Forårsfornemmelser. Plusgrader. Solskin. Søndag.
I stuen står en tohjulet cykel, str. fire år. Den har stået
der siden barnet blev fire. Vi har kørt på den fra den ene ende
af huset til den anden. Eller rettere, barnet har kørt på den og singlemom har
holdt fast, for at undgå styrt ved forhindringer på vejen fra stue til
soveværelse: Dukker, Bobles-dyr, vasketøj, halvlukkede døre og lign.
Barnet har spurgt mange gange: ’Hvornår skal vi cykle udenfor?’ Har i en måned svaret: ’Når du har fået en cykelhjelm og sneen er smeltet.’
Cykelhjelm skaffet. Der står "Støt brysterne" på den, men den
er til børn. Har tjekket.
Sneen borte. Endelig!
Solskin. YES!
Nu er det nu! Vi er begge spændte.
Bor som tidligere skrevet på en vej, der ikke uden grund,
hedder noget med bjerg. Vi går derfor med kosteskaft og cykel til det atletikstadion,
der ligger bag vejen, der hedder noget med bjerg.
Der går som en leg. Hun cykler jo! På to hjul. Uden
problemer, uden forhindringer. Begejstring. Både hos fire-årig og stolt mor.
Kosteskaft unødvendigt. Men ikke i barnets verden. Hun blev noget så utryg. Så der så
man mig løbe efter barn på cykel i høj fart med et kosteskaft rigtigt placeret
i cyklen. Ja, du læste rigtigt. Jeg løb. Og jeg løb hurtigt, for barnet cyklede
med høj fart for ikke at miste balancen.
Efter næsten 1,6
km rundt på atletikbanen, masser af begejstring med jubel på (og pusten!)
samt ros fra mor til barn, bremser hun. Ser storsmilende op og siger: "Det var
godt gået, mor!"
Gået?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar