Årets juleglæder

I efterårsferien gik jeg i gang med at planlægge dette års decemberoverraskelser. Jeg begyndte på de små hjemmegjorte ting og jeg sad på Pinterest i maaaaange timer.

Jeg har lavet en pakkekalender til næsten ingen penge til min fantastiske kæreste. Der er 24 pakker, men ingen dato på. Der står 'åbnes når...' 

- det er en kold dag 

- du savner mig 

- du vil overraskes 

- du har glemt, hvor fantastisk du er 

- du ikke kan sove
-du har fortjent det
- osv. 

Indholdet kan jeg af gode grunde endnu ikke afsløre ;-)

Jeg har lavet en med tilsvarende koncept, dog kun med pakke til hveranden dag, til min kære veninde, der i allerhøjeste grad fortjener den.

Jeg har været julemanden - med god assistance fra julemandens nisser. Det blev til stigen med 24 gaver igen i år. Datteren betragter den i timevis og mærker og mærker på pakkerne.

Jeg har lavet adventsgaver til dem i det gule hus.

Jeg har hjulpet datteren med hjemmelavede adventsgaver til min bror og hans kæreste.

Og jeg har arrangeret og 'lavet' en slags kalender til kollagaerne.

Det er da et pralestykke uden lige, jeg her lirer af? Ja - og nej! Det skal med, fordi det er en fest! Jeg elsker det! Hver dag får jeg et billede af den pakke min kæreste åbner. Det er vildt fedt at være langdistancekærester, men glædes over sådanne ting sammen. Jeg er spændt hver dag - og spændt på, hvad veninden åbner. Der kunne jeg have sparet de indkøbte gaver. For hun var blevet glad, om så jeg havde pakket et gummibånd ind. Og sådan forsætter det. Det er glæden ved at give, der giver mig energi. 

 Og så er der mig selv, jeg er den heldigste af alle i år. Jeg får nemlig adventsgaver af min kæreste, og af en barndomsveninde 

- og så kom denne i dag:

Hvor heldig er jeg? 

 Jeg håber for jer alle, at I får en dejlig december med masse af glæde. Den behøver jo langt fra komme i form af en pakke!

I dag er det ...

I dag er det præcist fire år siden, jeg offentliggjorde på facebook, at jeg havde fået nyt job - i Jylland. Det er også præcist tre år siden, jeg skrev, at jeg skulle sove i det røde hus på vejen, der hedder noget med bjerg, for første gang. 

Man skal jo måske nok kende min historie for at vide, hvad det betyder.

Det betyder, at det er fire år siden jeg stod for at skulle sige farvel til et job og kollegaer, som jeg havde lyst til at blive hos. Det betyder, at det er fire år siden, jeg forlod storbyen. Jeg savner stadig metroen. Pulsen. 

Det betyder, at det er fire år siden, min datter startede i børnehave. Nu er hun startet i skole.

Det betyder, at det er tre år siden jeg flyttede ind. Blev alenemor. Dette hjem er det første hjem, jeg har haft tre år i streg, siden jeg flyttede hjemmefra. Og jeg elsker dette hus - jeg føler mig hjemme. Det har været en lang proces.

Min datter bliver syv i januar. Det betyder, at det inden længe er halvdelen af sit liv, hun har været delebarn.

Det betyder, at tiden går hurtigt. Og at jeg på nogle områder er blevet en anden. 

Jeg har en god hukommelse. På nogle ting. Ovenstående ved jeg kun pga. den app, der hedder 'timehop'. De fleste dage får den mig til at smile. I dag fik den mig til at tænke lver de skdste fire år, før jeg så igen smilede.

Kender du det?

En anden slags ferie - og om at sige 'nej'

Efterårsferien slutter, når jeg om lidt ser indersiden af mine øjenlåg. En efterårsferie, der på mange måder har adskilt sig væsentligt fra alle andre ferier i mit voksenliv. Jeg har nemlig for første gang holdt ferie. Ferie, som i ordets oprindelige betydning. Jeg har ikke skrevet elevplaner eller forberedt værksteder op til en julebasar. Jeg har slappet af. Jeg har endda været så provokerende og egoistisk at give mit barn en dagsridelejr i de fem hverdage. Hvordan kunne jeg? Når nu jeg selv har fri? Hvordan kunne jeg, når nu vi i dagligdagen kæmper med næb og klør for, at vi har tid sammen? 

Jeg kunne, fordi jeg mente, hun ville få en oplevelse for livet. Jeg gjorde det, fordi jeg forventede, hun blev en del af et fællesskab, som jeg som barn elskede, når vi tog på spejderlejr. Jeg kunne, fordi jeg turde satse og håbede på succes. Og det blev det! Både for hende og for mig. 

Jeg har, meget vigtigt, slappet af med min vidunderlige kæreste. Jeg har nydt at være alene i huset. Jeg har ryddet op og ryddet mere op, og jeg har planlagt hemmeligheder. Og næstbedst: Jeg har været 100% mor og nærværende i de timer, min datter og jeg så har haft sammen. Jeg har set én veninde og lidt familie. Det er det. Normalt kører vi fra Herodes til Pilatus for at besøge alle dem, vi holder af. Men ikke denne gang.

Min datter har lært mig at prioritere anderledes. Og jeg har lært at sige nej. Det har taget 33 år. Og jeg ville sådan ønske, at den psykolog, jeg så for 10 år siden, mens jeg var under uddannelse og aldrig sagde fra, nu vidste, at jeg hver gang, jeg er ved at sige ja, ser hende for mig og overvejer: Ja eller nej? Ikke bare nej. Men nej - og ja til noget andet.

Den skarpe læser, vil have bemærket, at jeg skrev 'næstbedste' ovenfor. Det bedste ved denne ferie og de mange 'nej, det kan vi ikke' er nemlig, at jeg har set min datter. Ikke en pige med det navn og det udseende -  og en næsten uigenkendelig adfærd. Jeg har set hende, som hun rigtigt er. Skønt hun ikke synes, hun har været meget hjemme, så har hun langt om længe været sig selv igen. 

Så jeg er ikke kun forelsket i min kæreste - jeg er også forelsket i den her måde at holde ferie på. Og i særdeleshed i det lille menneske, der efter en hård start på skolelivet, trængte til ferie, og fik det. Og blev sig selv.

Kunsten er, at huske at sige nej, når hverdagen i morgen igen banker på.

Den nye hverdag #1

For to måneder siden lavede jeg dette indlæg. Den nye hverdag ventede forude. Den nye scene stod klar og jeg var forventningsfuld, spændt - følelserne ambivalente.

Jeg skrev dengang, at der nok skulle komme anmeldelser på den nye hverdag. Det er der kommet i medierne i så rigelig grad. Og vi anmelder og evaluerer den også både på lærerværelset og rundt om aftensmaden dagligt. Der er ting, der er svære at vænne sig til. Der er ting, der er virkelig gode ved alt det nye i den danske folkeskole. 

Der er ingen, der kender mig, der i sin vildeste fantasi ville have troet, at jeg med et fingerknips kunne undlade at arbejde hjemme. Der er ingen, der ville have gættet på, at jeg accepterer, at jeg når det, jeg når - og møder til time forberedt, men kun sjældent velforberedt. 

Der er umiddelbart heller ingen, der ville have troet at den meget omstillingsparate seks-årige ville reagere, som hun har gjort. En ting var intetheden mellem farheden og morheden. Men pludselig tårnede eksemplerne på mistrivsel sig op og de kom fra både barnets mund og de voksnes. Undtagen de voksne, eksemplerne skulle komme fra. Jeg indså, at mit barn føler sig ene og forladt i en stor del af den tid, hun er i SFO. Hverdagen fungerer for mig. Men den del af hverdagen, der ikke er skole, fungerer ikke for det dyrebareste, jeg har. 

Så alle de gode råd, der er givet, er blevet taget til efterretning og vi har handlet på det. Det handlingslammede menneske brød ud af sit fængsel og blev mødt - og for at blive i billedsproget, kan man vel sige, at vi er gået fra et lukket til et åbent fængsel. Det føles i al fald sådan.

Status fra et sådan kommer slut oktober.

Indtil da, til alle jer, der er ved at drukne i fuldtidsjobs og dårlig samvittighed: Hæng i. Der er en løsning. I skal bare opdage, den er der. Så meget har jeg erfaret.

Morheden, farheden og intetheden (og alt det andet...)

Det har altid været vigtigt for mig at holde af hverdagen. Og det er altid faldet naturligt. Heldigt. For der er flest hverdage. 

Hverdagen for min datter og mig har ændret sig markant siden midten af august i år. Den hverdag, vi har nu, fortjener ikke sammenligning med den, vi havde før sommerferien. For det fundament de to former for hverdage bygger på, er vidt forskellige. Alligevel gør min hjerne det konstant. Finder det positive i den nye hverdag og kæmper med dæmonerne, der repræsenterer evig dårlig samvittighed over ikke at have mulighed for at være den forældre, jeg ønsker at være.

Mens lærerkollegaer, sådan rundt i hele landet, går ned med stress på stribe grundet de nye arbejdsforhold, er jeg så heldig, at jeg (endnu) fungerer i mit job indenfor den ramme, der er sat. Dæmonerne finder vej til mine tanker, fordi den 6-årige taler om morheden og farheden og intetheden. Og græder. Og opgiver. Og det har ædt mig op indefra den seneste uge. At hun ikke trives. At hun fortæller om konflikter i hende selv. At hun fortæller, hvordan læberne dirrer i undervisningen, fordi hun er ved at græde over det uoverskuelige i resten af dagen. Intetheden. Ingenmandsland. Følelsen, der opstår, når hun kl. 08.00 siger farvel til farheden, men først kl. 17.00 siger goddag til morheden. Og jeg priser mig lykkelig for, at jeg fik lige netop hende, der selv sætter ord på. 

Men jeg er låst. Det handlekraftige menneske er fængslet. Lammet. Jeg kan ikke gøre det godt. Jeg kan ikke være lærer, enlig mor OG give mit barn det, der fungerer bedst for hende. En kortere dag. 

Vi, som i faderen og jeg, samarbejder godt og arbejder på at gøre det tåleligt for os alle. Vi har netværk til at hjælpe. Men vi er låst, dog taknemmelige. 

Og der er stadig længe til at dæmonerne dør. Jeg skal ændre levevis. Jeg skal acceptere, at jeg ikke kan være den kæreste, jeg gerne ville. At jeg i særdeleshed svigter mine veninder, fordi tiden er anderledes. Jeg skal skære fra. Sige nej. Passe på mig og min datter. Den lille familie i det røde hus på vejen, der hedder noget med Bjerg. For vi kan ikke, hvad vi kunne. Fordi jeg er lærer og barnet går i skole. Og jeg skal have det forklaret til dem, jeg savner. Skåret ud i pap, at jeg gerne vil se dem, men at tiden er fordelt anderledes. Den dårlige samvittighed skal på hylden. Det er okay, at jeg ikke har set den nyfødte. For jeg har prioriteret at få hovedpinen væk og passe mit barn. Jeg skal acceptere at egenomsorg er vigtigst. Hvilket ikke falder mig let.

I dag og i morgen har jeg truffet et egoistisk valg. Og det er så det sidste af den slags i min nye hverdag. Jeg skal lære at holde af den her hverdag. Og jeg skal sørge for, vi trives i den. Begge to. Min datter og mig i det, hun kalder morheden. Vi får ikke en ny. Jeg skaber den selv.

Vi er på vej.

Og gode råd modtages.

Den fes ind i dag

Maren skrev engang på sin blog, at man ikke skal råbe højt om, at det går godt, for så får universet øje på én. 

I aftes overvejede jeg at poste denne på facebook:

'Har talt i telefon med barnet, som er ved sin far. Vi snakkede om mange praktiske ting, der var sket i løbet af barnets skoledag nr.3. Men det lød altsammen godt. Jeg fik faderen i røret og detaljer på plads. Da jeg siger farvel, siger han: 'Vent lige. Barnet skal lige sige noget vigtigt.'

Barnet: 'Mor! Det var virkelig en god dag i dag!'

Mit hjerte smeltede, for måden hun sagde set på indeholdt både overraskelse, forsikring, kærlighed og meget meget mere - og da hun havde lagt på, sagde jeg højt, trods det jeg var alene: 'Ved du hvad Ida? Min dag var også bare virkelig god!' Og det var overraskende, oprigtigt og glædesfyldt!

Hvor er vi heldige!'

Ja, jeg følte mig faktisk ret tilfreds og lykkelig lige dér. Men hvor var det heldigt, at jeg ikke postede det ud til hele verden, for så havde universet da først set mig og sat mig på prøve. 

Så var det måske endt med en ulykke på vej på arbejde og ikke kun de få cm fra sammenstød?!

Så havde kopimaskinen nok været umulig at lave og ikke blot en tidsrøver?!

Så havde det nok regnet og ikke kun dryppet, nu jeg havde glemt min jakke?!

Så havde cyklen nok været punkteret og ikke kun virket flad?!

Så havde eleverne nok udfordret mig mere end de gjorde?!

Så havde jeg nok ikke fået holdt pause, men haft hovedpine?!

Så havde mælken nok været sur og ikke bare lidt gammel?!

Så havde vi nok talt grimmere og grædt noget mere?!

Så havde jeg nok glemt at lægge nøglen ud til barnepigen - og ikke kun barnepigen været udfordret pga. manglende kode til tyverialarmen?!

Så havde jeg nok haft sværere ved at sige tak og tilgive?!

Der er mange prøvelser og udfordringer i løbet af en dag. Nogle dage er de større end andre. Nogle dage rammer de alle, jeg snakker med. Nogle dage er jeg bare glad for, jeg havde dage som i går. Så smiler jeg nemlig, når vi siger godnat!

Så... Universe! Den fes ind i dag. Du behøver ikke lege med i morgen.

Kære dig

Kære dig, som jeg møder for første gang i morgen.

Jeg er spændt. 

Hvad er du for én? Hvad er du gjort af? Kan vi sammen? Og hvor længe går der, inden vi har lært hinanden rigtigt at kende? Inden dine kvaliteter er tydelige for mig? Er du som de gamle? Nu du ikke har andet navn. Er du velkendt og bare det samme én gang til? Eller er du helt anderledes? Med nye udfordringer? Vil du give mig stress eller vil du give mig frihed og ro? Får jeg tid til at tænke og mærke efter - eller bliver det det samme som sidst? 

Jeg har forventninger til dig. Jeg stiller krav til dig. Og jeg bestemmer i en hvis grad over dig. Jeg kan få det bedste ud af dig.

Jeg har lyst til at holde af dig. Så lad det blive et godt møde.

Velkommen, du nye hverdag!