Jeg skrev dengang, at der nok skulle komme anmeldelser på den nye hverdag. Det er der kommet i medierne i så rigelig grad. Og vi anmelder og evaluerer den også både på lærerværelset og rundt om aftensmaden dagligt. Der er ting, der er svære at vænne sig til. Der er ting, der er virkelig gode ved alt det nye i den danske folkeskole.
Der er ingen, der kender mig, der i sin vildeste fantasi ville have troet, at jeg med et fingerknips kunne undlade at arbejde hjemme. Der er ingen, der ville have gættet på, at jeg accepterer, at jeg når det, jeg når - og møder til time forberedt, men kun sjældent velforberedt.
Der er umiddelbart heller ingen, der ville have troet at den meget omstillingsparate seks-årige ville reagere, som hun har gjort. En ting var intetheden mellem farheden og morheden. Men pludselig tårnede eksemplerne på mistrivsel sig op og de kom fra både barnets mund og de voksnes. Undtagen de voksne, eksemplerne skulle komme fra. Jeg indså, at mit barn føler sig ene og forladt i en stor del af den tid, hun er i SFO. Hverdagen fungerer for mig. Men den del af hverdagen, der ikke er skole, fungerer ikke for det dyrebareste, jeg har.
Så alle de gode råd, der er givet, er blevet taget til efterretning og vi har handlet på det. Det handlingslammede menneske brød ud af sit fængsel og blev mødt - og for at blive i billedsproget, kan man vel sige, at vi er gået fra et lukket til et åbent fængsel. Det føles i al fald sådan.
Status fra et sådan kommer slut oktober.
Indtil da, til alle jer, der er ved at drukne i fuldtidsjobs og dårlig samvittighed: Hæng i. Der er en løsning. I skal bare opdage, den er der. Så meget har jeg erfaret.
Spændende Britt. Det glæder mig, hvis der er lidt mere lys forud :-)
SvarSlet/tina