Kaster du lige en redningskrans?

Jeg er nemlig på ukendt farvand.

Efter næsten to mdrs rutsjetur er der ikke umiddelbar mulighed for, at rutsjeturen nogensinde bliver a safe ride igen. Så jeg er ufrivilligt sat på ukendt farvand. Jeg har slet ikke lyst til at være her. Jeg kan svømme, ja. Men kræfterne er sluppet op, så hvis jeg falder i vandet, har jeg altså brug for, du kaster en redningskrans. Jeg er allerede søsyg og våd og har hevet mig ombord igen. Tror ikke jeg kan gøre det igen sådan lige med det samme. I al fald ikke på dette farvand.

Jeg skal ikke være kæreste med ham. Det har vi slået fast et par gange nu. Og vaklet og er vendt tilbage. Håbet - og konkluderet at det ikke går. Men denne gang er det sikkert. For jeg er nødt til at være tro mod mig selv. Vi hverken skal være kærester, ikke-kærester, måske-kærester eller venner med fordele. Vi skal være venner. For det vil vi!

Dengang, jeg skrev min datingprofil, skrev jeg, at jeg søgte en kæreste, som samtidig kunne være min bedste ven og fortrolige. Det fandt jeg og jeg ønsker ikke at miste den ven.

Men det er her farvandet bliver ukendt. Jeg har aldrig før skullet tilvælge dét at være ven. Jeg har førhen været tvunget til at se eks-kæresten, fordi vores liv var sådan, at vi færdedes de samme steder. Og så er et eller andet form for venskab kommet af sig selv. Sådan er det ikke nu. Men ven vil jeg være.

Så hvordan gør man?

Måske skulle jeg bede om et kompas i stedet for en redningskrans?

(Jeg ønsker ingen kommentarer på det specifikke forhold, der omtales her, hverken på bloggen eller på facebook. Generelle syn på sagen er meget velkomne :) )