Det er lørdag morgen. Tidligt.
Jeg forlader matriklen og krydser fingre for, jeg ikke dør
på motorvejen. Ikke, fordi min datter så ikke ville have en mor, min mor ingen
datter - eller noget sådan følelsesladet noget i den dur. Næ, nej, jeg er mere på
den der med, at sådan som mit hus så ud, så ville jeg til evig tid blive husket
som hende, der døde fra et uoverskueligt rod.
Og hva’ sker der egentligt lige for det? Jeg rydder op HVER
dag. Og alligevel er det første man ser i mit hjem, denne:
Det er heldigt nok jeg har den. Det er ligesom at sige undskyld inden folk overhovedet er trådt ind i køkkenet. Sådan lidt på forhånd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar