykke, fordi barnet dansede livsbekræftende videre og skreg ”Life in plastic, it fantatik!” (Andre med 4-årige børn vil have gættet, at hun havde ønsket Barbiegirl og med sit formidable barneengelsk sang med.) 

Jeg var ramt af lykken lige indtil hendes højre fod ramte mit venstre bryst og med en 4-årigs vægt pressede mit ellers faste bryst om på siden af min brystkasse. Altså krop med bryst ved siden af, midt på stuegulvet. Jeg lå i et splitsekund, som føltes som evigheder, fuldstændig vandret på gulvet med det ene bryst helt og aldeles fladmast mod gulvet med en str. 28 ovenpå. AV! Jeg kan afsløre, jeg skreg lidt i smerte. Pat-vridere fra efterskoletiden var i sammenligning blot et lillebitte niv. Havde ondt i TO dage!

Men man skal aldrig sige aldrig! Og da slet ikke når nu, at opstart af friskole og skilsmisse har reduceret tallet på vægten med otte!!! Ja, kilogram. Og jeg ved, at de sidste to kg er forsvundet sammen med ordene ’faste’ og ’70D.’